Genre: 

Anthology of American folk music

Harry Smith's anthology of american folk music
30-07-15
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 276

Harry Smith var en eksperimenterende filmskaber, som i 1952 udgav 84 folkesange, der var blevet optaget i 20’erne og 30’erne. Smith samlede disse sange på tre dobbelt-LP’er. Den første af disse har undertitlen Ballads og fokuserede sjovt nok på ballader. Den anden er Social music og fokuserede delvist på musik spillet til festlige lejligheder og delvist på religiøs musik. Den sidste har den latterligt vage titel Songs, og den handler mest om hverdagsting – men næsten alt, der ikke ville passe på Ballads eller Social music har fået sin stjernestund her. Meget af musikken er ikke værd at lytte til nu til dags, hvis man bare ønsker at høre noget god musik. Meget af det er simpelt og ensformigt, og til trods for, at hver sang kun varer ca. 3 minutter, er mange af dem virkelig langtrukne, da vers såvel som omkvæd er meget korte. Dette kan især siges om Ballads, hvor sange som "King Kong kitchie kitchie ki-me-o" af Chubby Parker og "Peg and awl" af The Carolina Tar Heels kan være svære at holde ud i længden

Der er dog meget, der stadig er værd at lytte til, især på Social music. Noget er ganske vist lige så ensartet som det værste på Ballads, men disse sange er ofte ret sære. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg lytter til "Saut crapaud" af Columbus Fruge eller "Rocky road" af Alabama Sacred Harp Singers. Social music er uden tvivl også den del, der er lettest at forstå. Selv med det værste af denne musik, forstår man, hvorfor det er her, for det gjorde folk glade. Dels er der rigtig meget festmusik, der bliver spillet på strygere, og man kan lige se for sig, hvordan folk danser rundt i salen. I nogle af tilfældene kan man endda høre folk hoppe rundt og sige “one – two”. Det giver en vis livsglæde. Al gospelmusikken er også rigtig sjov. Musikerne lever sig virkelig ind i det, og man føler sig velsignet af deres enorme dedikation. Songs er den mest moderne af de tre dobbelt-LP’er. Det er dog kun i forhold til de andre, men meget af det lyder ikke særlig langt fra Elmore James’ og Woodie Guthries tidlige værker.

Er man interesseret i musikhistorie bliver albummet nok meget bedre end ellers. Bob Dylan, Beck, Nick Cave, Elvis Costello, Steve Earle, Sonic Youth, Lou Reed, Wilco og Richard Thompson er kun få af de navne, der har ladet sig inspirere af musikken her. På Songs lærer man også meget om hverdagslivet for de fattige dengang. Man hører om deres daglige problemer, om pengemangel, om døden omkring dem, om alskens sorger, men mange lykkestunder er også at finde. Det er ikke det mest berigende rent musikalsk, men det er jo bare lavet med det, der lige var for hånden. Halvdelen af instrumenterne på pladen er nok hjemmelavede. Disse mennesker har ikke studeret musik eller noget, de var bare nogle hyggelige mennesker, der aldrig ville tjene mere end nogle få håndører på musikken. Der er kun én årsag til at disse numre blev optaget, og det er fordi disse mennesker elskede musikken. Det gør ikke albummet bedre at lytte til, for meget af denne musik er oprigtig talt noget værre hø. Det er dog hø, der er sunget og spillet med kærlighed, og det kan man mærke. Pladen er svært at anbefale, hvis musikhistorie ikke interesserer dig, men hvis det gør, så er den en god mulighed for at lære denne periode at kende.

Besøg Kjartans musikblog