Genre: 

Ekstreme metal-legender gæster København

Venom
02-10-15
Af: 
Niels Mark

Koncert på Loppen d. 5. oktober

VENOM INC. (UK)
V
ADER (PL)
DIVINE CHAOS (UK)

På mandag får Loppen på Christiania fornemt besøg af legender fra den ekstreme metal-scene. 

Hovednavn er de britiske metalpionerer fra gruppen Venom, men er man blot en smule inde i den brutale metals musikhistorie vil man vide at det ene supportband - det polske death-thrash-band Vader - har en kaliber, der i sig selv, ville kunne trække metalfans fra nær og fjern.

Venom: Velkommen til helvede

"Velkommen til helvede" – med denne imødekommende album-titel var de første grundsten lagt til en brutal og hidtil uhørt larmende niche inden for heavy metal-genren, som senere dannede primus motor for den ekstreme del af metal-scenen heriblandt thrash, death og black metal-scenen. 

Det var Venom, der tilbage i 1981 varslede den brutale metal-scenes opståen med det banebrydende debutalbum "Welcome to hell".

Udover gruppens soniske brutalitet var det forsangeren Cronos' dybe og upolerede vokal der adskilte Venom fra øvrige bands fra samme periode - og dermed en af de væsentligste årsager til at Venom albums anses for at være banebrydende.

At opfølgeren "Black metal" (1982) senere inspirerede til afarten inden for den ekstreme metal - black metal - fortæller i sig selv historien om Venoms pionerstatus. 

På koncerten på Loppen vil Venom spille klassikerne fra de legendariske albums 'Welcome to Hell' (1981), 'Black Metal' (1982), 'At War With Satan' (1984) and 'Prime Evil' (1989). De originale Venom-medlemmer fra 1988-1992 er gået sammen med ex-Venom bassist/sanger Tony "Demolition Man" Dolan om dannelsen af VENOM Inc.

Vader - polske ekstremiteter

Det polske band Vader er stadig leveringsdygtige for noget af det mest interessante og brutale death metal på dagens scene. Derfor vil det sikkert overraske en del at gruppen fra den polske by Olsztyn i virkeligheden blev dannet tilbage i 1983. 

Vader lagde ud som et rendyrket heavy metal band men gik hurtigt over til thrash og speed metal inden gruppen med deres første første demo-album "Live in decay" tog skridtet til death metal-scenen.

Med bandets seneste skud på stammen "Tibi Et Igni" fra 2014 demonstrerer Vader med al tydelighed deres rødder til thrash-scenen. Albummet leverer en intens cocktail af hæsblæsende thrash riffs med brutale semi-growl og ultra-hurtige rytmer.

Divine Chaos - death thrash kvintet fra England

Første band på plakaten under koncerten på Loppen er det gedigne britiske thrash metal kvintet Divine Chaos.

Divine Chaos udgav debut-albummet "A New Dawn in the Age of War" i 2014. Et album som ganske velfortjent har høstet roser i metalpressen.

Ligesom Vader bevæger Divine Chaos sig i grænselandet mellem death metal og thrash metal, men hvor Vader's primære kilde er death metal ligger Divine Chaos sig tættest op af thrash scenen.