The circle game
December måned, hvor året går på hæld, og hvor et nyt år snart melder sin ankomst, er en passende anledning til at gøre sig nogle tanker om det cykliske princips tilstedeværelse overalt i vores tilværelse – først og fremmest i naturen, men også i andre forhold i livet. En helt sikker konstant i verden er årets gang og årstidernes skiften med alt, hvad deraf følger: vækst, blomstring, forplantning, afmatning, død – og genkomst. Det gælder både for naturen i os selv og for naturen uden for os selv, og den cirkulære bevægelse i alt levende er på samme tid en kilde til stor glæde og til stor bekymring. Ingen lever evigt – men livet som sådan går videre. Cirklen som universelt mønster er grundlæggende i vores tilværelse og derfor også et vigtigt element i en række sangtekster, hvoraf jeg her vil kigge lidt nærmere på et par stykker, som jeg selv godt kan lide.
Den mest kendte sang om livet som en cirkulær bevægelse er måske den klassiske gospelsang fra starten af 1900-tallet, ”Will the circle be unbroken”, hvor livet på jorden sågar fortsættes i det hinsidige. Men selv uden det religiøse perspektiv er sangen en smuk hyldest til livets gang på jorden, fra barndom til død og fra lykkelige begyndelser til sørgelige slutninger. Sangen findes i flere versioner og er måske mest kendt i The Carter Family´s let reviderede udgave, ”Can the circle be unbroken”, der dog primært er en begravelsessang, som savner omtale af de glade sider ved livet på jorden. Derfor foretrækker jeg Ada Habershons oprindelige tekst, hvori det bl.a. hedder: ”You can picture happy gath´rings/ round the fireside long ago/ And you think of tearful partings/ when they left you here below”. En fin sang, som oven i købet selv bliver en del af tekstens overordnede cirkel-udsagn derved, at sangen gennem sin klassikerstatus forbinder stadig nye generationer af musikere, når de tager sangen på deres repertoire og dermed mindes tidligere fortolkere.
I Bob Dylans ”Eternal circle” (1963) er det først og fremmest kærlighedens og kunstens vilkår, der udgør hovedtematikken i sangteksten, som fortæller om et potentielt kærlighedsmøde, der bliver forpurret af kravene til den udøvende kunstner: ”With a long-distance look/ her eyes were on fire/ but the song it was long/ and there was more to be sung”. Da sangen er slut, og kunstneren leder efter kvinden blandt publikum, er hun imidlertid borte: ”But her shadow was missing/ for all of my searching/ so I picked up my guitar/ and began the next song”. Kunsten og kærligheden trives ikke nødvendigvis godt sammen, men er snarere hinandens forudsætninger, og koblingen af de to størrelser en basal drivkraft i tilværelsen. En evig cirkelbevægelse – selv om det altså ikke altid er let at få enderne til at mødes i denne cirkel.
Joni Mitchells ”The circle game” (1967) fortæller nogenlunde den samme historie om gentagelser og om genkommende mønstre som ”Will the circle be unbroken”, men denne gang uden de religiøse overtoner. I Joni Mitchells verden er livet her og nu, og det eneste vi kan håbe på er, at vi med tiden bliver klogere og lærer at begå os i livets store cirkelbevægelse – selv om vi så også mister noget undervejs. Det lyder bl.a. sådan her: ”So the years spin by and now the boy is twenty/ though his dreams have lost some grandeur coming true/ there´ll be new dreams, maybe better dreams and plenty/ before the last revolving year is through/ And the seasons, they go round and round/ and the painted ponies they go up and down/ we´re captive on the carousel of time”. En smuk sang, første gang indspillet af Buffy Sainte-Marie.
Sange om tidens gang er der naturligvis vældigt mange af, men det er ikke dem alle, der kobler forandringerne med synet på livet som en stor cirkelbevægelse. En af dem, der gør det, er Gene Clarks glimrende ”Full circle”, som indleder The Byrds´ genforeningsplade fra 1973. I Clarks let naivistiske tekst lyder det bl.a.: ”Funny how the circle turns around/ first you´re up, and then you´re down again/ Though the circle takes what it may give/ each time around it makes it live again/ Funny how the circle is a wheel/ and it can steal someone who is a friend”. I The Small Faces´ sang “Green circles” (1971) bliver cirklen nærmest et symbol på friheden, hvilket jo svarer udmærket til cirkelfigurens symbolske indhold af noget uendeligt og ubegrænset. Og i Bob Linds fine sang fra 1971, ”Since there were circles”, optræder cirklen ligeledes som et udtryk for evigheden: ”How long have I loved you?/ Since there were circles”.
Der er ganske mange cirkler i rocklyrikken (og mange flere end de her nævnte), og ofte indgår de i en sammenhæng, der handler om, at vores liv ikke nødvendigvis altid skal ses som en lang lige linje, men måske nogle gange med fordel kan betragtes som en cirkel. Vi bevæger os hele tiden, men måske ikke bare fremad. Nogle gange kommer vi tilbage til samme sted, som vi var på før, men på et nyt niveau. Den konkrete virkelighed er naturligvis forskellig, hver gang vi er nået hele vejen rundt i cirklen; men mønstrene gentager sig og gør det muligt at opleve en form for genkendelse af en række situationer og begivenhedskæder, jo ældre man bliver.
Godt nytår!