Bowies stationer og transformationer

Tony Visconti, der især forbindes med David Bowie, som han har produceret en lang række studie- og livealbums for, kan ud over producer, studietekniker og arrangør ligeledes kalde sig selv for multiinstrumentalist, idet han er noteret for at spille bas, guitar, piano, fløjte, tuba, ukulele og mandolin. Det fulde navn er Anthony Edward Visconti, født den 24. april 1944 i New York City i delstaten New York. Hans virke er af betydeligt omfang og favner stilistisk bredt i en karriere, der har strakt sig over syv årtier.

Visconti er opvokset i Brooklyn bydelen hos forældre af italiensk afstamning. Han startede med ukulelen i en alder af fem år og skiftede derefter over til guitar. Som teenager håndterede Visconti tubaen i et klassisk brassband, spillede kontrabas i et jazzorkester og elektrisk guitar med en rock’n’roll gruppe. I 1960 medvirkede han på sin første studiesession og blev de følgende år en efterspurgt guitarist i New Yorks natklub miljø.

Fra slutningen af 60’erne begyndte Visconti at arbejde som producer og lærte den engelske kollega Denny Cordell at kende, der opfordrede ham at tage til London for at assistere under indspilningerne med den populære sanger og keyboardmand Georgie Fame. Visconti følte sig hjemme i den britiske hovedstad og fortsatte producergerningen hos det på daværende tidspunkt spraglede hippieorkester Tyrannosaurus Rex med Marc Bolan i front, som vakte en vis opmærksomhed med deres psykedeliskfarvede folkrock.

Debutalbummet bar den imposante titel My People Were Fair and Had Sky in Their Hair... But Now They're Content to Wear Stars on Their Brows (1968). Det blev til yderligere to udgivelser med Visconti i producerstolen, før Bolan & co. forkortede bandnavnet til T-Rex og skiftede stil i retning af det mere glamrockede og poppede udtryk. Visconti hang på hos T-Rex indtil 1974, hvis succeskvote var stejlt stigende.

De mest kendte og gennemførte plader fra den periode er Electric Warrior (1971) og 1972 mesterstykket The Slider, der er delvist indspillet i Rosenberg studiet i København. Der følger yderligere en dansk vinkel i dette 80 årsdags portræt, som også involverer David Bowie. Samarbejdet med Bowie startede i 1968, da han udgav singlen In the Heat of the Morning/London Bye Ta-Ta produceret og arrangeret af Visconti. Det fortsatte med Bowies andet album fra 1969, der især huskes for Space Oddity.

I 1970 blev Visconti bassist i Bowies band The Hype, der også talte guitaristen Mick Ronson. Gruppens levetid var kort, men Bowie tog besætningen og en ny trommeslager, Woody Woodmansey, med i studiet for at færdiggøre albummet og singlen The Man Who Sold the World (1970). Visconti vendte tilbage i Bowie lejren i 1974, hvor han arrangerede strygere til 1984 fra Diamond Dogs, han bidrog til mixningen af. Visconti er co.-producer på Young Americans (1975), Low (1977), Heroes (1977), Lodger (1979) og Scary Monsters (And Super Creeps) (1980).

Han har således sat væsentlige fingeraftryk på Bowies ‘Berlin-trilogi’ bestående af Low, Heroes og Lodger, der næppe kun i mit univers er ophøjet til rammesprængende, epokegørende og essentiel lydkunst, der har haft væsentlig indflydelse på, hvor rocken bevægede sig hen i det 20. århundrede klangligt, æstetisk og lyrisk. Trilogien kan betragtes som et gesamtkunstwerk med zeitgeist af sjælden karat, for nu at dvæle ved det tyske, hvis sprog, kultur og historik Bowie dyrkede i anden halvdel af 70’erne.

Deres kreative parløb røg på stand-by, efter Bowie fravalgte Visconti til Let’s Dance albummet uden at meddele ham det. Visconti blev vred over denne behandling, og deres samarbejde blev først genoptaget i 2002 med Heathen. Herefter fulgte Reality (2003), The Next Day (2013) og Blackstar (2016), der endte som Bowies svanesang i triumf, alle med Visconti som producermakker.

Ud over disse markante B’ere i britisk rock, har Visconti arbejdet for en mindst lige så stor stjerne, ex Beatlen Paul McCartney og Wings ved at stå for orkesterarrangementerne til Band on the Run lp’en fra 1973. I 1975 producerede Visconti Sparks albummet Indiscreet og står anført som medproducer på irske Thin Lizzy hardrock klassikerne Bad Reputation (1977), Live and Dangerous (1978) og Black Rose fra 1979. Visconti kan ydermere skrive Moody Blues på den lange diskografi, da han har produceret to udgivelser for denne institution i det engelske musikliv, The Other Side of Life (1986) og Sur La Mer (1988).

Nullerne endte som et godt årti for Visconti, hvor han blandt andet producerede The Dandy Warhols' 2003 debut album Welcome to the Monkey House og The Manic Street Preachers’ Lifeblood (2004). Året efter måtte Visconti atter til København denne gang for at producere bandet Kashmirs femte album No Balance Palace (2005), der dels er optaget i Sun Studios og Looking Glass Studios i New York. Kashmir fik flere drømme opfyldt på en gang, da David Bowie medvirker på nummeret The Cynic og Lou Reed på Black Building.

I 2007 udkom Viscontis selvbiografi Bowie, Bolan and The Brooklyn Boy, og samme år knoklede han med den afrikanske sanger Angélique Kidjos album Djin Djin, der tæller gæstesolisterne Alicia Keys, Peter Gabriel, Joss Stone, Josh Groban og Carlos Santana. Indenfor de seneste 15-20 år har Visconti desuden været producer for så forskellige navne som den franske skuespiller og sanger Raphael, Fall Out Boy, Marc Almond, det gamle punkband The Damned, The Good, the Bad & the Queen og er krediteret som ‘music producer’ på Brett Morgens visuelt overdådige og yderst seværdige Bowie dokumentar Moonage Daydream (2022).

Siden 2015 har Tony Visconti turneret over store dele af verden med Bowie coverbandet Holy Holy, hvor Mick Woodmansey, den eneste overlevende fra det oprindelige Spiders From Mars, Bowie brugte som backing i starten af 70’erne, spiller trommer. Holy Holy er kendt for at dykke ned i materialet fra de tidlige år og gennemspille klassiske albums som The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars fra start til slut. Tony Visconti har udsendt to plader i eget navn, Visconti's Inventory (1977) og It's a Selfie (2019).