Kurv
Wrapper.cartTotal
remove

Vis kunstner

Koncerthuset er med på verdens-top 10

12-01-2012

Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne

DR KoncerthusetI januarnummeret kårer Gramophone de ti bedste koncertsale, som er indviet i det nye årtusinde. Fire af dem er nordiske – og den ene er Koncerthuset i København.

De ti koncertsale er udvalgt af en jury bestående af musikredaktøren ved Die Welt, chefredaktøren for bladet World Architecture News, en kulturkritiker ved Washington Post, en musik- og arkitekturjournalist samt en af Gramophones egne anmeldere. Der er ikke tale om en prioriteret top 10-liste, hvor DRs koncerthus er nummer 1, 2 eller 9 – men ingen kan være i tvivl om, at vi er i fint selskab.

I sin vurdering skriver Andrew Mellor blandt andet, at Koncerthuset har “et klart kvindeligt indre: sanseligt, veldrejet og klædt i krydret rødt og orange”, og at balkonerne er som “drømmeagtigt smeltende vin-terrasser”. Det går dog ikke op i lyrik alt sammen; Mellor er udmærket klar over, at Koncerthuset tidligere har været genstand for megen kritik. Da bygningen blev indviet i januar 2009, var den verdens dyreste af sin slags – nu ser det ud til, at denne tvivlsomme ære går videre til Hamburgs Elbphilharmonie, der er sat til at åbne i år. Oprindelig var folk skuffede over Koncertsalens akustik, men, skriver Mellor, det skyldtes nok at orkesteret ikke havde haft tid til at vænne sig til at spille der – for “i dag lyder salen klar og livlig”.

Gramophones jury har haft et godt øje til den stilrene nordiske arkitektur, for Koncerhuset får selskab af Operahuset i Oslo, Musiikkitalo i Helsinki og Harpa Reykjavik. Samt, hvis vi skal blive i omegnen, af den hundedyre Elbphilharmonie, der er medtaget selv om den endnu ikke står færdig.

Jo, Koncerthuset er til at få øje på i disse dage. Det lægger også rammer til den officielle overdragelse af EU-formandskabet til Danmark og fejringen af Dronning Margrethes 40 års jubilæum.

Kilder: Gramophone, DR

Del med venner

Anbefalinger på Facebook