Den glade, cypriotiske enke og de andre

Onsdag aften møder kypriotiske myter wienermusikken.
Det er nemlig overskriften på aftenens koncert med det relativt nyetablerede The Cyprus Symphony Orchestra. Koncerten foregår i Pattihio Theatre i Limassol, og er en gentagelse af koncerten to dage før i hovedstaden Nicosia.
I den smukke træbeklædte sal fra 1949 er der på gulv og balkon plads til godt 700 tilhørere, og kl. 20.30 er vi vel 500. Det er andre belægningsprocenter her end i de hjemlige koncertsale.

Nationalhymner – ups
Til gengæld er der hele TO herrer, der stiler mod dirigentpodiet. Den ene dirigerer først en nationalhymne, herefter dirigerer den anden … en nationalhymne. Og vi opdager, at alle på gulvpladserne står op; os på balkonen sidder spørgsmålstegnlignende. Men det var jo nok den græske og den cypriotiske nationalsang; de er altså ikke lige present for mig.

Den ene herre går til mikrofonen. Det er aftenens presentator, Yiorgos Kountouris, som er kunstnerisk chef for The Cyprus Youth Symphony Orchestra. Og uddannet dirigent, så derfor.

Og der er en del talen til aftenens koncert. Koncerten er i samarbejde med den østrigske ambassade i Nicosia, så der er en række, der skal takkes. Og for et halvt år siden begyndte forhandlinger om en udvidelse af Cyprus Symphony Orchestra fra 45 til 65 musikere, så der vil  (forhåbentligt) også blive noget at takke for. Hvornår har vi sidst oplevet sådan en styrkelse af de danske orkestre? Samtidigt fik orkestret ny chefdirigent og kunstnerisk leder: aftenens dirigent, østrigeren Günter Neuhold.

Cypriotiske myter
Koncerten har to dele: en cypriotisk og en wienermusikalsk. Så dirigenten må siges at have akter i begge.
Aftenens første tre numre er af den græske komponist Solon Michaelides. Den arkaiske suite er i fire satser, hvor strygergruppen veksler med raffinerede duetter i obo og fløjte. Harpen har en gennemgående vigtig plads, som leder os til den græske oldtid. Musikken er med velbehagelige klange – fyldt med impressionistiske billeder; det er jo ren filmmusik. I øvrigt ikke fjernt fra vores egen Knudåge Riisagers neoklassicisme.

Det gælder også Michaelides’ ”Aria of Nausica” fra hans opera ”Ulysses” fra 1951, som endnu mangler at blive opført in extendo. I aften får vi arien (af uvist grund) i en transskription for klarinet og orkester. Her spiller orkestrets egen klarinettist solostemmen. Det foregår, stående, fra hans plads i orkestret. Og en skam; han skulle da ha’ været frem på scenen; der er altså volumen på et helt symfoniorkester, som i aften er på 52 personer. Og ikke nok med det; da nummeret er færdigt, er der ikke én, der klapper. Hvad han da har fortjent! Men i første nummer var der (spredte) klapsalver efter anden sats – uha! Derfor skulle publikum sandelig nok vare sig. Så programmet fortsætter med ”Den ydmyges bøn”, hvor baritonen Günter Haumer kommer på scenen. En stille, melankolsk sang uden de store falbelader. Teksten er desværre ikke i det ellers fine program, hvor de lette wienertekster troskyldigt er gengivet på græsk, tysk og engelsk.

Rasende rene rytmer
Afdelingen med de cypriotiske myter slutter med Alkis Baltas’ ”Arodafnousa” – en fantasi over en cypriotisk middelaldermelodi. Og nu bliver der sandelig gang i den. Orkestret udviser her en nerve, der får de mange forsiringer til at stå klart i den ellers tørre akustik. Selve temaet, som står i 5/4, vendes flere gange og bindes sammen med mellemstykker i alla breve rundt i de forskellige orkestergrupper. Mere end halvdelen af orkestermedlemmerne bærer et græsk eller cypriotisk navn, så her er sandelig en hjemmebane, hvor spilleglæden blomstrer.

Toppen af wienerpoppen
Så skrues der op for festen. Dirigentens nodepult bæres ud – Günter Neuhold kan da resten af koncerten udenad. For nu gælder det toppen af wienermusikken.
Vi kan simpelthen mærke de gode relationer mellem dirigent og orkester, og Johann Strauss’ skønne ouverture fra ”Flagermusen” tager igen igen kegler. Og der er så mange tempiskift, at der skal forsvindende lidt til at vælte den. Men Neuhold har sine musikere i sin hule hånd, bravo.

Vi bliver i operetternes operette, hvor den slovakiskfødte østrigske sopran Simona Eisinger illuderer ungarsk grevinde og synger sin Czardas. Dejlig slank stemme, men fra balkonens 1. række er orkestret igen lidt for kraftigt. Det bliver lidt bedre i Franz Lehars ”Den glade enke”, hvor baritonen Günter Haumer nu løsner mere op for dramatikken i ”Da geh’ ich zu Maxim”. Og når Simona Eisinger bagefter bidrager til duetten ”Lippen Schweigen”, er der det store smil på over hele linjen, og akkompagnementet bliver tilpas kammermusikalsk. Sidst, jeg hørte Den glade enke, var i Operaen med blandt andre Peter Lodahl. Og der var altså lidt mere smæk for skillingen, skulle jeg hilse og sige.
Det er så, hvad de to sangere bidrager med denne aften. Jeg ville nu ellers gerne ha’ hørt en sopran i den nævnte arie fra Ulysses. Og så gerne lidt mindre snak. Den gode præsentator når vist at få sagt alt det, der står i programmet. Og det er en del.

Så blev det… nytår!
Aftenens sidste nummer i ordinær spilletid er Johann Strauss’ ”Rettungs Jubel Marsch”. Ikke en af de mest kendte, men en fin hyldest til aftenens samarbejdspartner; marchen indeholder temaer fra Østrigs nationalsang.

Efter bifaldet springer Günter Neuhold straks på dirigentpodiet: Endnu en Strauss-vals. Og endnu én: ”Unter Donner und Blitz”. Og slutteligt minsandten ”Radetzky Marsch”, hvor vi, det glade publikum, klapper taktfast de rigtige steder.
Minsandten: En skinbarlig nytårskoncert i oktober!

Så det er med julelys i øjnene, vi går ud i den 23 grader varme nat – beriget med glade toner.