Black Sabbath: Black Sabbath
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 241
Du hører regn. Du hører svag torden. Kirkeklokker. Tordenvejret bliver kraftigere. Du hører Tony Iommi fyre et fedt, langsomt, dæmonisk guitarriff af. Sådan starter "Black Sabbath" af bandet af samme navn, åbningsnummeret på deres første plade, der ligeledes hedder Black Sabbath. Så kommer en forskruet, forhekset stemme, der tilhører Ozzy Osbourne, og nu er man bare fuldkommen betaget. Dette er pladen, hvor heavy metal startede, og den startede med en gruppe, der så sandelig kunne finde ud af skidtet. "Black Sabbath" er en dramatisk sang, og den introducerer gruppen godt til lytterne. Man forstår, hvem de er og hvad de vil, men der er stadig en vis mystik over dem. Der kommer noget mundharmonika med på andet nummer, "The wizard", så deres bluesindflydelse bliver tydeligere. Det er en lækkert komponeret og arrangeret sang, som kører på noget animalsk vildskab, hvilket især kan mærkes i trommerne spillet af Bill Ward, som er fuldkommen ustyrlige.
"Behind the wall of sleep" er en interessant sang, idet den leger meget med tempoet. Den er også interessant idet vokalharmonien minder meget om deres klassiker "War pigs", som de udgav senere samme år. Når man lytter til "Behind the wall of sleep" i dag, føles det lidt som en tammere udgave af den store klassiker, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at den dengang var noget helt nyt, og at den også lyder ganske truende i sig selv. En af albummets mest populære sange er "N.I.B"., der åbner med en funky bassolo, hvorefter et tungt, fængende guitarriff går i gang. Det er et af gruppens allerbedste numre og et klart højdepunkt på albummet. Det lille “Oh yeah!”, Ozzy laver mellem versene, giver sangen meget charme, og der er også noget smukt ved, at han ikke gør andet end bare at synge med på riffet. Pladens mest poppede sang er et cover af et nummer af bandet Crow. Deres oprindelige udgave af "Evil woman" var da også stort set pop-rock – ikke langt fra noget, Steppenwolf kunne have lavet. Hos Black Sabbath får den mere kant, og Iommi får fyret en ganske imponerende guitarsolo af.
Den næstsidste sang hedder "Sleeping village", og den åbner ganske stille for dynamikkens skyld, men laver de også et dramatisk setup, hvor Ozzy synger melankolsk over en simpel guitar. Efter et stykke tid får sangen dog den hårde Sabbath-lyd man kender. Nummeret skifter form, og man kommer faktisk ikke til at høre Ozzy synge mere på dette nummer. Til gengæld er der meget legen med guitaren. Det er en kreativ sang, der fungerer godt som en forsmag på afslutningsnummeret, den 10 minutter lange "Warning". Den begynder nærmest lige hvor "Sleeping village" slap. Her synger Ozzy stort set bare over basgangen, men i modsætning til de fleste Sabbath-numre får Iommi også mulighed for at prale under verset. Det er en smule rodet, men det er der noget smukt ved, især nu når pladen er ved at slutte. Der sker hele tiden noget nyt og interessant på denne ligeledes meget guitar-fokuserede sang. Black Sabbath er en virkelig solid debut. Den har måske ikke klaret tidens tand perfekt, men den holder imponerende godt.