Efterklange fra det dunkle dyb

Espen Strunk: Bagsidesanger – En bog om Jan Toftlund og hans tid. Politisk Revy, 2013

Sangskriveren og sangeren Jan Toftlund var i 1970'erne en betydelig stemme på den politiske, rytmiske musikscene i Danmark. Med sit sociale engagement skrev han solidariserende sange om de underste i samfundet, sange som både var krasse og poetiske. Jan Toftlund nåede at få udgivet syv plader, inden han i 1990 døde efter et hårdt liv, 40 år gammel.

Mange husker Jan Toftlund som "ham den røde" med den voldsomme indignation, det hårde liv – og nå ja, så lavede han en fin oversættelse af Ulf Lundells "Öppna landskap". Men han havde en dybere poetisk åre, som gavmildt øste smuk lyrik til os.

Den får vi en fin dokumentation for i GAFFA-skribenten Espen Strunks flotte og velskrevne biografi med den rammende titel Bagsidesanger. Jan Toftlund skrev om Danmarks bagside, og samtidigt fik han heller ikke den forside, det hit, som han berettiget syntes, han havde fortjent. Og så hed debutpladen fra 1973 Bagsidesange.

Historien er ikke ensidig

Biografien er klassisk opbygget med en kronologi, der alligevel elegant brydes, ved at nære venner og familiemedlemmer kommer til orde og giver deres version af historien. På den måde får vi et facetteret billede af den sammensatte person Jan Toftlund. Et eksempel: Toftlunds første samarbejdspartner var Erik Grip, som blot kalder "Toften" drukfældig, mens andre ikke er i tvivl om, at han var alkoholiker. Og det var et hårdt og kompromisløst liv, Jan Toftlund levede.

Trods utallige svigt af sine nærmeste med brudte løfter og aftaler i hobetal var Jan Toftlund et menneske, som blev tilgivet igen og igen på grund af sit uselviske engagement. Der blev sat en del stole for en del døre, men en efter en lirkede Toftlund behændigt dørene op. Derfor kan de medvirkende til hans spektakulære begravelse i den lille fynske by Refsvindinge i 1990 tage sig selv i at kigge sig omkring efter Jan. Men han var ikke mere i blandt dem; begravelsen er en central begivenhed i bogen, og vi får den med flere synsvinkler. Det betyder, at man flere gange ved gennemlæsningen tager sig i at tænke: "Har jeg ikke læst det før?" Men nej, jeg har læst om handlingen før, men ikke fra dén vinkel.

En interessant vinkel i en ellers klassisk biografi, som gav mig associationer til Per Flys fine tv-serie Forestillinger. I serien ses det samme handlingsforløb fra flere forskellige medvirkende, og billedet af hovedpersonen, instruktøren Marco, bliver hermed ekstremt mangesidet.

Ærlighed varer længere

Så er det op til læseren af Bagsidesanger at afgøre, hvilket vidnesbyrd man helst vil tro. Hertil er der oven i købet noter til flere af interviewene, som giver andres version af den citerede handling. Såre sympatisk og vidnende om et grundigt arbejde.

Espen Strunk starter bogens intro således: ""Det skal være ærligt," sagde Jan Toftlunds livsledsager gennem de sidste elleve år af hans liv, da jeg i sin tid henvendte mig til hende i forbindelse med denne bog."

Og det er Bagsidesanger blevet - men med en mangefarvet ærlighed. For trods bedste vilje er eksempelvis vennen Lasse Helners ærlighed naturligvis ikke den samme som Toflunds første kone Annettes.

Især det sidste interview med Toftlunds samlever Bente Frydenlund står stærkt. Selvom hun kalder ham en strid banan, er det et kærligt portræt, og hun beskriver nøgternt Jan Toftlunds vane med drikke vand fra en ølflaske: "... for så var han fri for at drikke øl. Jeg tror gerne, at han ville være ædru. Men det kiksede altid." Flere gange udtalte Toftlund, at han ville drikke sig ihjel. Og vennerne troede på det og kunne kun se magtesløse til.

Et af de få lyspunkter var i 1986, som flere steder benævnes "et godt år". Jan Toftlund overholdt ultimatummet fra medspilleren Paul Banks: ingen røg og sprut før efter koncerten, sønnen Rune blev født, og der kom fine oversættelser af Ulf Lundells tekster.

Året efter fik Erik Grip stor succes med Åbent landskab, og igen oplevede Jan Toftlund, at andre fik succes med hans materiale, mens han selv havde det gedigne hit til gode. Kim Larsens indspilning af Syrenprinsesse på Forklædt som voksen betød, at en stor del af Jan Toftlunds skattegæld kunne betales, og både Erik Grip og Lasse og Mathilde sang Toftlundtekster til tops. Hør selv Hilsen fra Sverige, hvor Toftlund på en samtidig dagligdags og poetisk måde beskriver fremmedarbejderproblematikken med omkvædet "jeg må tjene pengene / der hvor jobbet er".

Toftens tekster lever

I 1993 kom hyldestpladen Toften, og i 1999 opførtes i Odense en Jan Toftlund-cabaret med Lasse Helner som tovholder.

I musikerkredse er der stor respekt om Jan Toftlund digterkunst – måske vil denne eksemplariske bog medvirke til, at vi i 2013 kan bruge disse halvgamle tekster, der også er relevante i dagens Danmark.

Jan Toftlund ville sikkert have fundet det morsomt, at der samme år udkom TO bøger om ham. I foråret kom mammutværket Jan Toftlund – flagermussang og sjælemedicin, hvor Justin Hummerston og Morten Ehrhorn har krydret 600 sider med fotografiske aftryk af Toftlunds tekster, et væld af billeder og interviews.

De to bøger supplerer hinanden fint; Bagsidesanger er biografiEN, der udmærker sig på det store biografimarked med en velskrevethed og et elegant miks af interviews, billeder og realtekst. Til billedet af et helstøbt værk hører naturligvis en udtømmende diskografi og relevante registre.

Ikke alle Jan Toftlunds plader er tilgængelige på cd; de må komme. Denne bog vil medvirke til at huske Jan Toftlund, og der er også en fin side - "Toften til minde" – på Facebook.

Jeg husker tydeligt tiden med den politiske musik i 1970'erne, som også får en fyldig beskrivelse i Bagsidesanger – bogens undertitel er En bog om Jan Toftlund og hans tid. Og det er værd at bemærke, at Jan Toftlund også besad en god portion humor – den kneb det ellers med i de klare parolers tid …

Der er betragtelig afstand mellem dagens Medina- og Rasmus Seebach-sangtekster til Jan Toftlunds poesi, men jeg tror, at omverdenen vil genopdage dybderne i Toftlunds poesi – men genopdagelsen kommer ikke af sig selv. Bagsidesanger er så sandelig en "genopdagelseshjælper". Læs den og – og spred poesien.