Genre: 

Clan Of Xymox triumferede på Alice

Clan Of Xymox
07-05-23
Af: 
Niels Mark

Clan Of Xymox & Bug Chaser
Koncert på spillestedet Alice
6. maj 2023

ALICE er et af landets mest interessante spillesteder for den eventyrlystne koncertgænger. Dette blev understreget lørdagen efter Store Bededag, hvor et af de traditionsrige bands fra Goth-scenen var på programmet.

Det hollandske band Clan Of Xymox hører til et af historiske institutioner inden for goth-rock-scenen. Gruppen blev dannet i Nijmegen tilbage i 1981 og blev hurtigt en central aktør på den internationale goth-scene.

Successen opstod ikke mindst i kølvandet på turneen med Dead Can Dance i 1983 og efterfølgende sessions hos den fremsynede BBC-radiovært John Peel, der gav Clan Of Xymox genrebetegnelsen darkwave.

Clan Of Xymox har formået at holde en stærk kurs i deres musikalske rejse, og optræder bl.a. på soundtracks til David Finchers filmatisering af "The Girl with the Dragon Tattoo". Og fire årtier efter dannelsen af bandet udgav Clan Of Xymox i 2021 deres seneste albums "Limbo" og "Brave new world".

Koncerten blev afviklet på spillestedet Stairway i Vanløse, der er Alice's spillested i en midlertidig periode. Ikke desto mindre var fremmødet til koncerten ganske imponerende med en næsten fuld koncertsal.

Og publikum fik en stor koncertoplevelse med både det velvalgte supportband Bug Chaser der dannede en solid optakt til Clan Of Xymox, der samtidig leverede en imponerende to timer lang koncert med en yderst veloplagt og nærværende frontfigur i Ronny Moorings.

Bug Chaser
Som support til koncerten havde Alice skaffet det københavnske punkband Bug Chaser, der har eksisteret i otte års tid, og i 2022 var klar med deres debut-album "Randi fucked a shark".

Bug Chaser leverede en intens koncert med en vokal der lå et sted i grænselandet mellem Dead Kennedys' Jello Biafra og Sisters Of Mercy's Keith Fuller. Musikalsk set bevæger Bug Chaser sig et lydunivers der henter inspirationer fra den tidlige punkscene og postpunk-scene, men transformeret ind i deres helt eget moderne lydunivers.

Bug Chaser fungerede rigtig godt som live-band. Bandets dybtfølte musik, kom stærkt til udtryk med deres live-optræden, hvor alle medlemmer skabte god energi på scenen. Vokalisten bevægede sig i flere momenter rundt blandt publikum, imens han på scenen leverede, men også skabte rum til tranceskabende instrumentale passager.

Clan Of Xymox
Inden Clann Of Xymox gik på scenen var bagtæppet dekoreret med coveret fra bandets seneste album: "Limbo" der udkom i 2021.

Albummet, der blev udviklet under corona-nedlukningen og er mere elektronisk baseret end tidligere udgivelser fra Clan Of Xymox. Og koncerten indledtes med at kun et par af medlemmerne på scenen og en elektronisk baseret stemningsfuld koncertåbner inden de resterende medlemmer trådte ind på scenen.

Clan Of Xymox befinder sig musikalsk set i goth-lydsfæren med en god balance mellem elektronisk lydunivers og guitar/tromme-univers.

Koncerten viste tydeligt at Clan Of Xymox blev dannet i samme periode som kollegerne i det britiske goth-rock band The Cure. Flere af numrene gav stærke referencer til de mørkeste og stærkeste momenter fra det tidlige The Cure omkring "Pornography", og frontvokalen fra Ronny Moorings vækkede også ofte minder om The Cures Robert Smith. 

Koncertoplevelsen med Clan Of Xymox blev forstærket af den meget nærværende frontfigur i Ronny Moorings, der i veloplagt stil kommunikerede med publikum med humor og engagement. At bandet endte med at levere et sæt af ekstranumre på den gode side af 30 minutter viser bandets glæde ved at optræde for et yderst velunderholdt publikum. 

En helt igennem fremragende aften i Vanløse - og et tak til Alice for endnu en øjenåbnende oplevelse fra deres musikalske eksperimentarium af en koncertkalender.

Bug Chaser på scenen
Bug Chaser live den 6. maj 2023

Clan Of Xymox
Clan Of Xymox live den 6. maj 2023