Country Joe and The Fish

Country Joe McDonald – med det borgerlige fornavn Joseph, opkaldt efter Josef Stalin(!) – og hans fisk spillede på Monterey festivalen lørdag eftermiddag, lige efter Big Brother and The Holding Company. Country Joe and The Fish var i 1967 allerede et etableret navn på den amerikanske vestkyst, nærmere bestemt i Berkeley området, hvor flere af gruppemedlemmerne var involveret i studenteraktiviteterne på universitetet. I sommeren 1966 flyttede gruppen nærmere til begivenhedernes centrum, dvs. til San Francisco, og fik engagementer på de store spillesteder her: The Avalon og Filmore West.

I februar 1967 indspillede Country Joe and The Fish debutalbummet ”Electric Music for the Mind and Body”, der som titlen antyder var kraftigt inspireret af medlemmernes erfaringer med psykedeliske rusmidler og desuden rummede musikalske eksperimenter med en lang række forskelligartede instrumenter. Pladen blev en pæn succes for gruppen og anses stadig for at være et af de mest vellykkede eksempler på psykedelisk musik. Country Joe har selv udtalt om gruppens (og hans vestamerikanske kollegers) musik: ”I believe that the northern California bands were the best and most original and that everyone tried to imitate us. And, for the most part, failed”. Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe – og især ikke, når der ikke er nogen grund til det, kunne man tilføje.

Det var med numre fra debutalbummet, Country Joe and The Fish optrådte på scenen i Monterey – samt med nummeret ”The Fish cheer”, der på dette tidspunkt var lidt af et varemærke for gruppen, men som ikke kom med på debut-LP´en på grund af sangens potentielt kontroversielle indhold. Da efterfølgeren til ”Electric Music for the Mind and Body” blev udsendt i november 1967, ”I-Feel-Like-I´m-Fixin´-To-Die”, var nummeret imidlertid med på LP´en og var formentlig en del af grunden til denne plades kommercielle succes. ”The Fish cheer/ I-Feel-Like-I´m-Fixin´-To-Die” er da også et indlysende hit-nummer, som de allerfleste lyttere med interesse for tressermusik kender: ”Well it´s one, two, three/ what are we fighting for/ don´t ask me, I don´t give a damn/ next stop is the Vietnam”, osv. En fin slagsang i datidens kamp mod Vietnam-krigen.

Barry Melton fra gruppen har senere sammenlignet Monterey festivalen med Woodstock festivalen, og der er ingen tvivl om hans præferencer: ”In my mind, Woodstock was overcrowded, wet and a complete logistical disaster. The Woodstock movie, in large part, presents a sanitized version of reality”. Og Country Joe supplerer: “That festival (dvs. Monterey) contained the hope, promise and idealism of the era. Two years later, by the time of the Woodstock movie, much of what went wrong with the Sixties became obvious”. Men I juni 1967 var drømmen fortsat lyslevende, og selv den politisk bevidste Country Joe McDonald havde malet blomster på kinderne under koncerten i Monterey for at markere sit tilhørsforhold til den fremstormende hippiebevægelse.