Copenhell 2015: Body Count

Body Count blev formet i LA i 1990 af Old-School rapperen Ice-T. Line-uppet på Copenhell bestod af de originale medlemmer, Ice-T (vokaler), Sean E. Sean (støttevokaler) og Ernie C. (lead guitar), samt resten af holdet bag deres seneste album, ”Manslaugther” (2014), Juan of the Dead (rytmisk guitar), Vincent Price (bas) og Ill Will (trommer). Deres diskografi består af “Body Count” (1992), “Born Dead” (1994), “Violent Demise: The Last Days” (1997), “Murder 4 Hire” (2006) og “Manslaughter” (2014). Deres stil er et miks mellem thrash metal, crossover thrash, speed metal, hardcore punk og rap metal. De har gennem deres mange år på bagen leget med genrene og startede ud med at spille hård rap metal og ballads. Deres nyeste album minder mere om thrash metal, dog uden at have sluppet deres rap stil, hvilket især kan høres på deres nyfortolkning af Suicidal Tendencies’ ”Institutionalized” og ”Talk Shit, Get Shot”.

Det var da også deres første og deres seneste plade der blev spillet mest, ”Body Count” og ”Manslaughter”, hvilke jo kan siges at være, uden at støde for mange, helt uden tvivl deres bedste præstationer, så der er ingen negative bemærkninger at finde om det. Deres energiske indgang på scenen var trinvis. Scenen var fuldt oplyst, da klokken stadigvæk kun var 19:00, så der var meget lidt leg med lyset under koncerten. De to første på scenen var Ill Will, den tungt dreadlock-bærende trommespiller der levere de vildeste drum beats, fulgt af guitaristen Ernie C., som med sit kaki-farvede sæt tøj og brede, ukontrollerede Albert Einstein garn skilte sig godt ud – men kæft’ hvor han gav den gas. Inden koncerten var ovre havde han spillede på sin dødsstrenge på alle led og kanter – og endda lavet et flippet drop-grip riff.

Juan of the Dead og Vincent Price fræsede og hoppede over scenen som var der ild i den og deres tunge kluns og store kroppe fik det virkelig til at spille. Folk var pumped-up, der var gang i den og selvom pitten blev kaldt for ”pussies” af selveste Ice Motherfuckin’ T, Bitch (et navn han døbte sig selv, da han så hvor ”pussy” pitten var), så var entusiasmen og energien høj blandt publikum gennem hele koncerten. Ice-T lod dem ikke slippe, men fastholdt koncertgængerne i et jerngreb af de fedeste tracks, såsom ”Manslaughter” og ”Body Count”, ofte med en underholdende anekdote eller kommentar knyttet til. Det var en koncert der kun blev bedre. Jo mere de spillede, jo mere ville publikum have. Body Count var en gavmildt opkoget ecstasy-cocaine cocktail og det blev grådigt slugt råt og brutalt.

Trods sine 57 år, spenderet som forældreløs tilhænger af Crips, i hæren, som en af de tidlige fanebærere af old-school hip hop, dengang det havde en mening og puls, som medstifter af den tidlige gangster rap og sidst men ikke mindst, 15 år i Body Count er Ice-T hverken slidt ned, blevet roligere, eller skiftet stil. Hans musik er ligeså hård som den startede og hans energi og testosteron er højere end hele Expendables 1, 2 og 3 tilsammen. Han er desuden i godt gang med at træne næste generations thrash rappere, da han, som traditionen byder, igen havde sin søn med som backing vokal, nu en fuldvoksen mand, sammenlignet med den lille dreng, nogle måske kan huske fra 90’er scenen. I bund og grund var det den vildeste koncert med en afsindig god stemning og ekstrem energi. Body Count var virkelig et show band og deres performance lagde publikum ned. Hvis nogen kritik kan blive rejst, så er det kun planlægningen af Copenhell, for Iron Reagan gik på samtidigt på Pandæmonium og med to thrash bands samtidigt blev publikum lidt delt op, men dem der valgte Body Count, de blev bestemt ikke skuffet. Body Count er et ”must-see” på alle festivaler – også selvom man måske ikke som udgangspunkt er til musikken.