7. DECEMBER - The Doors : L.A. Woman

Den 19. april 1971 udkom The Doors sjette studiealbum og det sidste med deres karismatisk dragende og selvdestruktive frontman Jim Morrison, der døde i Paris godt tre måneder senere. Bluesmusikkens udtryk og kerne hviler tungt over ‘L.A. Woman’, og dens umiddelbare enkelthed klæder faktisk Doors godt, der langt hen ad vejen leverer varen og nogle af deres mest helstøbte kollektive indsatser.

Paul A. Rothchild, der har produceret de fem forudgående studie lp’er, var ikke længere en del af teamet efter at have haft flere sammenstød med kvartetten om den ændrede musikalske kursretning og kvaliteten af det leverede arbejde i studiet. Hans plads blev under ‘L.A. Woman’ overtaget af Bruce Botnick, der hidtil havde fungeret som studietekniker gennem det meste af gruppens levetid.

November 1970 tog Doors så småt fat på det projekt, der skulle ende som ‘L.A. Woman’, og satte ekstra damp under kedlerne december 1970-januar 1971. Rothchild nåede at være lidt inde over albummet, men let hånende udmeldinger om arbejdstempoet, og at hele tre involverede sangskrivere ikke var i stand til at komme op med noget bedre, førte til et hurtigt brud.

Botnick tog over, og den glimrende bassist Jerry Scheff, blandt andet kendt for at have været en del af Elvis Presleys tourband 1969-77, blev tilføjet indspilningerne sammen med Marc Benno, som lagde rytmeguitar på i alt fire sange herunder titelnummeret. Især Scheffs groovy og præcise baslinjer viste sig at blive en gevinst og fik ydermere det bedste frem i John Densmores trommespil, der taktfast og dynamisk holder maskineriet i gang fra start til slut.

Åbningsskæringen ‘The Changeling’ sætter kursen på funky vis med flere nik til James Browns soulstil og afløses af den særdeles iørefaldende og træfsikre ‘Love Her Madly’, der marts 1971 som single havde banet vejen for selve lp’en. Stampende hårdtpumpet bluesrock følger i ‘Been Down So Long’, hvor Morrison brøler sin nedturssmerte ud i fuldt flor.

Den næsten otte minutter lange ‘L.A. Woman’ sætter et effektfuldt toppunkt for side A. Heftig rock og rul, der efter små fem minutter går markant ned i tempo for at give plads til Morrisons repeterende og besværgende vokallinje ‘Mr. Mojo Risin’. Dernæst accelererer titelsangen mod et klimaks som i en erotisk orgiastisk akt. ‘Mr. Mojo Risin’ er et anagram på Doors forsangerens efternavn, og ‘mojo’ har i bluesjargonen kraftige seksuelle undertoner.

På B-siden finder man det mere lyrisk eksperimenterende nummer ‘Hyacinth House’, en forrygende fortolkning af Delta blues klassikeren ‘Crawling King Snake’, som i starten af 1940’erne blev kendt i John Lee Hookers version, samt ‘The WASP (Texas Radio and the Big Beat)’ med Morrison i reciterende storform, mens bandet inklusiv Scheff viser muskler henover et bundsolidt beat, der peppes op med diverse breaks og variationer.

Robby Krieger er som sædvanlig guitarmæssigt stærkt kørende inklusiv diverse slideekskursioner, manden har tydeligvis læst på 12 takters lektien, og Morrison, Mr Mojo Risin, sang med sit tiltagende rustne og forfaldsslidte stemmebånd, som gjaldt det selve livet, hvilket det jo også gjorde, skulle det snart vise sig. Keyboardvirtuosen Ray Manzarek har, som oftest, ligeledes en central sonisk rolle på ‘L.A. Woman’ og brillerer med lige dele solistisk og akkompagnementmæssig bravour bag orgler og Fender Rhodes piano.

Særligt med sidstnævnte instrument viser Manzarek ren trolddomskraft på albummets absolutte mesterstykke ‘Riders on The Storm’ - smukkere afslutning kunne dette i store træk vellykkede udspil fra The Doors næppe få end med dette stærkt jazz-inspirerede og psykedeliske rockfarvede nummer tilsat lyden af kraftig storm og strømmende regn. ‘Riders....’ udkom som single juni 1971 og var ydermere den sidste sang, Morrison nåede at medvirke på ledsaget af hele orkesteret - hvilken finale, hvilken mytologi.