En halv sandhed er en hel løgn

I en af rockveteranen Bob Linds mange tankevækkende sangtekster, ”The gravity of the world” (2012), hedder det bl.a. om jeg-personen, der tænker over udfordringerne ved at færdes på jorden: ”And for no reason I know of I thought about lies/ the lies that protect our money/ the lies that guard our pride/ the lies that keep our trigger finger curled”.

På mærkværdig vis kommer jeg-personen altså til at tænke på de mange løgne, han møder overalt, hvor der er nogen, som har noget, de vil beskytte, hvad enten det drejer sig om penge, magt eller indflydelse. Men hvorfor han kommer til at tænke på ordet ”løgne” i den forbindelse, vil han ikke give noget bud på selv.

Det er heller ikke nødvendigt, for løgne, bortforklaringer og fortielser er desværre en grundlæggende bestanddel af menneskers omgang med hinanden, hvad enten det gælder kærlighed, politik eller noget helt tredje.

Engelske løgne
Der er (mindst) lige så mange løgne og bortforklaringer i rockmusikkens sangtekster, som der er i den virkelige verden. Ikke mindst i forbindelse med beskrivelser af kærlighedsrelationer i rockteksterne forekommer der mange løgne, og det er nok en uundgåelig konsekvens af kærlighedens uholdbare og skrøbelige karakter. Allerede i de tidlige Beatles-tekster møder man løgnens grimme ansigt i flere sangtekster om kærlighedsforhold, bl.a. i ”No reply” (1964), hvor der er noget helt galt i forholdet: ”I tried to telephone/ they said you were not home/ that´s a lie”. Og i sangen ”The night before” (1965) er der også knas med kærligheden: ”Were you telling lies, ah, the night before/ was I so unwise, ah, the night before”.

Også personerne hos The Who har problemer med de uundgåelige (?) løgne i forbindelse med kærligheden. I sangen ”La-la-la-lies” (1065) hævder jeg-personen ganske vist hårdnakket, at han aldrig har ladet sig gå på af sin ex-kærestes løgne; men hans insisteren forekommer temmelig forceret, som om han mest af alt forsøger at overbevise sig selv om sagen: ”Don´t ever think you made me mad/ I didn´t listen to your lies/ la la la la la lies”. Men hvorfor hedder det så et par vers tidligere i sangen: ”You kicked me when I was down/ and they hurt me all those lies/ la la la la la lies”? De to udsagn hænger jo slet ikke sammen. En anden Who-sang fra 1965, ”It´s not true”, fortæller i øvrigt præcis den samme historie om et fortæller-jeg, der er udsat for en veritabel løgnekampagne fra sin kærestes side - samt fra resten af omverdenen.

The Rolling Stones har fat i de grimme løgne imellem mennesker i sangen ”Lies” (1978), hvor det igen er kvinden, der har den tvivlsomme ære at repræsentere løgnen i et – tilsyneladende forfærdeligt – kærlighedsforhold. Hør blot: ”Lies, dripping off your mouth like dirt/ lie, lie in every step you walk/ lies, whispered sweetly in my ear/ lies, how do I get out of here?” Der er vist ikke andet at gøre end at sige farvel til den elskede, selv om det tilsyneladende gør vældig ondt. Den samme bittersøde erkendelse ligger til grund for teksten til Fleetwood Macs ”Little lies” (1987), hvor jeg-personen godt kunne tænke sig at genopleve bare én af de dage, hvor han syntes, han kunne stole på kærestens ord; men bliver ikke let, for det vil være en lykkestund på trods, hvor han jo godt ved, at der ikke er tale om ægte kærlighed, men blot om en løgn: ”But I couldn´t find a way/ so I´ll settle for one day to believe in you/ tell me, tell me, tell me lies”.

Amerikanske løgne
Løgne er naturligvis ikke noget, der kun er forbeholdt engelske sangtekster. Også i USA (og i alle andre lande) møder man sange, der beretter om træske kvinder – i hvert fald hvis sangskriveren er en mand; ellers er det omvendt – der blot er ude på at ødelægge alt det smukke i tilværelsen med deres løgne. Til gruppen The Flying Burrito Brothers skrev Chris Hillman og Gram Parsons sangen ”Christine´s tune” (1969) om en åbenbart usædvanligt ondsindet kvinde, der tilsyneladende ikke er i stand til at tale sandhed: ”She´s a devil in disguise/ you can see it in her eyes/ she´s telling dirty lies/ she´s a devil in disguise”. (Her kunne man i parentes bemærket nævne en anden ”devil in disguise”, der ikke er meget bedre end Hillman-Parsons´ djævel: hende fra Elvis-sangen af samme navn: ”Heaven knows you lied to me/ you´re not the way it seemed”).

Chris Hillman var ikke færdig med at skælde ud på de løgnagtige kvinder med sangen ”Christine´s tune”, for i 1973 udsendte han sammen med gruppen Manassas endnu en sang om kvindeløgne, nummeret ”Lies”. Her er der igen en svigefuld kvinde, der lyver og bedrager; men til forskel fra den første sang er historien i den nye sang lagt i munden på en mand, der tidligere er blevet svigtet af den selvsamme kvinde. Det betyder dog formodentlig, at man ikke kan tillægge jeg-personens ord helt den samme vægt som i det første tilfælde; for hvem siger, at han ikke bare bagtaler sin tidligere kæreste som en slags hævn for, at hun svigtede ham? ”But it still hurts inside/ the way she led you to believe/ all those vicious lies/ She told you some things/ same lines she´s told me before”.

Løgnene er desværre allestedsnærværende i forholdet mellem mennesker, i politik såvel som i kærlighed, og det må man nok bare lære at leve med. Men heldigvis er der en måde at afsløre løgnen på, hvis man ellers er tæt nok på dem, der udtaler den: øjnene afslører, om vedkommende lyver eller taler sandt. Man plejer at sige, at øjnene er sjælens spejl, og flere sangtekster opererer da også med en teori om øjnene som en slags løgnedetektor – selv om metoden næppe er ufejlbarlig. Det gælder f.eks. Bruce Springsteens ”Sad eyes (never lie)” (1980); og det gælder især The Eagles´ ”Lying eyes” (1975), hvor man for alvor møder udsagnet om øjne, der ikke kan lyve: ”You can´t hide your lying eyes/ and your smile is a thin disguise”.

Læg derfor altid godt mærke til øjnene på den person, du taler med! Og det gælder både i politik og i kærlighed.