Barokmusikkens store dansker

Vi er nu nået til 17. bind i den fine serie Danske komponister, hvor der kommer flere bind årligt. Her har mange knap så kendte komponister endelig fået deres egen biografi.

Forlaget har som primær målgruppe ”den almindelige musikelsker uden fagspecifik forhåndsindsigt”, men samtidigt er bøgerne med et videnskabeligt præg med gedigent noteapparat, litteraturlister og værkfortegnelser.

En bred vifte af danske musikforskere garanterer som forfattere kvaliteten.

De 16 første biograferede komponister ligger alle inden for de sidste 200 års musikhistorie.
Men med dette bind er vi nu helt tilbage i den tidlige barok.

Diderik Buxtehude voksede op i Helsingør og blev organist som sin far. Havde ansættelse i Helsingør og i Helsingborg, inden han fik det prestigefyldte job som organist i Marienkirche i hansestaden Lübeck.

Særdeles velkendt er historien om den unge Johann Sebastian Bach, der gik den knap 400 kilometer lange tur fra Arnstadt til Lübeck for at suge orgelmesterens kunnen til sig. Men hvem var denne Buxtehude egentlig?

Det kommer vi sandelig nærmere i denne fine bog. Og dette bind i komponistserien er skrevet af Karl Aage Rasmussen.

En kapacitet
Karl Aage Rasmussen var i årtier professor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Udover sine mange kompositioner har han skrevet en stribe fremragende komponistbiografier, senest om G.F Händel, Joseph Haydn og A. Vivaldi. Fra Gyldendal skiftede han med Vivaldi-biografien til nærværende lille og ambitiøse forlag Multivers.

Med en sådan kapacitet i ’forfatterstaben’ er det oplagt at bruge Rasmussen i komponistserien.

Bogen om Buxtehude er velskrevet og en fornøjelse at læse.
Men der er afveget fra seriens princip om eksempelvis det nødvendige noteapparat. I Rasmussens andre biografier har han heller ikke brugt det videnskabsprægede noteapparat, men skrevet populærvidenskabeligt – i positiv betydning.

Alternativ grammatik
Rasmussens hovedkilde er Kerela Snyders værk ”Dietrich Buxtehude, organist in Lübeck. Et værk, som Rasmussen kalder en ”informationstæt levnedsskildring på mere end 500 sider”. Men hvor meget og hvad fra dette værk, Rasmussen har oversat og bearbejdet, ved jeg ikke.

Nuvel, dette er et troværdigt Karl Aage Rasmussen-værk – og som sådant en fornøjelse at læse.

Forfatteren har sandsynligvis haft forholdsvis frie hænder fra redaktionens side, og derfor er grammatikken også Rasmussensk. Og vi får indimellem lange germanskorienterede sætninger, hvor det betydende udsagnsord kommer til sidst.

Jeg havde gerne set en mere konsekvent kommatering, da jeg flere steder lige måtte repetere for at få den rigtige forståelse af sætningen.
Allerede bogens første sætninger er problematiske. ”Der er komponister hvis musik er udsat for en forgængelighed som synes nært forbundet med deres egen jordiske forgængelighed. Faktisk gælder det for langt hovedparten af tonekunstens talløse skabere gennem tiderne at interessen for deres musik svækkes eller forsvinder helt når de ikke selv repræsenterer den eller kan stå til regnskab for den.” De første to sider er forfatterens generelle fabuleren.

Et tydeligere billede
Så kommer bogen rigtigt i gang. Desværre er der levnet så forfærdeligt lidt om Buxtehude. Få leksikonartikler – og mange af hans værker er gået tabt. Eller som der står: Det kan jo være, de pludselig dukker op på en henglemt hylde – det oplever vi heldigvis fra tid til anden.
Men der ER heldigvis gemte og tilgængelige værker. Værker, som kan give os et billede af mennesket Buxtehude. Her er bogens force, at forfatteren er velbevandret teoretiker og musikanalytiker, der kan give os indlevende beskrivelser af udvalgte værker og derudfra tegne et portræt af Buxtehude..

Diderik Buxtehude var organist, komponist og værkmester. En værkmester havde styr på alt det praktiske: vedligehold af instrumenter, noder, musikere og også det tilhørende regnskabsmæssige.

Bogen kan læses ”uden fagspecifik forhåndsindsigt”, men på mere end otte sider forklarer Rasmussen om barokkens forskellige stemninger af orgler, og hvad deraf følger af spillemuligheder og de rigtig mange muligheder for at få – i vores moderne ører – falske klange ud af de middeltonestemte instrumenter. Yderst interessant, men jeg er taknemmelig for, at jeg i en årrække havde den store fornøjelse at høre Eilif Zachariassen berette om stemninger, når vi havde ledige stunder i Thomas Kingos Kirke i Odense. Eilif stemte eksempelvis sit elskede clacicord efter, hvilken musik der skulle spilles – cool.

Vandrehistorien
Et underholdende, centralt kapitel i bogen er ”Johann Sebastian på travetur”. Her hører vi om det vidtbesungne møde mellem den unge Bach og den virtuose organist Buxtehude. Og Rasmussen kan påpege Buxtehudes betydning for Bachs senere værker. Hans juleoratorium er jo musik til seks gudstjenester – i stil med Buxtehudes store serie af Abendmusiken.
Enkelte af Buxtehudes værker får en spændende omgang i Rasmussens analyseværksted. Blandt andet får den store kantatecyklus ”Membra Jesu Nostri” mod slutningen af bogen et helt kapitel.

I flg. Rasmussen opføres der ikke meget af Buxtehude herhjemme. Og hvilken skam, når vi hører om musikken kompleksitet og iderigdom.
Da jeg fik bogen i hånden, tænkte jeg straks ”O, komponisten af ”Eders hele værk!”. En kantate af Buxtehude, som jeg ved er blevet sunget en del rundt omkring; go’ musik og overkommeligt for gode amatører. Men ikke eet ord om kantaten.

Rasmussen har, som vanligt, ikke nodeeksempler i bogen, men henviser til de mange indspilninger, der let findes på YouTube. Men her kan vi ikke finde ”Eders hele værk”, kun med den tyske titel ”Alles, was Ihr tut”. Karl Aage Rasmussen har, så vidt jeg ved, ikke den store fortid i korverdenen; måske derfor er det fine værk ikke nævnt.

Men det har været en stor fornøjelse og en berigende oplevelse for mig at læse denne fine, lille bog. Og måske vil redaktionen gå lidt mere til stålet en anden gang.