Genre: 

Bo Diddley: Bo Diddley/Go Bo Diddley

Bo Diddley: Bo Diddley/Go Bo Diddley
20-04-16
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 214

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Den blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og det har et varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, "Bo Diddley", er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens "I’m a man" er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra "Hoochie coochie man" af Muddy Waters, men det her fungerer bare bedre, nok fordi det er gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra "Bo Diddley", så er riffet fra "I’m a man" blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at "Mona" og "Road runner" mangler, men "Road runner" var ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og "Mona" var trods alt kun en b-side til "Hey! Bo Diddley", og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. "Hey! Bo Diddley" er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også god. Den er bygget over "Old MacDonald had a farm", og den bliver faktisk forvandet til en sej rock and roll-sang. På pladen er der en fin blanding af traditionel blues og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men hos Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en interessant oplevelse. Der er nogle spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er "Say man" en særpræget sang, hvor han har en morsom samtale med sin maracas-spiller over en energisk instrumentation.

Der er også to instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. "Dearest darling", en virkelig god sang, men vi har allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er "Oh yeah" stort set bare "I’m a man" med anden tekst. Mange af sangene er heller ikke så mindeværdige, selvom "Say man", "Crackin’ up" og især den dramatiske "The great grandfather" er positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er "I’m sorry" en kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

Lån Bo Diddley fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog