60 år med The Rolling Stones' debut

I tidens løb er der passeret så mange gode (og mindre gode) LP´er igennem min pladesamling, at jeg ind imellem kommer i tvivl, om jeg er i besiddelse af en bestemt plade, eller om jeg på et tidspunkt har skilt mig af med den. F.eks. er jeg blevet overrasket over, at jeg ikke har kunnet finde bestemte plader med Love eller Doors i pladesamlingen, selv om jeg mente, at de burde være der; men forklaringen er nok den enkle, at jeg i økonomisk trange tider har solgt pladerne, bl.a. også fordi jeg i mellemtiden havde anskaffet dem som cd´er. Men én plade er jeg stensikker på altid at kunne finde i LP-samlingen, selv om jeg også er indehaver af udgivelsen i cd-form, og det er The Rolling Stones´ første LP, som oprindelig blev udsendt d. 17. april 1964.

Når jeg er så sikker på, at jeg aldrig har følt mig fristet til at sælge Rolling Stones-pladen for ussel mammon, hænger det sammen med, at det var den allerførste LP, jeg i sin tid blev den lykkelige ejer af. Det var ikke min første grammofonplade i det hele taget, for inden Rolling Stones-LP´en udkom, havde jeg allerede købt (eller fået) Stones-singlerne ”Come on” og ”I wanna be your man” (begge 1963) samt et mindre antal andre singleplader, formentlig med The Beatles. Men The Stones´ første LP blev altså også min egen første LP, og den kommer jeg nok aldrig til at skille mig af med. Pladen har vel ikke helt den samme betydning for mig, som Onkel Joakims første 25-øre har for den rige and; men der er nu alligevel noget helt specielt over ens første kærlighed, hvad enten det drejer sig om mennesker eller LP´er. Der skal blive meget kraftigt lavvande i pengekassen, før jeg overvejer at skille mig af med min allerførste LP-anskaffelse – som i øvrigt næppe er meget værd som salgsobjekt, da både cover og plade er temmelig slidt.

The Stones vs. The Beatles

I april 1964 var det unormalt ikke at være fan af The Beatles (hvis man ellers var til den type musik), og gruppen havde allerede på dette tidlige tidspunkt i karrieren adskillige kæmpesucceser bag sig, mens The Rolling Stones først skulle til at etablere sig på den hastigt fremvoksende beat-scene (som det hed på den tid). The Beatles havde ud over flere singleplader allerede 2 LP-udgivelser bag sig og havde siddet tungt på de 2 øverste pladser på LP-hitlisten i England hele året. Der var ikke noget, der tydede på, at den situation skulle ændre sig – før The Rolling Stones i april udfordrede Liverpool-gruppen og overtog LP-listens førsteplads. Det holdt, lige indtil The Beatles 12 uger senere tog førstepladsen tilbage med gruppens tredje album, ”A hard day´s night” fra juli 1964. Osv. osv.
Kampen mellem datidens største musiknavne om albumhitlistens førsteplads er karakteristisk for 1960´ernes rockmusik, og kappestriden havde flere konsekvenser. Dels betød den, at medlemmerne i de store grupper (Beatles, Stones, Kinks, Hollies, mv.) anstrengte sig til det yderste for at kunne klare sig i konkurrencen med de øvrige musikgrupper. Og dels virkede den skarpe konkurrence befordrende på kreativiteten hos musikerne, som gerne ville være et skridt foran konkurrenterne og derfor hele tiden fandt på nye musikalske udtryk. Kappestriden mellem The Beatles og The Rolling Stones kulminerede i 1967, hvor Rolling Stones i december forsøgte at matche The Beatles´ eksperimenter på ”Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band” fra juni samme år, men hvor The Stones´ “Their Satanic Majesties´ Request” faldt temmelig kraftigt igennem ved en sammenligning. I 1969 blev den indbyrdes konkurrence mellem topgrupperne endegyldigt skrinlagt, da medlemmerne i The Beatles gik hver til sit, mens medlemmerne i The Rolling Stones fortsatte deres samarbejde.
I forbindelse med omtalen af den indbyrdes rivalisering mellem Beatles og Stones er det værd at bemærke, at selv om kappestriden fik medlemmerne i de to grupper til at oppe sig ekstra for at holde sig et hestehoved foran de andre, fungerede konkurrencesituationen også som inspirationskilde, ligesom den ikke forhindrede, at den ene gruppe kunne give den anden en hjælpende hånd. Da The Stones i 1963 stod og manglede en god sang som opfølgeren til gruppens debutsingle ”Come on”, var Lennon og McCartney så venlige at tilbyde dem deres helt nyskrevne nummer ”I wanna be your man”, som The Rolling Stones fik et pænt hit med. Og da Jagger og Richards så, hvor nemt det tilsyneladende var at skrive en sang på stående fod – i hvert fald for Lennon og McCartney – lod de sig inspirere til selv at prøve at skrive en ny sang til det kommende album, som manglede materiale for at kunne blive til en hel LP.
Det nye nummer, som var det første, der blev udsendt med Jagger og Richards som forfattere, var sangen ”Tell me”, der måske ikke anses som et højdepunkt i den samlede Stones-produktion, men som for undertegnede var lidt af en åbenbaring. ”Tell me” er en popballade og derfor lidt atypisk i et repertoire, som primært består af rhythm-and-blues-sange; men for mig var den kønne kærlighedssang lige præcis det, der skulle til for at overbevise mig om, at The Rolling Stones beherskede et bredt musikspektrum og altså også kunne gøre The Beatles rangen stridig som producent af iørefaldende ballader. Her 60 år efter sin tilblivelse er ”Tell me” stadig et glimrende nummer, såvel melodisk som med hensyn til instrumenteringen, der både gav plads til Keith Richards´ og Brian Jones´ guitarer. ”Tell me” blev et pænt singlehit i USA, da sangen blev udsendt der i august 1964.

Et cover helt uden tekst

”Tell me” er for mig højdepunktet på The Rolling Stones´ eponymt betitlede debutudspil; men der er naturligvis andre perler på pladen, som fremstår ualmindelig helstøbt. Åbningsnummeret ”Route 66” (af Bobby Troup) anlægger straks fra starten en kæk og frisk tone, som skaber store forventninger til resten af LP´ens indhold, og lytteren bliver ikke skuffet, hvis han/hun ellers er til amerikansk inspireret r´n´b-musik. Et Chuck Berry-nummer, et Bo Diddley-nummer, et Willie Dixon-nummer, et Jimmy Reed-nummer samt et Holland-Dozier-Holland-nummer er med til at garantere for kvaliteten af de udvalgte sange, og fremførelsen af sangene rummer rigeligt af den frækhed og flabethed, som var med til at adskille The Rolling Stones fra tidens andre r´n´b-grupper (samt fra The Beatles m.fl.). Det samlede resultat af gruppemedlemmernes anstrengelser har klaret tidens tærende tand fint, og pladen er i dag en klassiker – og altså også en plade, der ikke er i fare for at glide ud af min pladesamling.
I smuk overensstemmelse med indholdets pågående og frække attitude havde gruppemedlemmerne – eller deres manager Andrew Loog Oldham – fundet på, at forsiden af coveret ikke skulle indeholde nogen form for information om, hvem der spillede på pladen, eller hvad den hed, og det var vel i virkeligheden et ret dristigt træk i betragtning af, at der trods alt var tale om et debutalbum. Men publikum kunne godt lide den fandenivoldske attitude, der faldt fint i tråd med musikken, og albumcoveret kom hen ad vejen til at danne skole for senere pladecovers. At Oldham krydrede bagsiden af coveret med en temmelig svulstig tekst, kan man bære over med, når man tænker på den banebrydende coverforside; men måske man godt kunne have levet uden lobhudlende beskrivelser som: ”The Rolling Stones are more than just a group – they are a way of life”. Osv.
Men pyt med de prætentiøse formuleringer; herfra skal lyde et stort tillykke med de 60 år til en plade, der stadig er værd at høre, og som kvalitetsmæssigt også rangerer højt blandt pladerne i The Rolling Stones´ eget omfattende bagkatalog.