Den dér djævelske tritonus – nu med egen bog

Det lille forlag Clemmerdu har påbegyndt en spændende serie med det lidt pudsige navn ”Musik & …”.
Forlaget skriver selv, at ”Der er musik overalt omkring os – på godt og ondt. Den kommer af sig selv, og for ikke at blive rendt over ende af den, er det en god idé at stoppe op og mærke efter hvad vi lægger øre til – hvornår, hvordan og hvorfor.”
Ja, det lyder da spændende og bliver sandelig belyst på meget forskellige måder.

I serien har jeg tidligere anmeldt musikforskeren Jens Henrik Koudals Musik & nationalitet – om nationalhymner og lægen og forfatteren Henning Kirks bog om Musik & alder – om musik og sang gennem livet.
Jeg sidder nu med seriens tredje bog, som er skrevet af en af forlagets bagmænd. Nemlig den velestimerede redaktør og forfatter Finn Gravesen, hvis formidlingsevner kan opleves i flere musikhistorier og musikleksika.
Denne gang drejer det sig om et helt specielt emne: tritonussen i musikken – og hvad den gør. Det må da være en con amore-projekt – en HEL bog om tritonus? Men Gravesen formår at skrive, så vi er mange, der bliver grebet og får lyst til mere om denne tritonus.
Tritonus er et interval mellem to toner på tre heltoner, eksempelvis fra C til F#. Intervallet hedder en forstørret kvart eller formindsket kvint. Et spændingsfyldt og dissonerende interval. Og spændende!

Mor
Finn Graversen starter med en barndomserindring. I hjemmet blev der dyrket musik og sang. Den veletablerede. Men hos naboen hørte den lille Finn Giro 413 i radioen med de smægtende schlagere. Og når Victor Cornelius sang ”Mor er den bedste i verden”, var der et sted på et langt ”meeen”, som gav kuldegysninger. Hvorfor? Det fandt den voksne Finn ud af; den kuldegysgivende tone var fremmed i den traditionelle klang. Og nærværende bog er forfatterens forklaring på fænomenet.

Elementært
Først må vi igennem en elementær musiklære. Og ’det er godt at have et klaver ved hånden’, så man også selv klangligt kan efterprøve udsagnene.
Vi starter forfra: om tonenavnene, skalaer, hvide og sorte tangenter. Og den der sorte tone, der ligger midt i C-durskalaen: tonen F#. Som er lig tonen Gb – i hvert fald for det veltempererede klaver, som vi kender fa cirka 1700.

Jeg kender strygere, der ikke er helt enige i denne lighed; det afhænger jo af, hvilken toneart man spiller i. Men pyt, det er blot detaljer.
Gravesen fortæller om svingninger, toner og overtoner. Han viser et nodebillede med de første 16 overtoner, som godt kunne være forklaret tydeligere. Det må jeg så få opklaret andet steds.

Da jeg første gang så bogen, tænkte jeg på Tonys sang i Bernsteins ”West Side Story”, der nærmest er bygget op over tritonus-intervallet i Tonys længselsfulde kald på Maria. Dette eksempel bruges også i bogen; det er så godt med nærværende, praktiske eksempler. Med en fin formulering: ’Tritonussen symboliserer uro og opsparet energi, som søger mod forløsning’.

Forfatteren forklarer videre de forskellige klangsammensætninger og slutter med den formindskede septimakkord – uden grundtone. Den kan føre til dodekafoni, som ender med at savne spændinger.

Og dem vil vi jo ikke savne.
Halvdelen af bogen er nu brugt og Gravesen siger selv ”PYHA! Vi må vist tilbage til den oplevede virkelighed – musikken.” Jeg er helt enig, men den elementære teorilære er altså også vigtig for musikforståelsen. Kapitlet slutter med et rigtigt fint resume, nede på jorden. Hvis man altså har forstået det.

Til sagen
Nu kommer alle de gode eksempler på tritonus i musikhistorien.
Hvor J.S. Bach bruger effekten i sin Matthæuspassion. Pilatus spørger folket, hvem der skal frigives, og bliver mødt med råbet ”Barabbas!”. Et svar, der klinger med TO tritonusser!
I Stravinskijs ballet ”Petrusjka” er ledemotivet for dukke Petrusjka simpelthen en C-dur og en F#-dur lagt oven i hinanden – to akkorder i tritonusafstand.
Også i den nyere højskolesang ”Et hav, der vugger sig til ro” har vi allerede i første linje en tritonus.
”Musik og gåsehud” giver os desuden et indblik i vores kulturhistorie fra klaverboomet i 1850-1900. Her fik mange af de pæne borgerhjem et klaver, og et væld af populær og lettere klassisk musik udkom i enkeltblade en masse. Der blev hurtigt produceret let klavermusik, gerne snuppet fra den seriøse musik. Og her sneg tritonussen sig ofte med; den gav jo den rislende spænding, som vi godt ka’ li.

Den frie jazz bugner også med tritonusser. Charlie Parker er det fremmeste eksempel, vi får en fin gennemgang af hans ”Ornithology” og den oprindelige ”How high is the moon”, der har samme akkordstruktur. Overbevisende, Finn Gravesen!

Den nødvendige spænding
I bogens slutning kommer forfatteren med fine overvejelser om den elementære spænding, den nødvendige dissonans for at få den ultimative forløsning. Han spørger, om dissonansen er underholdning eller vilkår. Men vi er ikke i tvivl.
”At tritonus er svær at komme udenom er indlysende. Men hvorfor skulle man egentlig også prøve, når legen med den giver så mange muligheder!”
Tak for ordene, Finn Graversen. Du har ret. ”Musik er liv og som dette uudslukkeligt”. Og spændingsfyldt.