Beer never broke my heart

Hvert år i starten af marts afholdes festivalen ”Historiske dage” i Øksnehallen i København. Her kan man møde et stort antal udstillinger og et endnu større antal arrangementer om diverse historiske emner. Der er ikke noget overordnet tema for festivalen, så spektret af aktiviteter og arrangementer på standene og scenerne er lige så bredt, som rammen om festivalen antyder: hvis det er historisk, er det interessant. Heldigvis udsender festivalen et program, både i trykt og elektronisk form, så gæsterne har mulighed for at skyde sig ind på deres personlige præferenceområder på forhånd, og med 150 forskellige foredrag og forestillinger i løbet af weekenden 9.-10. marts skulle der være noget for enhver smag. Læs mere på hjemmesiden www.historiskedage.dk.

Sange om at drikke
Søndag d. 10. marts kl. 14.40 handler et af foredragene om drikkevaner i 1600-tallet, hvor vandet ofte var så forurenet, at det var mere tilrådeligt at drikke øl end vand. Foredraget har overskriften ”Mand er ej ærlig, om ej han drikker” – et udsagn, der måske er mere kendt i W.C. Fields´ version: ”Stol aldrig på en mand, der ikke drikker” – og denne overskrift fik mig straks til at tænke på en sang af Steve Forbert: ”Never trust a man who doesn´t drink” (2016). Udsagnet kan måske umiddelbart forekomme temmelig dumsmart og også noget ufølsomt; men det skal straks tilføjes, at Steve Forbert for en god ordens skyld har føjet endnu en linje til sætningen, nemlig ”unless he simply can´t”, hvilket vel gør udsagnet lidt mere spiseligt og knap så bombastisk som versionen fra 1600-tallet.

Hvorom alting er, fik foredragstitlen mig til at tænke over de talløse pop- og rocksange, der handler om at drikke – og vel at mærke om at drikke alkohol. Sange om at drikke er nærmest en genre for sig, og emneområdet er så omfattende, at man på ingen måde kan komme rundt om det i en kort artikel som denne. Hvis en anden havde skrevet artiklen, ville udvalget af sange om at drikke være blevet et andet end mine få udvalgte sange. Som en illustration af dette forhold kan jeg nævne, at Bob Dylan engang blev bedt om at udvælge en række sange om at drikke alkohol – og dette udvalg har så godt som ingen overlapninger med mit eget valg af sange om emnet (hvoraf kun nogle få bliver omtalt i det følgende). Området er uoverskueligt stort, og en masse af de nyere pop- og rocksange om at drikke kender jeg slet ikke – og de siger mig formodentlig heller ikke noget.

I stedet for at opremse så mange drikkesange som muligt vil jeg i stedet gøre opmærksom på en tendens, der ud fra mit begrænsede musikalske ståsted – den klassiske rockmusik – forekommer relativt klar, nemlig at sangene om at drikke ikke mindst forekommer inden for country-musikken, at de ofte kobles sammen med kuldsejlede kærlighedsforhold, og at ophavsmændene til drikkesangene næsten altid er mænd. Det er der ikke noget mærkeligt ved; country-musikken har altid dyrket de enkle følelser og den hverdagsagtige tilværelse – og hvis der er noget, der lever op til den karakteristik, er det følelsen af at være blevet svigtet af den elskede.

Kvinder oplever naturligvis også ulykkelig kærlighed og skriver sange om det; men det er mit indtryk, at mens kvindernes typiske reaktion på kærestesorger er at græde (i hvert fald i sangteksterne, og med mindre kvinderne hedder Lucinda Williams eller Janis Joplin), er mændenes klassiske reaktion på sorgen at drikke sig fulde – og helst alene. Dette er selvfølgelig en meget generel betragtning; men på den anden side er det oplagt, at country-musikken – og ikke mindst countryrocken, som er min foretrukne musik inden for countrygenren – rummer et uproportionalt stort antal ulykkelige mænd, der prøver at drukne deres kærlighedssorger på bunden af en flaske. Det er to af disse trøstedrikkende mænds sanguniverser, jeg i det følgende vil fokusere på.

Jon Pardi
Et par af de yngre countryrock-musikere, der i deres sangtekster dyrker klichéen om den forladte mand, som drukner sine sorger på værtshuset, er Jon Pardi (1985 - ) og Dierks Bentley (1975 - ) – begge særdeles succesfulde og begge prisvindende inden for deres specielle musikområde. Begge indspiller på plademærket Capitol Nashville, og i 2020 var Jon Pardi opvarmning for Dierks Bentley på en af dennes turnéer. Pardi er den yngste af de to og har den mindste produktion bag sig indtil videre. Med hensyn til sange om at drikke er Pardi imidlertid godt med i feltet, og hans næstnyeste udgivelse fra 2020, ”Heartache medication”, er nærmest et temaalbum med trøstedrikkeriet som det gennemgående tema.

Hør blot nogle af linjerne fra titelsangen: ”And here I go again, I´m drinkin´ one, I´m drinkin´ two/ I got my heartache medication, a strong dedication/ to getting´ over you, turnin´ me loose/ on that hardwood jukebox lost in neon time/ My heartache medication, well it suits me fine/ and I´m drinkin´ enough to take you off my mind”. Her finder man alle ingredienserne til den arketypiske country-drikkesang samlet under ét: jeg-personen befinder sig på sit lokale, røgfyldte værtshus, hvor han er på fornavn med bartenderen, og hvor han for alvor kan synke ned i selvmedlidenhed og forsøge at glemme den udkårne, som har forladt ham. Det er naturligvis et håbløst projekt, som kun kan lykkes meget midlertidigt, fordi drikkeriet bare får ham til at tænke endnu mere på, hvad det er, han har mistet.

Trist er det; men heldigvis har denne type sørgelige sange ofte den stærkt forsonende egenskab, at de ledsages af en smuk og vemodig melodi, som får teksten til at glide lettere ned – og det gælder også for ”Heartache medication”, ligesom det gælder for Jon Pardis øvrige sange om at drikke alene på cd´en ”Heartache medication”: ”Don´t blame it on the whiskey”, ”Bar downtown” og ”Beer light”, hvor den sidstnævnte dog handler om, at jeg-personen ikke længere har brug for de helt stærke drikke for at komme over savnet af kæresten: ”I´m no longer falling apart/ I can stay mostly sober/ fill up the cracks in this heart”.

Sangen ”When I´ve been drinkin” stammer fra Pardis 2014-udgivelse ”Write you a song” – men indholdet i sangteksten adskiller sig ikke nævneværdigt fra de senere tekster om at drikke sig fuld pga. ulykkelig kærlighed: ”I was drunk/ dialin´ your number/ hopin´ that you just might wanna come over/ I might have said a little too much/ You know I don´t think before I talk/ when I got a good buzz”.

Dierks Bentley
Dierks Bentleys jeg-personer i sangene ringer ikke til deres ex-kærester, når de er fulde – men måske nok til deres kærester, som i den vittige ”What the hell did I say?” (2016), hvor jeg-personen ikke kan huske et ord af, hvad han sagde, da han ringede fra værtshuset: ”Did I say we´d go shopping? That I´d Louis Vuitton her?/ That I´d Rodeo drive her? Slide a Tiffany ring on her?”. Man skal aldrig ringe nogen op, når man er fuld; men i denne sang skyldes fuldskaben dog ikke ulykkelig kærlighed. Det gør den til gengæld i en stribe af Bentleys sange, hvor sangenes jeg-fortællere kun har bartenderen som publikum for deres beklagelser: ”Bartenders etc.”, ”Whiskey tears” og ”Domestic, light and cold”, hvor den sidste ganske vist ligesom de andre handler om at drukne sine kærestesorger i alkohol, men ikke i hvilken som helst ussel alkohol: ”My woman left me, so tonight I´ll be drinking your best/ I´m not talking about single malt scotch, Jägermeister or Cuervo Gold/ I´ll take anything domestic, light and cold”.

Som regel er jeg-personerne i Bentleys drikkesange dog ikke så nøjeregnende med, hvilke former for alkohol, de kan bruge til at drukne deres sorger. En af de foretrukne drikkevarer i sangene er den amerikanske form for whisky, bourbon, som bl.a. optræder i sangen ”Bourbon in Kentucky” (2014): ”There ain´t enough bourbon in Kentucky for me to forget you/ No, there ain´t enough bottles I could drink/ to make them feel as empty as I do”. Dierks Bentley har flere sange om at drikke sig væk fra sine kærestesorger, f.eks. ”Drunk on a plane” (2014), og den faktor, der gør, at lytteren orker at følge med på alle disse drukture, er Bentleys iørefaldende melodier til de ind imellem ganske galgenhumoristiske sangtekster. Det er vel trods alt også lidt opmuntrende, at al denne kæresteulykke i den sidste ende kan afføde så mange gode og langtidsholdbare sange, som man gerne hører igen og igen. Og desuden kan lytteren jo glæde sig over ikke at være i samme situation som de mange sørgmodige riddere af de tomme flasker, der optræder i både Pardis og Bentleys sange (må man håbe).