Bekendelser fra en klassisk Teitur

Teitur
07-05-17
Af: 
Peter Elmelund

SPOT Festival 2017
”Confessions” med Teitur og medlemmer af Aarhus Symfoniorkester, dirigent Nico Muhly
Lørdag 6. maj 2017 kl. 15. Symfonisk Sal, Musikhuset, Aarhus

Et i SPOT-sammenhænge sjældent stort ensemble befolkede scenen. Sytten strygere fra Aarhus Symfoniorkester suppleret med altblokfløjte, cembalo og teorbe sad velstemt klar, da den færøske sangskriver Teitur og den amerikanske komponist og dirigent Nico Muhly gik på scenen til stort bifald fra den næsten fyldte sal. Muhly er klassisk komponist med et imponerende bagkatalog indenfor alle klassiske genrer.

Holder af dagligdagen

Teitur indledte med at fortælle om aftenens værk ”Confessions”, som er skrevet af solisten og dirigenten.  ”Confessions” – bekendelser – er 14 korte numre med tekster hentet fra videoer og almindelige menneskers kommentarer på YouTube. Nogle YouTube-klip er så kedelige eller mærkelige, at Teitur og Muhly måtte tage udfordringen op og kreere et værk ud fra dem. Orkestreringen er for barokorkester, hvor kammertonen er nede på 415 Hz. Hvilket skulle betyde en kende varmere, mørkere klang.

”I was trying to descibe you to someone” lød som ouverture, og nummeret sluttede med ”You don’t look like Jane Fonda at all”. Publikum smålo synkront, for Teiturs diktion gik rent ind: Hvert ord stod tydeligt og forståeligt. Teitur har en sjælden, nærmest naiv, klar sangstemme, som umiddelbart kan opfattes sjusket. Men lad dig ikke narre, Kære Lytter, Teitur synger stinkende musikalsk rent.

Unplugged
Orkestret havde en smuk, varm klang, der lød uden forstærker i den symfoniske sal. Også blokfløjten klingede i al sin naturlighed. Teiturs stemme gik gennem mikrofon, men med en sjælden akustisk klang. Kun teorben, dette store lutinstrument, var diskret løftet en smule. Klogt nok, da det ellers ofte har en for svag lyd i ensemblesammenhænge. Det skal siges, at publikum var overvejende klassisk velopdragent. Havde koncerten ligget om aftenen, skulle lydniveauet nok hæves.

I passende doser fortalte Teitur om musikken på sin sædvanlige ydmyge måde, så man kun kan holde af den mand. For man skal ikke lade sig narre af hans umiddelbare kejtethed – han har jo vid og humor.

En dagligdags tekst om en kat i et træ, ”Cat Rescue”, fik musikalske klæder, så den ellers alvorlige situation fik en barok humoristisk vinkel. Og i ”I Smoke” blev rygning lidt mere accepteret end vanligt på grund af Teiturs ærlighed. I dette nummer greb han sin spanske guitar og havde en overbevisende dialog med lutspilleren.

For mig var koncertens hit ”If You Wail a Little Longer”. På YouTube vil en mand tælle uendeligt, og Teitur opbyggede sætningen ”If you wait a litte longer, than you normally would, the most amazing thing may appear” med eet ord ad gangen, så det føltes nærmest – uendeligt. For dog at slutte med bekendelsen ”Most likely nothing will happen”.
Muhly dirigerede præcist og nærværende (uden dirigentstok), og det topprofessionelle ensemble viste sjælden egalitet i de ofte komplekse satser. Især stod mange sarte og abrupte afslutninger klokkeklart.

Klassisk musik i live
Et fint koncept, hvor man tog det meget klassiske ensemble og serverede et nyt værk, der udover mange klassiske dyder også indeholdt dissonanser og skæve rytmer. For mig personligt har teksterne aldrig været det vigtigste, men musikken. Her tog man, hvad man kan kalde ligegyldige tekster, og viste, at de kan blive interessante i interessant musikalsk indpakning.
Og det alvorlige præg, som klassisk musik ofte påduttes, blev her suppleret med en god dosering humor. Hvilket jeg mener er vigtigt i vores nutid, hvor prædikatet klassisk musik leder til alvorlig musik, der leder til kedelig musik.

Og det er det jo ikke! Men det kræver arbejde – et arbejde, som vi fik vist til denne koncert med en charmerende Teitur med veloplagt backing band – barokspillende musikere fra Aarhus Symfoniorkester.