Genre: 

Alletiders PYRUS nodebog

Alletiders PYRUS nodebog
30-11-15
Af: 
Peter Elmelund, Randers

Endelig kan vi synge Pyrus!

Alletiders PYRUS nodebog. Forlaget Nodeglad, 2015

Jubii! Nu er sangene fra Pyrus-julekalenderne endelig kommet på tryk.

I mange år er der troligt udkommet noder til de populære julekalendere i tv, selvom det er et yderst begrænset tidsrum af året, de benyttes. Men musiklærere og andre udøvere skal selvfølgelig øve og indstudere, så efter efterårsferien går det løs. Danmarks Radios julekalendere har vi fulgt i mere end 50 år, og da TV2 kom på banen, blev der dobbelt-op i julekalenderkiggeriet på tv. TV2’s mest populære kalendere har været dem med den frække og finurlige nisse Pyrus. Ham har vi elsket siden 1994, hvor Alletiders jul blev sendt første gang. Der blev ”gang i den, sang i den, mere ramasjang og tjubang i den”, som Pyrus sang i ”Cool jul”. Allerede året efter kom Alletiders nisse og i 1997 Alletiders julemand, som er blevet genudsendt to gange.

I 2000 så vi den fjerde Pyrus: ”Pyrus i alletiders eventyr”. Sangene herfra er desværre ikke med i denne nodebog, så en sang som ”La’ det gro” eller ”I Kina bor en kejser” må vi undvære indtil videre.

Pyrus’ store popularitet skyldes kombinationen af en nærværende formidling af tidligere tiders (jule)historier og den særdeles nærværende og hippe ungnisse Pyrus. Wow, ham vil vi gerne identificere os med! Og så synger og spiller han nogle fede rocknumre ind i mellem de mere traditionelle nysse-pysselige julesange.

Hvor er Pyrus?

Men hvor ”Søren Banjomus” er at finde i næsten alle julesangbøger, har vi ledt og ledt efter Pyrus’ ørehængere. Skarpe sanglærere har planket akkorderne fra pladerne, og på internettet har der gennem tiden været en desperat dialog i diverse fora: Hvem har noderne til Pyrussangene?

Men NU mine damer og herrer er der udgivet en fantastisk flot sangbog: Alletiders PYRUS nodebog. Og Pyrus med store bogstaver; mindre kan ikke gøre det. I forordet benævner udgiveren Bjarne Munk fra det lille forlag NodeGlad i Kolding sangbogen som ”en fantastisk nodebog” og Pyrus himself (alias skuespilleren Jan Linnebjerg) giver også bogen nogle gode ord med på vejen.

Årets fold-ud nisse

Og jeg vil sør’me gi’ dem ret: Det er en fantastisk nodebog! Det evindelige problem med en sang, der fylder tre sider og derfor kræver bladring midt i det hele, er løst her. Hvor svært kan det være? Her stiller man noden – som selvfølgelig er med spiralryg – på nodestativet eller klaveret, slår op på første sang ”Alletiders jul”, og så folder man næste side ud! Voila – så er der tre sider fremme på én gang. Tænk, her er 42 sange, der hver fylder tre sider, men ikke én generende bladvending er nødvendig!

Og vi får et klart nodebillede med melodilinje med tekst og becifringer, og der er stiknoder til diverse forspil og mellemspil. Til hver sang er der også både klaver- og guitar-akkorder i diagram samt en såkaldt klaver-strum; en anvisning/forslag til den rytmiske figur til akkordspillet på klaveret.

Her er fine kasser med angivelse af A-stykke, B-stykke etc., som korresponderer fint med sangteksten, så navigationen i sangen foregår smertefrit. Og kasserne er selvfølgelig julerøde! En fin lille krølle: Den sædvanlige betegnelse ”coda” for afslutningen er her erstattet af ”hale”.

Gå glad i gang

Jeg har med glæde spillet Alletiders PYRUS nodebog igennem; de fleste af sangene som ”Glad i bad” og ”Svend, Knud og Valdemar” huskede jeg godt, men også enkelte mindre kendte var det en fornøjelse at stifte bekendtskab med. ”Drømmeland” er en fin vuggesang, som jeg gerne vil gi’ en chance uden for julekalenderverdenen.

De fleste sange er noteret i samme toneart som på pladerne, så man kan spille med originalerne. Hvor dette ikke er tilfældet, er den originale toneart angivet, så man selv kan transponere efter evne. I denne ellers fejlfrie bog er der en smutter: Sangen ”Sød ved dig” er noteret i D-dur, men indspillet i Eb med modulation til F, men det er sandelig en mindre detalje … For guitaristernes skyld kunne man godt have angivet, hvordan man ved hjælp af en capo på guitaren kan få den rigtige toneart frem. For ofte drejer det sig blot om en halv tones forskel.

På Facebook kan vi læse lidt om sangbogens tilblivelse. 14. januar i år står der:

”Jeg har tigget Jan Rørdam, som har lavet de dejlige Pyrus-sange, om at udgive en sangbog med akkorder og noder. Men der er vist ikke interesse nok til en udgivelse. Hvad siger I? Hvor mange ville købe bogen, hvis man kunne? Hvis vi er ca 2000, vil der være efterspørgsel nok til en udgivelse ... Så like, hvis du ville købe en sangbog - til dig selv eller arbejdet!”

Og det er der åbenbart nok, der har gjort, for her er det flotte resultat.

Alletiders PYRUS nodebog er en sjælden vellykket sangbog, som fortjener stor udbredelse. Jeg tror, der blandt disse Pyrussange er flere, der vil glide selvfølgeligt ind i julestandardrepertoiret.

Så grib spaden, så vi kan få ”gang i den, sang i den, mere ramasjang og tjubang i den”!

Da det desværre ikke er muligt at tildele halve ugler, må jeg nøjes med at give bogen 5 ugler.