Genre: 

Alanis Morissette: Jagged little pill

Alanis Morissette: Jagged little pill
18-03-15
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan er i færd med at anmelde samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 327 på listen.

I 1991 debuterede en blot 16-årig kvinde ved navn Alanis Morissette med albummet Alanis, og året efter udgav hun albummet Now is the time. Jeg kan ærlig talt ikke sige, at jeg har hørt specielt mange af sangene på disse albums, men jeg kan da sige, at selvom alle sangene var delvist skrevet af hende selv, så var det meget upersonlig musik. Det var feel-good popmusik for et publikum, der var ca. seks år yngre end hende selv. Det er ikke noget at blive specielt ophidset over. Grunden til, at jeg alligevel nævner det, er, at hendes tredje album, Jagged little pill fra 1995, var en ikke blot meget personlig plade, den var også godt gammeldags vred. Lige fra åbningsnummeret, "All I really want", har hun sine vrede små knæk, der gør hende så genkendelig, i gang for fuld udblæsning, og teksten er ikke mindre bitter. Hun bliver kort efter for alvor gal på nummeret "You oughta know", der vel nærmest kan kalde hendes signatursang. Man kan blive decideret bange for hende med linjer som "you told me you’d hold me until you died, ’til you died, but you’re still alive" eller “Every time I scratch my nails down someone else’s back I hope you feel it”.

Jovist, Jagged little pill er fuld af vrede sange, og det er da også albummets fokus. Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var det, hun var bedst til. Der kommer lidt variation i form af den reflekterende "You learn", den ganske vist ikke entydigt lykkelige, men ikke på nogen måde vrede "Head over feet", den mest af alt triste "Ironic" – ja, i det hele taget er sidste halvdel af albummet generelt ikke nær så vred. Det føles meget som om, hun reflekterer over sine vredesudbrud i starten. Der er dog en væsentlig undtagelse, nemlig afslutningsnummeret. Det er en gentagelse af "You oughta know", dog er den her mixet til at være en smule hårdere. Man lægger ikke rigtig mærke til det, men hvis man bytter om på de to udgaver i rækkefølgen, så føles det forkert. Det bedste ved denne sang er, at albummet bliver smukt afrundet. Morissette råber højt og selvbevidst, at sådan er pladen altså, om du så kan lide det eller ej.

Noget trist ved denne plade er, at nogle af sangene slet ikke gør noget for mig. Den første halvdel er fuld af gode sange, men på anden halvdel finder man sangene "Mary Jane" og "Wake up". "Wake up" har sine fans, men selv kan jeg ikke se så meget i den, der adskiller den fra resten af pladen, selvom den er en ganske god sang på egen hånd, og "Mary Jane" er bare virkelig kedelig. Der sker næsten intet, og Morissettes stemme er usædvanlig ren og personlighedsløs, hvilket man ikke forventer af sådan en karakter som hende. Desuden er der bare en vis mangel på originalitet. Det er pop-rock, som man har hørt det så tit før, og selvom der er personlighed og god sangskrivning, så føler jeg af og til, at jeg mangler en grund til ikke bare at lytte til Tori Amos, Oasis, Liz Phair, Semisonic, Sheryl Crow, Goo Goo Dolls eller Fiona Apple – og det er ikke fordi, jeg kan lide alle disse bedre end Morisette. Alanis Morisette fik dog virkelig skrevet sig ind i historiebøgerne med Jagged little pill, og med sin perlerække af hits og stærke sangskrivning, så bliver den der nok.

Besøg Kjartans musikblog