Genre: 
Pop

Dorthe Gerlach har tændt sit Natlys

30-03-15
Af: 
Kenth K. Nielsen, Statsbiblioteket

”Musik bliver ikke slidt op” – sådan siger Dorthe Gerlach i en snak jeg havde med hende forleden. Anledningen var Gerlachs nye og  første solo-album Natlys,  og det at hun nu tager sangene med ud på turné.

Det personlige strejf

Sangene på albummet  Natlys kredser alle om det personlige, ja nærmest helt, tæt private univers. Vi kommer omkring både sygdom, kriser i parforhold, døden og andre af livets mange tilskikkelser. I samtalen påpeger Dorthe Gerlach, at alle sangene er meget 1-til-1-agtige. At de handler om rigtige personer, rigtige ting, rigtige oplevelser. Ja endda de rigtige steder, hvor en given begivenhed har fundet sted. Så når der f.eks. i sangen ”Kridhvide Træsko” nævnes ”Kina-restauranten i Hjørring”, er det netop dén og ikke en hvilken som helst Kina-restaurant, det handler om. Det er med til at give både en autencitet og et helt personligt nærvær til sangene, uden at det forfalder til overidyllisk hjemstavnsromatik. Godt set af Dorthe Gerlach. ”Det skal kunne mærkes, give associationer”, som hun siger.

Hvorfor kom sangene nu, spurgte jeg Dorthe Gerlach. ”De kom nu”, fortæller hun, ”fordi de var klar”. Der var egentlig tale om et privat projekt, som ikke var tiltænkt udgivelse. En linie her og en linie dér – og så ned i skuffen. Det handlede om for Dorthe Gerlach, at sætte ord på nogle tanker og oplevelser fra privatlivet, og kunne det mon have interesse for andre, tænkte hun. Men efterhånden nåede hun til den erkendelse, at det kunne de nu nok.  Den første var ”Ingers Ting”… Om de tanker, følelser og minder man pludselig står med, når man skal rydde op i et dødsbo. På den ene side meget privat, men samtidig også noget mange af os har eller kommer til at opleve. Det er noget af det, jeg mener kendetegner mange af sangene på ”Natlys”, nemlig at de kan stå som en slags almengyldige betragtninger om livets tilskikkelser, men funderet i det helt personlige.

En ny lyd

Nu er Dorthe Gerlach jo ikke ny på den danske musikscene, men lyden og stemningen på Natlys er noget helt andet, end vi kender fra hende og Hush. Dorthe Gerlach fortæller, at det langt hen ad vejen var sangene selv, der ville noget andet. De hørte ikke hjemme i den mere varme, hyggelige country-/americanastil, som ellers er Hush’s kendetegn. Og samtidig havde hun også selv brug for at tænke disse sange ind i en helt anden kontekst. ”Det har hele tiden været et projekt for sig selv, og ikke et Hush-projekt”, pointerer hun.

Det har så også betydet, at der skulle arbejdes med teksterne og musikken. Den nye musikalske kode skulle findes og knækkes, som hun betegner det. Der skulle findes den helt rigtige lyd og stemning, og det har ifølge Gerlach taget mange forskellige tilløb og outtakes, før den endelig var der. Det blev titelsangen ”Natlys”, der blev den sang, der blev ”lydmor” for hele albummet, fortæller Dorthe Gerlach videre. Da de først havde fået den på plads, var de helt klar over i hvilken musikalsk retning, albummet skulle bevæge sig. Og det blev så til et album med en del ”blå rumklang”.  Gerlach betegner det selv som ”melanko-pop” eller ”mørk pop med højt til loftet”. Det er vist ikke helt ved siden af. Og når Gerlach nævner navne som James Blake, Sivas og Adele’s album 21 som nogle af inspirationskilderne til Natlys giver det rigtig god mening.

Live

Nu skal sangene så ud på tur. Nogle har været med i mere akustiske versioner tidligere - da de var ganske spæde og ufærdige. Men nu skal de ud for alvor. Og selvom Gerlach og hendes band har arbejdet hårdt på at finde den rigtige lyd på albummet, er det ikke sikkert, at de kommer til at lyde sådan til koncerterne, siger Dorthe Gerlach. ”Sange er en organisk ting, der ændres og ikke nødvendigvis lyder ens fra koncert til koncert”, siger hun. Og hun på det nærmeste lover, at det ikke bliver en nummer-for-nummer gennemspilning af albummet, som publikum præsenteres for. ”Når man spiller live, er det muligt at tage tingene længere ud – ikke mindst med afsæt i aftenens publikum”, fortæller hun.

Tag godt imod Dorthe Gerlach og band ude på spillestederne. Bibzoom er på pletten på Train i Århus når Natlyset tændes dér og giver en melding fra koncerten.