50 år med Sparks' "Kimono my House"

Den 1. maj 1974 udgav Island Records amerikanske Sparks’ tredje studiealbum Kimono My House indspillet i London og produceret af englænderen Muff Winwood. Pladen er for mange fans brødrene Ron (keyboards) og Russell Maels (vokal) ultimative mesterstykke præget af sublim legesyge lyrisk og musikalsk, hvor mangt og meget prøves af i en genrehybrid, der er karakteristisk for sin tid, men også forud med numre, der forvarsler punkrockens og new wave musikkens æra nogle år senere.

Ron og Russell Mael pladedebuterede som Halfnelson i 1971 produceret af Todd Rundgren og indspillet ved hjælp af venner tilbage fra collegeårene. Albummet solgte skidt, men brødrene fik en chance mere under navnet Sparks, der 1972 udsendte A Woofer in Tweeter's Clothing, som gav dem mulighed for at turnere i England, hvor de besluttede sig for at blive permanent i 1973 med tilbuddet om et nyt management og ditto pladekontrakt.

De amerikanske musikere blev skiftet ud med britiske, og Sparks bestod i 1974 ud over The Maels af bassisten Martin Gordon, Adrian Fisher (guitar) og Norman "Dinky" Diamond bag trommerne. Et hold der allerede markerede sig stærkt med singleforløberen This Town Ain't Big Enough for Both of Us, der har opnået klassikerstatus indenfor glam- og artrock, der dannede stilistisk base for gruppen i de år. Singlen hittede i flere europæiske lande, og titlen er inspireret af en linje fra tjubang filmen The Western Code (1932).

This Town Ain't Big Enough for Both of Us med lyden af pistolskud, studie teknikeren lagde på under indspilningerne, mens resten holdt frokostpause, er skrevet af Ron Mael som resten af Kimono My House. Han tog meget lidt hensyn til lillebroren Russells vokale leje, der på flere af sangene presser stemmen til det yderste og gør brug af falset teknikken, hvilket forlener materialet med et operaagtigt teatralsk udtryk, som også Freddie Mercury fra Queen i ny og næ tyede til i samme periode.

Anmelderen fra The Guardian beskrev This Town Ain't Big Enough for Both of Us på følgende vis: ‘(it) was like a three-minute warning that Sparks were a band different from any other: octave-leaping vocals, gunshots, incomprehensible lyrics and an unrelenting sense of drama’, hvilket er ganske rammende for, hvad bandet havde gang i tilsat Adrian Fishers kreative guitarlinjer og riffs, Martin Gordons rungende Rickenbacker bas og Norman ‘Dinky’ Diamonds drivende og fremadpiskende trommespil.

Amateur Hour, næste single i rækken, er samme kaliber som den første og understreger Sparks’ kolossale potentiale - det er ren opvisningsstil at indlede et album med to sange af det format, der følges op af Falling in Love with Myself Again, Here in Heaven og Thank God It's Not Christmas. Tak for en stime af popmusikalsk og sonisk skabertrang ledsaget af ordrige tekster med et utal af referencer til popkulturens og litteraturens verden, hvor moralfilosoffen Kant nævnes på lige fod med relativitetsteoriens wonderboy Albert Einstein.

Humor, vid og bid er der rigeligt af i det lyriske verdensbillede grænsende til det surrealistisk absurde og uigennemtrængelig indforståethed. Tager de oprindelige Los Angeles gutter mon gas på lytterne, eller nyder de blot at flashe deres sproglige overlegenhed i den højere ende af lixtalsskalaen? Sandsynligvis begge dele. Falling in Love with Myself Again er en drilsk sag i valsetakt, der besynger narcissismens faldgruber og overdrev tilføjet dundrende paukelyd, mens Here in Heaven er falsetto drama for fuld skrue.

Thank God It's Not Christmas viser glamrock tænder med temposkift, staccato klaver, pumpende bas og svævende melodilinjer. Hasta Mañana, Monsieur holder tungen lige munden og skrevet af brødreparret i samarbejde. Den dansante Talent Is an Asset går lige i fødderne og hjertet på overrumplende vis - glampop af et tilsnit, der varsler 80’er lyd, før begrebet blev opfundet. Complaints fortsætter af de samme kreative stier med en heftig guitarsolo, der sørger for, glamrocken ej glemmes i jagten på iørefaldende perfektion.

In My Family er af samme høje standard om end med en lige lovlig skingert klingende guitar i outtroen. Equator er umiddelbart albummets svageste skæring, hvor der går lidt manerer, kitsch og camp i den. Coveret uden angivelse af hverken bandnavn eller titel er en historie for sig prydet af to japanske og kimono klædte kvinder, hvoraf den ene tager sig forskrækket til hovedet, mens den anden lægger sit på skrå.

Fotoet er på finurlig vis fint i tråd med albummets indhold, Sparks’ kunstneriske ambitioner og sans for selviscenesættelse. Ron Mael lignede en blanding af en tør teknokrat og nazist med et lille Führer overskæg og deadpan ansigtsudtryk, mens Russell Mael gav den som charmerende krølhåret popstjerne. Briterne og andre med åd tilsyneladende den fermt udførte kombination af identifikation og fremmedgørelse, som Sparks excellerede i. Publikum og pressen tog godt imod Kimono My House. New Musical Express døbte den ‘en klassiker’ og tilføjede ‘Kimono My House is the real breakthrough – I think you're gonna love it.’

Den tidligere Smiths frontmand Morrissey har udnævnt pladen som en af sine favoritter, Steve Jones, eks Sex Pistols, er ligeledes begejstret sammen med guitaristen John Frusciante fra Red Hot Chili Peppers og Thurston Moore (Sonic Youth). Denne signatur er tilsvarende hoppet med på vognen efter to-tre koncentrerede genlyt i anledning af 50-året. Forvorpne Vilhelm fra drengeværelset i Aabenraa er således enig med den midaldrende musikskribent anno 2024.