Blood, Sweat & Tears: Child is father to the man
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 264
Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik. Men han havde også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child is father to the man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 interessante numre, der blander pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære "I love you more than you’ll ever know", er rendyrket bluesrock, hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel er deres cover af Harry Nilssons "Without her", der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.
Albummet indledes med nummeret "Overture", der spiller dele af diverse af pladens sange på strygere i et kort medley. Det er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder "Underture", og det skaber en vis helhed omkring albummet og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke opdaget, at disse var covers. Der er fem stykker, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Hør især deres cover af den King-skrevne "So much love", oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og de er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.
Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig "Overture" og "Underture", men "Meagans gypsy eyes" har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens "The modern adventures of Plato, Diogenes and Freud" stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og det hører man især på numre som "I love you more than you’ll ever know" og "I can’t quit her", pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer har "Somethin’ goin’ on" bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child is father to the man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds og får lyst til at høre den igen og igen.