Elvis - Way Down in the Jungle Room

Albummet som helhed

Way Down in the Jungle Room  er et vigtigt album i det samlede billede af musikeren Elvis Presley. Her er vi i 1976 ved de sessions, der skulle vise sig at blive Elvis Presleys sidste.

Ideen med at samle indspilninger fra samme sessions eller periode under ét fungerer fint. Vi har tidligere set det med Elvis at Stax . Og det giver efter min mening rigtig god mening at krydre de kendte versioner med outtakes, glimt af småsnak i studiet osv.

At Elvis Presley i 1976 var noget andet end  i 1956 er ubestrideligt. Han var blevet ældre, verden havde ændret sig og musikken havde ændret sig. Men det er værd at huske på, at siden sin start i 1954, havde Elvis været omtrent ligeså hyppig at finde på country-hitlisterne som på rock-listerne. Country var på samme måde som gospel og blues et af fundamenterne i hans musik hele vejen igennem, og det er så også det der kommer til udtryk ved disse sessions. 

Nu står vi så her 40 år senere og hører musikken. Måske igen, måske første gang. Jeg mener at Elvis Presley anno 1976 fortjener at blive respekteret som sanger og musiker. Han er andet og mere end det til tider ofte karrikerede billede, der tit tegnes.

De originale takes står som man valgte de skulle lyde i 1976 og 1977 - med alt hvad den kan trække af overdubs. Men når vi som her også bliver præsenteret for mere nøgne og skrabede arrangementer i form af outtakes og alternative takes, hører vi også den rene Elvis-sound. Vi hører en prof musiker, der arbejder med materialet og sine musikere, og som i 1976 stadig vil noget med sin musik.

Baggrunden for indspilningerne

Året er 1976. Elvis Presley har 20 års jubilæum på pladeselskabet RCA, og er kontraktmæssigt forpligtet til at levere to plader om året. Det er bare ikke helt let at finde tiden eller motivationen til at gå i  studiet og indspille nye sange. Elvis foretrak nemlig for tiden at blive hjemme i Memphis og gøre det, og her i 1976 var både American Sound Studio og Stax lukket ned.

Her havde han indspillet i 1969 og 1973. Felton Jarvis, Elvis' producer, fik defor idéen til at etablere et studio hjemme hos Elvis på Graceland (det der godt må hedde det) - i det rum, der er blevet kendt som "the jungle room", pga. af dets indretning i "junglestil". 

Way Down in the Jungle Room

Det blev til to sessions i løbet af 1976, nemlig i februar og oktober, og optagelserne blev efterfølgende brugt på de to albums From Elvis Presley Boulevard og Moody Blue. Sidstnævnte skulle vise sig at være det sidste album, Elvis udsendte  inden hans alt for tidlige død i august 1977. Her på albummet Way Down in the Jungle Room" har man samlet de originale mastertakes og krydret med outtakes. Og det er ikke mindst disse outtakes, der gør samlingen spændende og interessant.

Indspilningerne foregik altså hjemme hos Elvis i et rum, der blev indrettet til formålet. Elvis havde altid foretrukket at indspille live i studiet med musikere og kor omkring sig. Det blev til fulde efterkommet her. Og musikerne var for en stor dels vedkommende hans faste  liveband, the TCB-Band. Det var bl.a. navne som James Burton på guitar, Jerry Scheff på bas, Ronnie Tutt på trommer ind imellem bistået af Norbert Putnam, bas, og Bobby Emmons, el-piano. Disse to havde også tidligere indspillet med Elvis. Den vokale backing kommer fra J.D Sumner & The Stamps, Kathy Westmoreland, Myrna Smith og Sherill Nielsen.

Et par nedslag

Eftertiden har ikke altid set med venlige øjne på den sene del af Elvis Presleys karriere og sangvalg, men her 40 år efter er det måske alligevel tid til at revurdere...   Som numrene blev præsenteret på de originale albums fremstod de med en række overdubs. Strygere, blæsere, kor ... de er blevet kaldt overlæsset og overproduceret. Men sangene i sig selv og selvfølgelig Elvis fortolkning holder. Et hundrede procent. 

Her i 1976 havde Elvis stadig stemmen - hans største og vigtigste instrument, og det, han retmæssigt bør vurderes på. Elvis Presley havde en helt særlig evne til at tage enhver sang og gøre den til sin. Han formåede som ingen anden at lægge en lille betoning, et lille twist, en lille særlig frasering, der gjorde at han pludselig "ejede" sangen. I hvert fald når det var sange han følte noget for. Og det er det for de flestes vedkommende her på dette album.

Det er ikke så meget rock'n'roll Elvis valgte at indspille her hjemme på Graceland, men derimod en række numre, der især trækker på den country-tradition, som hans musik også var baseret på. Det er sange som "She Thinks I Still Care" og "Blue Eyes Crying in the Rain". Det er nyere sange som Neil Sedakas "Solitaire" og Larry Gatlins "Bitter They Are, Harder They Fall". Især "Bitter They Are ... " står som et lille mesterværk efter min mening. Som den første af outtake-numrene står den nøgen, følt og indlevet,  på dén måde som kun Elvis Presley kan. På samme måde står "She Thinks I Still Care" super-super flot i det arrangementsmæssigt nedbarberede "take 10" vi præsenteres for.

Sangen "Hurt" stammer også fra disse sessions, nærmere betegnet 5. februar 1976. Den blev udsendt som single sammen med "For the Heart" - noget af det tætteste man kom på et rock-nummer fra disse sessions. "Hurt" blev hurtigt en fast del af Elvis's live-repertoire. I Elvis' version er det en storladen, pompøs ballade, hvor han strækker sin vokale formåen til det yderste. Brilliant? Plat? Kitchet? For meget? I hvertfald var den et hit blandt publikum, og ofte skulle han gentage den sidste "opera-agtige" del før publikum var tilfreds.

"Way Down" - som er delvis titelmelodi for dette album er også et uptempo-nummer, der swinger godt og har en ret spændende bas-afslutning...  En reflekterende, tilbageskuende sang ser vi med "It's Easy for You". Sangen er skrevet af de fra især musicals kendte Andrew Lloyd Webber og Tim Rice.

Titelnummmeret fra det der skulle blive det sidste album "Moody Blue"  blev ligeledes indspillet i februar 1976. Det er skrevet af Mark James, som også var manden bag Elvis's store come-back-hit fra 1969, "Suspicious Minds". Helt anderledes - meget mere "modern country-pop-agtigt", men ganske iørefaldende og swingende.

En del af billedet

Med "Way Down in The Jungle" har vi fået endnu en brik til at fuldende det musikalske billede af Elvis Presley. Et billede som den danske Elvis-kurator Ernst Mikael Jørgensen har været igang med at gentegne gennem mange år efterhånden. Dette album viser, at Elvis Presley også mod slutningen af sit liv og karriere stadig var en musiker med noget at byde på. Lyt, opdag eller genopdag. God fornøjelse.