Copenhell 2015: Exodus

Exodus er et thrash metal band med rødder i Richmond, Californien og har siden 1980 kørt den hårde speed metal fuldt ud og har bundfræset 10 studie albums igennem de 34 år de har været aktive. Det første album, ”Bonded by Blood”, blev udgivet i 1985 og kan med rette betragtes som et af de bedste thrash albums der er produceret på den amerikanske thrash scene. Årene der fulgte har bestemt heller ikke skuffet, men der er kun Tom Hunting (trommer) tilbage af det originale line-up, da Gary Holt (guitar) efterhånden er blevet fast inventar i Slayer. Deres vokaler har siden deres sidste album i 2014 været Steven Souza, som også har været vokalerne bag mange af deres tidligere albums, men tog en pause mellem 2006 og 2014. Hans tilbagevenden har været yderest kærkommen. Sidst men ikke mindst har Lee Attius fyret den på guitar siden 2006 og Jack Gibson har gjort bassens arbejde siden 2001.

Selve koncerten var fed. Publikum var med lige fra starten af, selvom pitten dog viste at folk var rimeligt udkørte da de gik på. Showet kom godt i gang efter en lidt normal dramatisk intro, en mørkelagt scene og skiftevis indtræden af de forskellige artister, med Tom Hunting som den første, til stor jubel. De lagde ud med deres nyere musik, og selvom folk bangede og gav dem de gloværdige horn (hver gang der blev bedt om det fra scenen), så begyndte jublen først rigtig at boble over da de gik i gang med deres tidligere albums, især ”Bonded by Blood” fik en god fremvisning i København med ”Piranha”,  ”Bonded by Blood” (folk var ælde vilde) og til sidst, ”Strike of the Beast” der var deres afsluttende sang og gav en smule liv til det ellers dødeligt svækkede pit. Sidst men ikke mindst skal det nævnes hvordan de satte gang i ”The Toxic Walts” (fra ”Fabulous Disaster”). Folk gik amok, det var virkelig de tunes, som hele dagen med stor forventning havde lagt op til og selvom de efterhånden er oppe i årene, er der intet ondt ord der kan ytres om deres formidable præstation på scenen og entusiastiske og professionelle udførelse af deres velkendte tracks.

Der var bestemt ingen skuffelse, eller jo, måske en. Det er jo altid et spørgsmål om smag, men jeg talte med flere der var skuffede over at de ikke spillede ”A Lesson in Violence”, men man kan jo ikke få alt hvad man ønsker og de ville også gerne fremvise nogle af deres nyere plader – også selvom de ikke helt lever op til standarden fra de gamle 80’er albums. En god koncert, fantastisk, kunne godt have været en smule tidligere, men bestemt ikke dårligt og dejligt med Souza tilbage på scenen.