Bobby Bland: Two steps from the blues
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 215
Bobby Bland, der også gik under det lidt mere eklektiske navn Bobby “Blue” Bland, er en af de største bluessangere nogensinde, og han udgav nogle ret succesfulde singler i 1950’erne og starten af 60’erne. Mange af disse blev i 1961 opsamlet sammen med nogle få nye numre på Bobby Blands første soloalbum, Two steps from the blues. Det er en opsamling, men bliver tit opfattet som et studiealbum, og det forstår man faktisk godt. Det starter blødt med titelnummeret, hvor Blands stemme virkelig udmærker sig. Det er en af de få sange, der ikke oprindelig var en single, og den bliver efterfulgt af en hel lille fortælling, der spreder sig over tre sange. På "Cry cry cry" slår han bittert op med sin udkårne og beordrer hende til at græde. Det er en meget traditionel bluessang, mens "I’m not ashamed", hvor hun så ser ham græde, og de finder sammen igen, er mere soul-præget. Det afsluttes så af den festlige pop-R&B-sang "Don’t cry no more", hvor den store glæde findes igen. At de alle har ordet “cry” i deres hook, gør, at de føles så sammenhængende.
Efter det begynder det dog at føles som en opsamling igen. Track 5-12 har ikke meget med hinanden at gøre, men de viser stadig en alsidig Bobby Bland, der slører linjerne mellem blues og soul finere end nogen anden sanger har gjort. Der er ganske vist rendyrkede bluesnumre som "Little boy blue" og "I don’t need no woman", og sange som "I’ve got to forget you" er stort set bare soul, men på meget af pladen fusioneres det så naturligt, at man knap nok lægger mærke til, at f.eks. "I pity the fool" laver virkelig markante stilskift. Personligt elsker jeg, når musikere prøver at trandencere genreboksene for i stedet at udfolde sig kreativt. Blandan skrev ingen af sangene på pladen selv, men jeg sætter pris på, at han som sanger ikke holdt sig fra genrer, han ikke var vant til, for hans stemme er smuk på hvert eneste nummer. Instrumentationen er også varieret. Der er både numre, hvorpå guitaren er det vigtigste instrument og andre hvor man knap nok kan høre den. Der bliver derudover leget med orgel, klaver, trompeter og en masse andet guf.
Der er ingen sange, jeg synes er dårlige på Two steps from the blues, men til gengæld er der heller ikke noget nummer, der blæser mig omkuld. Jeg savner lidt et dynamisk højdepunkt. Pladen er kun 30 minutter lang, og på den tid får man 12 rigtig gode bluessange, men længden kan tydeligt mærkes. Når man har så intense plader som Los Angeles af X eller simplistiske plader som Pink moon, så fungerer det. Med Two Steps from the blues føles det lidt uafsluttet. Jeg må dog indrømme, at starten er virkelig godt skruet sammen, og det er de færreste opsamlingsalbums, der er så klogt udtænkt. Det er dog lidt synd, at det ikke bliver ved. Two steps from the blues giver dig stadig noget af det bedste, manden har lavet, og oven i købet på meget kort tid. Bobby Bland har en skøn stemme, han synger nogle virkelig gode sange, og det er meget varieret. Så hvis du er til blues eller soul og ikke er særlig bekendt med Bobby Bland, så bør du blive det, og Two steps from the blues er et godt sted at starte.