Elisabeth Saugmann: Lidt hippie er man vel altid
Ååh, hvor 1970'erne og 1980'erne igen rulles frem i erindringens grynede biograf med Fyn som det naturligste verdens midtpunkt.
Her godt 40 år efter duoen Lasse & Mathildes debut på den danske musikscene giver denne bog et fint portræt af parret og deres musikalske venner gennem årene.
Forfatteren, kulturjournalisten Elisabeth Saugmann, har foretaget en grundig research og interviewet hovedpersonerne og den brogede skare, der har omgivet dem. Der er derfor ikke kun kommet en ordinær biografi ud af arbejdet, men også mange gode betragtninger om det danske musikkulturliv siden 1975.
Saugmann skriver med varme og indlevelse; for det er jo også hendes historie. Og min historie og din historie, hvis du i dag har levet et halvt hundrede år og har interesseret dig for musik i Danmark. Og vi er en pæn, stor flok; derfor er der en livlig aktivitet i Facebookgrupperne om dansk musik i 1960'erne, i 1970'erne, i 1980'erne. Og der udgives flere bøger om tidsrummets musik.
Fyn er fin
Lidt hippie er man vel altid er ikke en biografi om Lasse Helner og Mathilde Bondo. Det er en biografi om Lasse & Mathilde, og derfor starter bogen først i 1975, hvor duoen debuterer med Helners melodier til Tove Ditlevsens digtsamling Pigesind, som finder sin optimale fortolker i Mathilde Bondo – den violinspillende pige med den forholdsvis spinkle og uskyldslydende pigestemme. Så det er ikke her, vi får de tos barndom beskrevet; ikke meget om Lasses tidligere ægteskab og intet om Mathildes baggrund – der var vist noget med, at hun gik til violinspil hos den navnkundige Martin Andersen i O'ense?
Til gengæld får vi et rigtigt fynsk eventyr med de to unge, som simpelthen må få hinanden og sammen gå så grueligt – og godt – meget igennem.
Parret har i årtier fået påklæbet etiketten stokrosesocialister. Lasse & Mathilde færdedes i de gængse venstreorienterede musikerkredse centreret i hovedstaden, men valgte at flytte tilbage til Fyn, hvor der er højt til loftet og ofte kortere til sine medmennesker. Parret forklarer selv deres lette falden til med et nærvær i nærområdet – og så vil jeg tilføje, at de jo også ka' sproget.
Du sku' møde mine venner
Elisabeth Saugmann formår at komme bredt omkring med sidehistorier samtidigt med at bevare centreringen om Lasse & Mathilde. Eksempelvis fortæller trommeslageren Alex Riel først i bogen om bruddet mellem Thomas og Anders Koppel i Savage Rose. Enden spindes elegant på denne historie, da Riel medvirker på parrets sidste plade sidste år, og Riel får et helt afsnit i bogen.
Dette gælder også Troels Kløvedal, som har skrevet tekster til parret og som Lasse har sejlet med. Koryfæet Peter Thorup synger til sølvbrylluppet i 2004, og Mathilde fortæller på sin vanlige bramfrie måde om det første møde med superguitaristen i 1983: "Han var verdensmester ... en machofyr, der gik, som om han havde et rugbrød under hver arm."
Wili Jønsson, tidligere bassist i Gasolin', får som nær ven megen spalteplads. Han fremtræder som en yderst høflig og beleven elegantier, som i øvrigt elsker opera. Samtidig har han også et nøgternt syn på den udbredte brug af stimuli, der har flydt gennem årene.
Elefantkirkegården
For musikbranchen er også berygtet for sin høje dødelighed på grund af misbrug. Lasse Helner fortæller lige ud ad musiklandevejen om sin alkoholafhængighed, der lykkeligvis endte med en total afholdenhed i stedet for den sikre plads på elefantkirkegården. Et rammende navn for det sidste hvilested for den lange række af musikere, som fik for mange elefantbajere – eller dét, der ligner. Og som ikke nåede til den erkendelse, at det var nødvendigt med hjælp. Her bruger Saugmann et udtryk, jeg ikke havde hørt før: Kroppen kræver kringler; dén sætning smager godt i munden – også selvom det ikke er kringler fra bageren …
Midtfynsfestivalen
Fra 1975 groede en ny musikfestival sig stor på en mark i Ringe: Midtfynsfestivalen blev stablet på benene af den driftige kroejer Peter Færgemann med hjælp af gode venner som Lasse & Mathilde. Et enkelt år var den større end Roskilde Festivalen, men fra midt i 1990'erne gik det ned ad bakke. I bogen gengives Uffe Christensens nekrolog over Midtfynsfestivalen fra Jyllands-Posten 26.6.2004. Og det er fint, at vi får historien ridset op i en privat form fra én uden for kredsen. Derfor tages der heller ikke i denne sammenhæng stilling til personlige skyldsspørgsmål vedrørende derouten.
Bogen slutter med betragtninger om 68-generationen som ungdomsveteraner. Forfatteren og jeg kan blive enige om, at "lidt hippie er man vel altid", og læsningen af bogen forstærker kun min tro på, at ordet stokrosesocialist med fornøjelse befinder sig i min ja-hat, tak.
I forordet skriver forfatteren, at "vores ufatteligt rige kulturliv de sidste fyrre år fortjener at blive generindret og det gerne i sin helhed". Denne bog giver naturligt nok ikke helheden, men vigtige dele til (musik)kulturmosaikken – og den er absolut læseværdig.
Og vi er sultne; lad os få mere – hvem skriver krøniken om Midtfynsfestivalen?