Eminem: The Eminem show
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 317
Eminem var i 2002 den hotteste rapper derude, og det havde især noget at gøre med, at han ikke var bange for noget. Han var ikke bange for at lyde dum, han var ikke bange for at være grov, og han var ikke bange for at være fandenindvoldsk. Men mest af alt havde det nok noget at gøre med, at han var pissegod til at rappe. The Eminem show fra 2002 var hans sidste virkelig gode plade, før det begyndte at gå ned ad bakke med en række af album, der ikke just var imponerende. Han åbner The Eminem show med nummeret "White America", der hårdt angriber alle Eminems unge hvide fans fra forstæderne. Øhm, ja, det inkluderer teknisk set mig, men han angriber rettere dem, der ellers lever fuldstændig isoleret fra rapmusik. Han kommer med mange interessante pointer, og det med et vidunderligt flow og et virkelig hårdtslående beat. Han skriger og skråler, og det er bare skønt. Han kan dog også sagtens lave fede sange, der ikke har så konkrete temaer. Jeg elsker f.eks. hans fjollede førstesingle "Without me". På den gør han det, der gjorde ham berømt i første omgang: siger så meget kontroversielt som muligt, mens han laver nogle virkelig fede rim.
Jeg vil dog ikke sige, at Eminems kontroverser altid virker. Numre som "Without me", "My dad’s gone crazy" og "Say what you say" er meget over-the-top på en charmerende måde, men af og til er det bare ikke morsomt. Det sker sjældent, men jeg synes virkelig "Drips", som er indspillet i samarbejde med Obie Trice, er en ubehagelig sang. Den handler om at både Eminem og Obie Trice har haft sex med en kvinde, der gav dem begge AIDS. Og så vælger Eminem at synge omkvædet. Forstå mig ret, jeg har i modsætning til så mange andre ikke noget imod, at Eminem synger. Det fungerer fint på mange af pladens omkvæd. Jeg kunne ikke forestille mig nogen anden synge omkvædene til sange som "Say goodbye Hollywood", "Cleanin’ out my closet" eller "Business". Det er ikke rent eller noget, men der er så mange følelser lagt i det, at det føles autentisk. Han har endda et helt nummer, hvor han udelukkende synger, nemlig "Hailie’s song", og det virker faktisk. Eller i hvert fald gør versene. I omkvædet virker det som om han mere lægger fokus i ikke at ramme tonerne end at udtrykke følelser, og det samme gælder på "Drips".
Eminems force er hans lyrik, og den er især fremragende, når han bliver personlig. Hans anekdoter om sin mor i "Cleanin’ out my closet", hans filosoferen om sin sindstilstand på "Soldier" og "Say goodbye Hollywood", den stærke meddelelse om hans musiks indflydelse på publikummet på "Sing for the moment", hans fortælling om sine problemer med monogami på "Superman" og måske især hans snak om sin datter på "Hailie’s song" viser, at Eminem ikke kun er kontroverser. Inderst inde gemmer sig en meget følsom ung mand. Produktionen er virkelig god, nok den bedste på noget Eminem-album. Alle beats er virkelig fede, og der er stor variation mellem dem. Hans sample af Aerosmith-sangen "Dream on" på "Sing for the moment" er helt genialt, og horn-beatet på "Without me" er bare umuligt at få ud af hovedet. Jeg vil ikke gå rundt og sige, at The Eminem show er verdens bedste plade eller noget, men den er fyldt med fede rim og fede beats, og de fleste sange er virkelig gode.
Besøg Kjartans musikbloghttp://musikblog.baldursson.dk/