15. DECEMBER - Television : Marquee Moon

En anakronisme i egen tid

Det her album burde ikke være godt. Der er så mange ting ved det, der burde lyde uvedkommende, rodede, for mærkelige og decideret irriterende. Og alligevel er Marquee Moon ikke blot et af de bedste guitar-albums til dato, det er også, i ydmyge anmelders optik i hvert fald, et af de absolut fineste eksempler på, hvad moderne rockmusik kan og bør være.

Men først en smule baggrund. Året, hvor Television albumdebuterer med nævnte album, er 1977 og for mange lig det år, hvor ‘punk broke’ forstået i den forstand, at det var året, hvor konceptbandet Sex Pistols udsendte Never Mind the Bollocks og kanonerede sig selv ind på stjernehimlen af rockkoryfæer og ind i det borgerlige samfunds bevidsthed – to steder, hvor et punkband nok ikke rigtigt hører hjemme. Og det er da også paradoksalt, at det absolut mest kendte punk-album udgives samme år som Marquee Moon, der til trods for Televisions dybe engagement i den spirende musikscene omkring den nu legendariske CBGB’s i New York er så meget længere fremme i skoene og på et utal af områder er beyond punk. Og så alligevel ikke; for når ordet punk her bruges som musikterminologi, er det netop ikke i forstanden ‘smadrede guitarer, hurtige trommer og socialt utilpasset lyrik’, men i den forstand, at den ‘sande’ punk-æstetik ligger i konfrontationen med tidligere tiders musikalske dogmer, og netop derfor virker betegnelsen punk-æstetik altså noget selvmodsigende, når den benyttes omkring Sex Pistols konforme skemarock.

Og det er blandt andet derfor, at Marquee Moon er det mesterværk, det er. Fordi det er unikt i ordets egentlige betydning – ingen andre lyder præcis som Television – og fordi musikken, lyrikken og attituden er så kompromisløst udfordrende, som den er. De hoppende rytmiske kompositioner, de utallige snørklede guitarpassager og den symbolsk-ekspressive lyrik er så gennemført, at albummet ikke blot fortjener en samlet vurdering, men ligeledes en nøgtern gennemgang af de forskellige sange – netop fordi pladen netop er et værk – ét samlet kunstnerisk udtryk sammensat af de tindrende, strittende og frem for alt nødvendige bestanddele, de enkelte skæringer fungerer som.

I See No Evil?

Et inciterende og både spartansk udført og klingende riff udgør på uimodståelig vis det første snigende soniske angreb, før melodisk bas, underligt pseudo-synkoperet trommespil og frontmand Verlaines uforlignelige guitar-signatur – det sylespidse, besynderligt melodiske riff – entrer. Så er pladen i gang med et brag af et åbningsnummer.

”See No Evil” lunter fuldstændigt ubesværet gennem den ene lyriske eskapade, skarpe guitarsolo og tromme-fill efter den anden, og sangen fungerer på mere end én måde som det perfekte åbningsnummer. Kompositionen varsler en hedonistisk-dekadent livsholdning, der ikke blot er radikalt anderledes end skema-punkens sociale indignation, men som samtidig også viser sig at være et blændværk i forhold til pladens egen subjektive verdensopfattelse. Det uddybes senere, men tænk blot på lukkerens titel ”Torn Curtains”.
Men for nu vrænger man gladelig med på refrænet: »It seems so perfect / I see no / I see no evil.« Nummeret virker virkeligt noget nær perfekt, og punkens fortærskede semi-apokalyptiske samfundsmæssige spådomme får også en kommentar med på vejen: »No don’t say doom / if you got to say it / well let me leave this room.« Arrogant som ind i helvede, og det er ikke helt tilfældigt, at forsanger Verlaine valgte netop dette navn efter den franske symbolist, da han forlod sit borgerlige fødenavn til fordel for et symbolsk-artistisk. L’art pour l’art fristes man næsten til at sige, inspireret af Verlaines fornægtelse af den faktiske verdens petitesse-lignende problemer. Forrygende.

Men man har snart glemt alt om omkvædets ellers opløftende budskab, fordi pladens anden skæring, ”Venus”, med det samme hensætter en til en overvældende følelse af ennui – en bittersød og isnende smuk melankoli. Det indledende riff afløses af verset: »Tight to night / streets were so bright / the world looked so thin and between my bones and skin / there stood another person who was a little surprised / to be face to face with the world so alive.«

Et vers, der fuldstændigt rammer den nostalgiske stemme, med hvilken de konstant udviklende guitar-melodier snakker. Det er helt essentielt, at verden her mødes face to face – altså uden nogle forvrængende faktorer, men som en ren konfrontation, og når der i omkvædet synges på næsten ironisk call-response-manér:

»Did you feel low? / no / huh? / I fell right into the arms / of Venus de Milo,« så illustrerer det et usædvanlig skarpt intellekt. Det er enormt begavet på et rent formmæssigt artistisk niveau, idet refrænet indeholder hele to lynende skarpe idiomer, der fungerer i vekselvirkning; did you feel low? No, I fell. Et kløgtigt ordspil, der ikke blot spiller på selve ordlyden, men også på to ords tilsyneladende forskellige betydning, der hér beskriver det samme – faldet. Og så selvfølgelig det faktum, at Venus de Milo jo netop ingen arme har. Venus de Milo er det mest arketypiske symbol på en hedengangen idealisme, der helt bogstaveligt ikke længere kan faldes tilbage på, men netop i brugen af dette symbol står hele albummets projekt lysende klart: Den kunstneriske idealisme er nødvendig i en i materien glasagtig, moderne verden, hvor man antager en åndelighed skjult bag den netop tynde verden. En morbid platonisme mod hvilken kun kunsten med dens indbyggede, af skæbnen ramte ironi fungerer som værn. ”Venus” er en skæbnetynget, men skævt smilende genistreg.

Herefter følger ”Friction”, der ligeledes er et svært medrivende guitarnummer, om end ikke helt så interessant at studere på tættere hold – nok fordi, det en kende mere nærmer sig et udtryk lig en bredt accepteret ‘punk-lyd’ end pladens øvrige skæringer, men måske især fordi titelnummeret, der følger straks efter, er en så eftertrykkelig magtdemonstration, at det meste blegner i sammenligningen.

This case I’ve been working on so long

For “Marquee Moon” er vitterligt noget af det mest imponerende, rent kompositorisk, jeg kan komme i tanke om. Og her tænker jeg på ingen måde i forhold til teknisk snilde, produktionsmæssigt lir eller velsungne flerstemmigt-harmoniske korarrangementer. Nej, det er måden, hvorpå Verlaine og Lloyds guitarer konstant snørkler sig rundt om hinanden, angriber, falder til ro, for igen at flettes sammen i besynderlige akkorder og hvinende soli; det er måden, hvorpå teksten understreger det, rent musikalsk, mildt sagt brogede landskab; det er, hvordan bassen holder sit riff stort set hele vejen igennem, og det er måden, hvorpå trommerne accentuerer med utroligt melodisk dynamik. »I was listening / listening to the rain / I was hearing something else,« synger Verlaine, og man har det på samme måde: Den fuldstændigt tørre produktion gør det muligt at skelne mellem hver enkelt instruments klimpreri, men det er ikke blot det, man hører. Man kan trods den umiddelbart auditivt rene oplevelse ikke adskille lydens samlede udtryk. Her er virkeligt noget mere, ja, noget næsten tragisk-dramatisk på spil i den monstrøse komposition.

»Well a Cadillac it pulled out of the graveyard / pulled up to me / all they said was get in / well the Cadillac it puttered back into the graveyard.«

Der foregår bestemt noget her, og det er, som om det er en følelse – en dybde i bevidstheden – Verlaine sammen med resten af bandet forsøger at udforske.

Der er uomtvisteligt en skønhed, men hvad den er, og især hvorfor den er der, er mere usikkert. Som en Cadillac på en kirkegård er der noget ganske morsomt, men også dybt forstyrrende, over scenariet – præcis som det emuleres med skøn upræcision hele nummeret igennem. Det er på mange måder, hvad kunst bør repræsentere – en sandhed, der nok anes, men aldrig kan indfanges gennem sproget i en fuldt erkendt bevidsthedstilstand. Det er en spontan og flygtig indsigt i naturen, og det virker, som om det er, hvad Television her nærmest tilfældigt opdager. I hvirvelvinden af soloerne opstår netop den udefinerbare størrelse, man kunne kalde frelsen, uden at blive alt for useriøst pseudo-religiøs. Og denne er netop nødvendig i det fald, pladen som helhed beskriver.

Som et rigt illustreret syndefald bevæger pladen sig gennem et følelsesmylder, der munder ud i en erkendelse af den moderne verdens manglende åndelige katarsis. Men hvor dette er en i kunsten nærmest vedtaget sandhed siden forrige århundredeskifte, så er det her måden, hvorpå det beskrives, der er så fantastisk.

»The cave / the waves / of light the unreal night / that flat curving / of a room / prove it / just the facts / the confidential / this case / this case / this case / I’ve been working on so long.«

Således synger Verlaine i næstsidste nummer, “Prove It” – et nummer, hvis uhørt lette rytmik og dybt melodiske komposition giver hele sangen et legende, ja næsten ironisk præg. Denne ‘case’ er såmænd bare livets uudgrundelige vilkår, som Verlaine har fiflet lidt med, og det er så veleksekveret et nummer, at om det så blot havde været en enkelt single, havde den givet mening. Nu er den i stedet placeret lige inden sidste nummer, ”Torn Curtain”, og dennes tunge, pathosfyldte udkrængning af sjælen er den dimentrale modsætning til det foregående nummers opløftende melodi-fornemmelse og sprødt klingende kantslag. Pladens allegoriske komposition starter således med en verden uden synlige onder, men ender med de flænsede gardiner, der før holdt livets smerteligt opbrudte metafysik skjult.

Den underlige lyd

Men ét er så, at bandets udtryk set i kulturhistorisk kontekst er så rigt varieret, intelligent og originalt, noget andet er, at det også bare lyder urimeligt godt. For til trods for disse foregående hermeneutiske flueknepperier, så er det ekstremt vigtigt også at understrege bandets rent musikalske kvaliteter. Deres melodifornemmelse, den underligt melodiøse dynamik, den komplet subtilt-tørre produktion og Verlaines nasale halvt-tonedøve røst er alle faktorer, der er mindst lige så vigtige for det samlede indtryk, som lyrikken og den historiske kontekst er. Uden den skæve dynamik og den ekstremt fængende kompositionsevne havde lyrikken ikke givet udtryk for nær så meget, som den gør nu, og pladen havde slet ikke nået de melodiske og intellektuelle højder, som tilfældet – heldigvis – nu engang er. En af de mest fascinerende ting ved bandet er netop dets dynamik og den bydende nødvendighed, man føler, samtlige medlemmer udtrykker sig med. Alle medlemmer er, af princip, på en måde lead-guitarister, forstået således, at de alle forsøger med liv og sjæl at piske sangene til lige netop de erkendelser eller følelser, de finder rigtige – eller vigtigst af alt – nødvendige. Trommeslager Billy Ficca skaber en underligt klingende, næsten akavet dynamik, fordi han lige så ofte undgår at betone de for beat-, og især punk-, musikken vante 2. og 4. slag, men i stedet lader dem vente på sig, spiller på tammerne i stedet eller finder på noget helt tredje. Han er på mange måder en atypisk spillende trommeslager, fordi han så sjældent forfalder til en kendt og stabilt rockende formel. Det samme gælder for bassist Fred Smith, der virker som en guitarist hensat til bassen, men som stadig nægter at lade sig affinde med at harmonisere over akkord-progressionerne. I stedet søger han ofte rundgange, der er mindst lige så besnærende som de soli, Richard Lloyd og Tom Verlaine skiftevis kaster sig hovedkulds ud i.

Men naturligvis er det de to guitarister, der stjæler rampelyset. Her er ikke noget paradoksfyldt punksnobberi med at undgå soloerne og i stedet holde sig til rudimentære powerakkorder; nej, her bruges alle midler overhovedet muligt for at udtrykke præcis det, der må og skal frem og tvinges ud af instrumenterne på den ene eller anden måde. Anekdoten om, at Tom Verlaine sagde til tidligere guitarist Richard Hell »quit jumping around,« når de spillede live, og senere smed ham ud, giver et meget godt indtryk af den seriøsitet, forsangeren ønskede skulle herske i gruppe.

Således var det også hele pladen igennem fuldstændigt evident, hvorledes hele bandet brændende ønskede at udtrykke sig – de ønskede det så brændende, at man kan fornemme desperationen og den flammende sjæl bag hver en bastone, bag hvert crashbækkens tordnen og gennem alle lyrikkens vrængende fraseringer. Det er derfor, det her band er så specielt, og det er derfor, at de på trods af deres faktisk noget sære udtryk lyder så ufatteligt charmerende. De vil det simpelthen mere end andre, og de vil det på en anden og langt mere begavet måde, end deres, måske i den grundlæggende musikalsk-æstetiske tanke, ligesindede. Bandet gemmer sig ikke bag produktionsmæssige skalkeskjul, de løber i stedet panden mod muren – i den gode forstand – fordi de ofrer hele deres sjæl på det, for dem, nødvendige udtryk. Det er ikke bare dybt respektindgydende; det er heldigvis også utroligt vellydende og medrivende på grænsen til det uudholdelige.

A cadillac in a graveyard

Marquee Moon er et mesterværk. Sangene holder hele pladen igennem et uhørt højt niveau, og måden, hvorpå lyrikken spiller sammen med det rent musikalske, fungerer så godt som optimalt. Naturligvis er det et paradoks at sige, et album skulle være perfekt eksekveret, da man må antage, at alle valg af toner, komposition og så fremdeles ligeledes er et fravalg, men netop på de præmisser er Televisions debut så tæt på perfektion som alt andet, jeg ellers kan komme i tanke om. Den skævt smilende ironiske distance, der på mange måder præger hele albummet, er ikke født af en ligegyldighed over for verden, men af en erkendelse af kunstens evne til at nedbryde den pragmatik, vi alle går og sumper rundt i.

Albummets overordnede tema er faldet, men et fald, der opvejes af evnen til skue bag den neo-platoniske separering via en kompromisløs æstetik og lyrik. Det er så beyond punk, at sådanne terminologiske udtryk falder til jorden som unødvendige og meningsløse. Marquee Moon er netop a cadillac in a graveyard, fordi pladens udtryk er så besynderligt enestående, lyrikken så ironisk-intelligent, og fordi der er noget dybt foruroligende over alle kunstnere, man fornemmer, har skuet dybere i livets brønd, end man måske selv er i stand til. Television rammer noget arkaisk og samtidigt dybt moderne. Præcis som at falde ned i de manglende arme på Venus de Milo.

Så kan det godt være, at det moderne liv er opbrudt og tilsyneladende meningsløst, men når det kan lyde så fucking godt en gang imellem, tager jeg gerne dét med mig!

// Af: Esben Rasmussen, Undertoner