Al Green: I'm still in love with you
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 285
Al Green er ret overset som albumkunstner, og hvor pladen, folk oftest nævner, når de vil påvise hans geni, er Call me fra 1972, så er I’m still in love with you fra året før også en meget fin plade. Man kan til at starte med blot pege på titelnummeret, der åbner pladen. Det er en kærlig sang, der ikke skyldes nogen bestemt anledning. Green vil blot etablere, at flammen stadig er tændt for fuld styrke. Det er en god åbner, og Al Green udmærker sig her som den krammemagnet, han trods alt er. Han fortsætter med endnu en sød kærlighedserklæring, denne gang med titlen "I’m glad you’re mine". Denne har en spøjs, funky instrumentation, og dens melodi er også ret stærk. Pladens bedste nummer er dog den dramatiske og djævelske sang om kærlighedens negative side, den ironisk betitlede "Love and happiness". Teksten er grum, trompeterne er bitre, og Greens ømme stemme udnyttes helt perfekt her. Det er en af de bedste soulsange nogensinde, og nok et af Greens allerstørste værker.
Et perfekt modstykke til den bitre "Love and happiness" er "What a wonderful thing love is", der hylder kærligheden i al sin ynde. Den er ret idyllisk og utopisk, og det er lidt af et fløjelsmaleri, men fordi det kommer ud af Al Greens mund, så føles det ikke helt så corny igen. Er det den stærkeste sang på pladen? Nej, men den er stadig meget gennemarbejdet og velproduceret. "Simply beautiful" er derimod en svag sang. Den har ikke rigtig en vokalharmoni, og den føles ret improviseret. Instrumentationen er ganske sprød, men den sætter albummet i tomgang. Jeg ved godt, at det er en af pladens mest populære sange, men jeg kan virkelig ikke se det specielle i den. Det er derfor heldigt, at Green så kan give et helt fantastisk cover af Roy Orbisons "Oh, pretty woman". Det er en tidløs melodi, der allerede dengang havde overlevet i mange år, og Greens stemme er bare helt fortryllende til det virkelig fine soul-arrangement, som blev lavet til denne udgave.
"For the good times" er et cover af en countrysang skrevet af Kris Kristofferson, oprindelig opført af Ray Price. Den giver virkelig god mening i Greens udgave, og hvis man ikke kender den i forvejen, ville man aldrig gætte, at det oprindeligt var en country-sang, selvom Green blander country-elementer ind i nummeret gennem et meget landligt kor. Det er pladens længste sang med sine næsten 7 minutter, og mens længden nok ikke behøvede at være så ekstrem, så er det stadig virkelig flot udført. "Look what you’ve done to me" er som sådan ikke mere en en simpel lille kærlighedssang, men der er meget god instrumentation her. Orgel, klaver, strygere og blæsere arbejder flot sammen om at skabe en meget levende sang. "One of these good old days" emmer bare af at være et godt afslutningsnummer. Instrumentationen bliver meget levende mod slutningen, og Green bliver ellevild. Det runder flot Al Greens I’m still in love with you af – og jeg elsker også stadig ham.