En drømmekoncert i virkeligheden

Siden den tidlige ungdom har jeg hørt utallige plader med Berliner Philharmonikerne – ofte dirigeret af Herbert von Karajan.
Efterhånden er mine virkelige koncertoplevelser blevet øget – rundt om i de mange, fine koncerthuse.
Men det sagnomspundne koncerthus Berliner Philharmonie, som fejrer 60 års fødselsdag søndag d. 15. oktober, får jeg først oplevet denne torsdag aften i oktober.
Siden åbningen i 1963 er salen blevet rost for den fantastiske akustik og den dengang specielle indretning med publikum på alle sider af orkestret.

Stabat mater dolorosa
I aften gælder det det store korværk ”Stabat Mater”.
Den middelalderlige tekst ”Stabat Mater” kender vi ikke forfatteren til, men oftest tilskrives den fransiscanermunken Jacopone da Todi fra 1200-tallet.
Mange komponister har skrevet musik til de stærke ord, der skildrer Jomfru Marias smerte ved korsets fod.
Pergolesi, Rossini og Verdi er komponisterne bag de nok mest spillede Stabat Matere – det hedder vel egentlig Stabant Matri i flertal?
Men i aften er det tjekken Antonin Dvoraks store værk, det største Stabat Mater i musikhistorien. Og dirigeret af en tjekke, stjernedirigenten Jakub Hrůša.
Et dystert, sorgfuldt værk. Oven i købet skrevet på en dyster baggrund; mens Dvorak arbejdede på værket, døde hans to sidste børn – tre var allerede tidligere døde.

Stilhed
Den lyse, asymmetriske sal bliver fyldt med et forventningsfuldt publikum, der klapper det 90 mands store kor på scenen samt ’husorkestret’ Berliner Philharmonierne.
Sidst kommer de fire unge stjernesolister og aftenens livfulde dirigent Jakub Hrůša.
Efter en meget kort orkesterstemning annoncerer kapelmesteren to minutters stilhed med tankerne på terrorhandlingerne i Mellemøsten.
En fuldstændig tyst sal, selvom vi er cirka 2.200 mennesker til stede. En stærk oplevelse, en stærk optakt til en stærk koncert.
Stor, stor klang

Dirigenten sætter an til første sats pianissimo. Koret sætter ind med de kendte ord ”Stabar mater dolorosa” i den store indledningssats i B-mol, der udvikler sig til et voldsomt fortissimo i løbet af samfulde femten minutter. Alle fire solister er på, koret leverer en pragtpræstation.
Usædvanligt består koret af lige mange herre- og damestemmer – 45 af hver. Senere hører vi de mange krævende herrekor, og balancen i tutti-stederne er stadig perfekt. I øvrigt interessant at se, at hovedparten af koristerne synger efter en lille, fiks tablet. Naturligvis med sort bagside mod publikum.

Og hvilken orkesterklang. Her er seks kontrabasser, otte celli og ni bratscher. Og intet mindre end 25 violiner. Og som det efterhånden er kutyme i mange orkestre, sidder cellogruppen midt i orkestret med bratscherne yderst. Det giver en mere ligevægtig klang, så vi ikke blot har de dybeste strygere i højre side.

Andensatsen er for solokvartetten, og her kommer, som forventeligt, de menneskelige stemmer til kort overfor orkestret, når det spiller tutti fortissimo. Det er heldigvis yderst sjældent i aften, at det sker.

Levende musik
”Eja mater”-satsen – nærmest en begravelsesmarsch - er med koret som hovedrolle. En såre homogen, ikke-opera-korklang; dejligt. Dirigentens efterfølgende gestik viser også stor tilfredshed.
Bassolisten Matthew Rose brillierer i fjerde sats, hvor korets kvinder akkompagnerer med en æterisk klang. Her kan jeg, som et af de få steder, også høre det ledsagende orgel. Det er muligt, det flere steder er med i den store orkesterklang, men her har det en vigtig rolle sammen med kontrabassernes insisterende, dybe grundtone.

Ja ja, det er jo heldigvis levende musik med levende mennesker og ikke en perfekt studieindspilning. Derfor er det nærmest befriende at ane satsens første klang i de ni (!) messingblæsere med en ubetydelig vaklen i ansatsen. En enkeltstående vaklen, som sandelig ikke høres nogen som helst andre steder i aftenens værk.

Værket er fyldt med kontraster og vidtspændende virkemidler, og korsatsen ”Tui nati vulnerati” får vi nu i en vuggende 6/8 – og i dur!
Min favoritsats er tenorens inderlige ”Fac me vere”, grundlæggende en enkel melodi. Oversættelsen siger ”Lad mig græde inderligt med dig”, og det er hele salen klar til at gøre. Fra scenen sætter også herrekoret ind og understøtter tenoren David Butt Philip – det er smukt, smukt.

Vi
Apropos publikum: Sandelig et velopdragent et af slagsen. Ikke én klapsalve efter første, flotte sats, og kun mellem satserne lyder den ellers tilbageholdte hosten og rømmen fra flere hundrede halse.
For det er et langt værk; halv anden time uden pause. Og sådan skal det være – værket er et hele og kan ikke splittes op i to med en indlagt pause.
Inden slutsatsen får vi både en duet for sopran og tenor, hvor der virkelig kommer power på tenoren, og en mezzosopransolo, hvor Marvic Monreal endelig får vist sin dramatiske formåen. Tidligere i ensemblesatserne har hendes stemme ofte ligget mere anonymt i den store orkesterklang.

Håb
Slutsatsen binder den endelige sløjfe på værket med indledningens tema gentaget. Og her får vi opstandelsens håb: Quando corpus morietur – ”Når legemet dør, lad da sjælen modtage Paradisets herlighed.” Håbet indfries, og moltemaet skifter til den lyse dur. Værket sluttes med et pompøst Amen – lad det ske -, og der fades ud i en fredfyldt D-dur.
Efter at maëstro har slået sidste slag, holder han orkestret, koret og os alle i en åndeløs stilhed i omkring 30 sekunder, inden han lader bifaldet brage. Stærkt.

Et imponerende, helstøbt og mangefacetteret værk, som ingen kan høre upåvirket. En drøm er indfriet. Tak for en fantastisk og livsbekræftende koncert.