Curtis Mayfield & The Impressions: The anthology: 1961-1977
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 179
Curtis Mayfield er en af de største musikere, soul- og funkverdenen har givet os. Ikke alene er hans stemme fantastisk, han er også en dygtig sangskriver. Ikke alene har han haft en imponerende og funky solokarriere med albums som Curtis og Superfly, men i sin tid som frontfigur for vokalgruppen The Impressions fik han også skrevet en del flotte sange. Begge disse sider af ham bliver fremvist på opsamlingsalbummet The Anthology: 1961-1977, der derfor er krediteret til både Curtis Mayfield og The Impressions. Opsamlingen er på to cd’er, hvor den første er dedikeret udelukkende til hans tid med The Impressions, mens den anden først har et par tracks med The Impressions, hvorefter man går over i solomaterialet. The Impressions er på papiret ikke meget anderledes end The Miracles eller The Temptations. Især førstnævnte er fristende at sammenligne dem med, da vi i begge tilfælde har en fast forsanger, og han er bare den nydeligste smørtenor. Men også i sangskrivningen er der mange ligheder. Det er næsten altid kærlighedssange, og teksterne er ofte charmerende og finurlige.
Det er dog især når de afviger fra kærlighedssangene, jeg holder af dem, og jeg fatter næsten ikke, at jeg siger det her, men deres religiøse sange er bare fantastiske. "Keep on pushing", "Meeting over yonder" og "People get ready" er svedige, fængende og oprigtigt lydende sange. De er så evigt underholdende, og de giver dig lyst til at gå ind i en sort kirke a la den i Blues Brothers. Og mere politiske sange som "This is my country" og "Choice of colors" er også virkelig gode, og budskaberne i de religiøse sange går godt i spænd med disse. Selvom jeg er ret glad for gruppens sange, føler jeg, vi får serveret lidt for meget på opsamlingen. Det føles ikke som creme de la creme." Never let me go" og "I’ve been trying" er ikke i grunden dårlige sange, men man kunne sagtens have fjernet dem, uden at jeg ville klage. Pladen er trods alt over to timer lang, og jeg ville ærlig talt have foretrukket en nøjere selektion.
Jeg har oftest sat disc 2 på, da al solomaterialet er på den. Der er kun ti solo-sange, hvorimod man finder 30 sange med The Impressions på pladen, men solonumrene har det dog også med at være mærkbart længere. Det længste – og efter min mening bedste – er "Move on up", der varer 9 minutter. Hvor The Impressions hovedsageligt lavede soul, så lavede Mayfield solo hovedsagelig funk, og han beholdt et par af mine yndlingstendenser fra sin gamle gruppe: hans smukke stemme og de politiske og religiøse temaer, ofte i kombination. På sangene fra Superfly-soundtracket synges der også om vold og kriminalitet, meget i tråd med filmens handling. På solonumrene mærker man en løssluppenhed og et ambitionsniveau, som Impressions-numrene ikke når til sokkeholderne. Alle ti solonumre er af formidabel kvalitet, og de ville alene kunne udgøre en glimrende opsamling. De er så en del af noget større, og denne helhed er også ganske fin. Den kunne godt være kortere, men man kan vel finde problemer ved så meget. Der findes i grunden nok ikke en bedre opsamling af hele Mayfields karriere end denne.