6. DECEMBER - Dire Straits: Making movies

Det afsluttende nummer på Dire Straits tredje album, "Les Boys", er aldeles rædselsfuldt. Ikke nok med at musikken er sådan noget cabaretagtigt overflade med en mild marchrytme kørende i baggrunden, teksten er også mere end bare gennemsnitligt stødende, ihvertfald hvis man leder efter homofobiske udsagn. Dén var fandeme ikke gået i dag.

Og det er jo meget heldigt, at der således findes et nummer på det album, som jeg med det samme kan kaste mig over i foragt. Jeg havde nemlig for længst afskrevet Dire Straits som noget, jeg gad opholde mig særligt længe ved - og generelt som overfladisk, glat pop-musik uden nerve og kant og blivende værdi. Desværre viste det sig ikke at holde stik, men for ikke bare at kaste alle mine fordomme og forudforståelser overbord, så var det da ualmindeligt heldigt, at pladen også indeholder et misfit af ovenstående karakter.

For det er - let overraskende for denne skribent - et aldeles glimrende album, Dire Straits fik udgivet som deres tredje. Det havde jeg ved første gennemlytning lidt svært ved at acceptere, så jeg blev ligesom nødt til at høre den igen, for på en eller anden måde at finde ud af, hvad det var, der gjorde denne LP til ikke bare bedre end den foregående jeg hørte, det selvbetitlede debutalbum, men også til en god plade sådan i al almindelighed.

Først og fremmest, så tror jeg, at det betyder noget, at Dire Straits på denne plade mere er et band end det er Mark Knopfler & Co. De lange guitarpassager, hvor Knopfler demonstrerer alle sine færdigheder på den fuzz- og wawa-fri guitar er (næsten) udraderet, og der, hvor de kommer frem synes de både velanbragte og fremragende udført, som det fx er tilfældet i outroen til den indledende skæring, den flotte "Tunnel of Love".

En anden årsag kan være, at der er noget genkendeligt (og godt) i lydbilledet, som jeg i første omgang ikke kunne placere. Et kig på covernoterne åbenbarede, at det var Jimmy Iovine, der havde medproduceret, og at han samtidig havde indforskrevet Roy Bittan fra The E Street Band som pianist på albummet. Det kan høres; indledningen til "Tunnel of Love", "Hand in Hand" og "Espresso Love" er som snydt ud af næsen på de tilsvarende på ret mange af Bruce Springsteens albums fra midten af 70'erne og frem. Generelt er pianoet blevet en medspiller på albummet, der supplerer den mere diskrete guitar fra debutalbummet, og produktionen - og visse af sangene - kan ikke sige sig fri for en mere end antydet inspiration fra Springsteens episke sangfortællinger fra americana-land. Og når man - som undertegnede - godt kan lide Bruce Springsteens 70'er og 80'erplader, så er det jo ikke helt skidt.

Det klæder pladen, og det er tydeligt på Dire Straits mesterstykke på albummet; den melankolske "Romeo and Juliet" om de strarcrossed elskende, der var dømt til ikke at få hinanden i enden på trods af de delte drømme. Beklager; jeg ville virkelig gerne være bornert omkring hele Dire Straits produktion, men det er godt nok en fremragende sang, hvor Mark Knopfler for alvor også træder i karakter som sangskriver i en tradition fra Dylan over J.J. Cale til Bruce Springsteen. "Skateaway" har det samme springsteenske/Iovinske touch over sig, og også her supplerer pianoet fint Knopflers stemme og guitar, og trommerne er pludselig blevet markante og medskabende. Og så er soft-bluesen næsten helt væk og erstattet af en langt mere bluesrock-orienteret lyd, også selvom den er i den bløde ende.

Med andre ord; jeg lægger mig fladt ned og erkender, at jeg i mange år har skyet Dire Straits og alle deres gerninger og alt deres væsen, men nu må erkende, at det altså slet ikke var så skidt igen. Making Movies er lidt mere end en almindeligt god plade, især hvis man tager den for pålydende. Dire Straits bliver aldrig nogensinde mit yndlingsband, men med dette album skabte de altså et markant aftryk i firsernes første halvdel. Om nogle af jer så gider høre det i dag, er jo helt op til den enkeltes smag.