50 år med Herbie Hancock og Head Hunters

Frank Zappa ymtede engang noget om, at jazzen ikke var død, men blot lugtede mærkeligt. Puristerne indenfor genren, der helst så, at båden defitionsmæssigt ikke blev vippet for meget, må have rynket på næsen, da den amerikanske pianist Herbie Hancock med sit nye band udgav det både skelsættende og stilskabende Head Hunters album den 26. oktober 1973, som endte med at blive flittigt samplet og i den eksklusive liga af jazzplader, der ad åre har solgt i millionklassen - hvis man da kan kalde musikken for jazz.

Hancocks take på en hybrid mellem funk, r&b og afro-cubansk inspirerede rytmer bærer for denne signatur kernen af jazzens tonale sprog i det improvisatoriske udtryk og sine steder ligeledes rent harmonisk, når de ellers overvejende stramt holdte beats slippes fri. Så jo, jazzen er der i ånden, men som ny vin på gamle flasker.

Hancock har forsvaret sig overfor de mest konservative kredse i det uautoriserede jazzpoliti med argumentet om, at Head Hunters er et album, der blev en sællert grundet publikums interesse og smag, og ikke fordi det i udgangspunktet var tænkt som en rendyrket kommerciel satsning. Hancock ønskede blot at afsøge nye territorier i øjen- og ørehøjde med tidens strømninger, puls og ånd.

På sit 12. udspil i eget navn gav Hancock sig i kast med at udforske en større maskinpark af up to date keyboard- og synthesizerteknologi, hvilket han sonisk får maksimalt udbytte af. Jazzfunk- og fusionsverdenen er pludselig ikke den samme længere, og ikke tidligere hørte grooves i den form gjorde deres entre.

Fender Rhodes pianoet, Hohner D6 Clavinetet og diverse synthesizere er med til at kreere en jazzet variant af den funk, navne som Sly Stone, Curtis Mayfield og James Brown satte på landkortet, og Head Hunters bekender sin gæld til. Derudover er Miles Davis’ elektriske jazz-rock periode, som Hancock nåede at være en del af, også med i bagagen.

Efter Mwandishi, Crossings og Sextant pladerne udsendt med sin daværende sekstet i 1971, 1972 og 1973, hvor Hancock dyrkede en blanding af eksperimenterende fusionsjazz og det mere avantgardeprægede, stod han tilbage med følelsen af at være kørt fast i et tungt og lovlig intellektuelt tonesprog, der nu måtte vige for noget mere jordnært og tilgængeligt.

‘I began to feel that I had been spending so much time exploring the upper atmosphere of music and the more ethereal kind of far-out spacey stuff. Now there was this need to take some more of the earth and to feel a little more tethered; a connection to the earth’, som Hancock selv har formuleret det.

Kun multiblæser instrumentalisten Bennie Maupin overlevede den gamle sekstet i det erstattende Headhunters band, der blev forstærket af den uforligneligt tætspillende rytmesektion med bassisten Paul Jackson og trommeslageren Harvey Mason. De forstod begge kunsten med at lægge til og trække fra i musikkens bund, når tøjlerne enten blev sluppet eller strammet i det lydefrie ensemblespil, der rent ud sagt er ren magi i de bedste stunder.

Især når femtemanden, perkussionisten Bill Summers, tilføjer helheden sit eksotisk klingende arsenal af agogô, balafon, hindewhu ølflasker (på Watermelon Man) cabasa, congas, gankogui, log drum, shekere, surdo og tambourin, slagtøjsinstrumenter med oprindelse i afrikansk og afro-cubansk musik og tilhørende verdensdele. Summers er en troldmand af opfindsomhed og energi.

Guitaren er totalt fraværende på Head Hunters, og dens rolle samt frekvenser erstattes så effektivt af Hohner clavinetet, at man egentlig ikke savner instrumentet. Der er kun to kompositioner pr side startende med den mere end 15 minutter lange Chameleon, hvis simple syntbas motiv og Masons inciterende trommerytme sætter lytteren i en blanding af hypnose og trang til at danse. Maskinparkens sære lyde blandes med udvidede harmonier og soloekskursioner af Hancock og Maupin, efterhånden som nummeret tager form. Med fare for repetition; suverænt samspil i raketfart mod jazzfunkhimlen.

Det r&b- og hard bop farvede instrumental hit Watermelon Man var oprindelig inkluderet på Herbie Hancocks solodebut Takin’ Off (1962), men skifter 11 år efter kulør på Head Hunters, hvor det møder the funk og Moder Afrika ved hjælp fløjtelyde fra tomme ølflasker, der har rødder tilbage til pygmæ stammernes musik med geografisk udgangspunkt i Zaire og Elfenbenskysten. Watermelon Man i nye gevandter er en mindre genistreg af et arrangement med synkoper og et sving, der sigter direkte efter dansefødderne.

Sly, der er en hyldest til det kreative kraftcenter i Sly and The Family Stone, Sylvester Stewart, begynder roligt for et par minutter efter at forandre sig til en afro-cubansk jam af hæsblæsende intensitet med Hancock i sublim storform bag elpianoet. Tjek hans latinkolorerede solo, ren blær og virtuos opvisning i hvordan den slags skal skæres. Også Maupin brillerer på Sly, som det er tilfældet med slutskæringen Vein Melter, der er tilegnet en ven i omgangskredsen, som døde efter en overdosis heroin.

Nummeret bæres igennem af et duvende basriff, en marchlignende rytme ved en begravelsesceremoni og Hancocks synthesizer- og keyboardklange, der stiger og falder i intensitet som en stofrus, der når sit højdepunkt og dør ud efter aftagende virkning. Grusomt og vemodigt smukt på samme tid, kun en sand mester i faget formår at iscenesætte det. Head Hunters nyder fortjent dets status som et betydende og indflydelsesrigt værk, der sidenhen har påvirket mange musikere indenfor jazz, fusion, funk, soul og rock. Lyden af futuristisk funk i jazzland var kommet for at blive.