Endelig den ul-ti-mative, shu-bi-tative bog!

Tænk, det er virkeligt 50 år siden, vi første gang blev præsenteret for disse usædvanlige, mangefarvede sprogblomster med letkomsumérbare melodier: Shu-bi-dua.

Der har været tiltag til at skrive bogEN om Shu-bi-dua adskillige gange. Og der er kommet ikke mindre end fire bud på sandheden om den gruppe, der har solgt flest plader i Danmark.

De tre medlemmer af Shu-bi-dua Michael Hardinger, Bosse Hall Christensen og Jørgen Thorup har hver givet deres udgave af historien, og i 2018 kom forsangeren og den ultimative leder Michael Bundesen med sin version. Bøger, som sandelig har divergerende opfattelser af sandheden.

Først Gas – nu Shubberne
Nu har vi fået ”Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua” – en ordentlig moppedreng på 433 sider. Som er opbygget på samme måde som den lignende bog om den store konkurrent: Gasolin’ – Gudernes vilje, der udkom for to år siden. Og med sammenfaldende forfatter, nemlig Jacob Wendt Jensen. Denne gang med medforfatteren Jan Poulsen, så vi har to forfattere, der har et imponerende bagkatalog med mange, fine (musik)biografier.

Derfor er det med store forventninger, jeg går i gang med denne bog.

Begge forfattere fortæller i forordet, at de ikke er inkarnerede Shu-bi-dua-fans. Faktisk slet ikke. Og trods flere opfordringer var det først i 2021, Jan Poulsen indvilligede i at skrive denne bog. Nemlig året, hvor bogen om ’det andet orkester’ udkom. Og i begge bøger fortælles indgående om rivaliseringen mellem de to orkestre, hvor man aldrig sagde navnet på rivalen – det var altid ’det andet orkester’.

Så allerede her fornemmer jeg, at det ikke er med hjerteblod, nærværende bog er skrevet. Men sandelig med de professionelle forfatteres kvalitetsfulde og gedigne arbejde.

De nøgne citater
Vi har her en bog, der kan betegnes som en ’fremadskridende citatmosaik’. Ikke mindre end 50 kilder er blevet interviewet, og de mere end 400 sider citater er sat sammen i en kronologisk fremadskridende historie. Gennem årene har 15 musikere været medlem af Shu-bi-dua, og alle bidrager til denne bog. Undtaget en enkelt. Trommeslageren Kasper Winding var den avancerede trommeslager i bandet i nogle år, men de steder, han udtaler sig i denne bog, er fra sekundære kilder. Hvorfor kan vi kun gisne om.

Og interviewene med de to hovedpersoner Michael Bundesen og Michael Hardinger er fra 2010, hvor Jan Poulsen skrev omfattende tekster til genudgivelserne af alle Shu-bi-dua’s værker. Forsangeren Michael Bundesen døde som bekendt i 2020, men Michael Hardinger er spillevende og turnerer i denne tid flittigt med sit Hardinger Band – også kaldet Shu-bi-dua 2. Igen ser jeg ingen forklaring på, hvorfor han ikke er blevet interviewet til denne bog.

”Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua” er et must for alle de mange fans, og den er både fornøjelig og interessant læsning for alle os andre. Vi får mange sandheder om Shu-bi-dua – sandheder, som sandelig til tider er vidt forskellige. Og forfatterne kommer ikke med nagelfast facitliste til den skinbarlige sandhed.
Det er så op til os læsere at vælge, hvem vi tror mest på.

Jeg læste med fornøjelse Bundesens selvbiografi, da den udkom. Men nu får jeg så at vide, at den har en del usandheder. Og generelt er der virkelig mange negative citater om den karismatiske forsanger, der indeholdt både en ekstrem folkelighed og en ekstrem magtbegærlighed.

Mellem linjerne
De 35 overskuelige kapitler har interessante overskrifter. ”Whiskybæltet og stenbroen” er om Gasolin’ og Shu-bi-dua, ”Storkophon: Verdensscoop og pigepunk” om gruppens korte tid som også pladeselskabsejere. Kapitlet ”Sex, alkohol og popmusik” holder ikke, hvad det lægger op til – her er sandelig ingen slibrige sager. Nå ja, rock’n’roll er jo også skiftet ud med popmusik.
Og det er faktisk symptomatisk for forfatterne – her er ingen klare konklusioner; dem må vi selv drage ud fra de forelagte citater.

I kapitlet om Shu-bi-dua-filmen ”Den røde tråd”, som blev et gevaldigt flop, citeres flere, bl.a. Thomas Eje, for deres begejstring for arbejdet med filmen: ”Det var én lang griner og hygger”. Sikkert, men publikum blev væk og anmelderne sablede filmen ned. Forfatterne har i bogen denne lakoniske slutbemærkning: ””Den røde tråd” solgte 69.317 billetter”. Sådan.
Jeg havde gerne set færre interviewede, da der er medtaget flere sidehistorier, som fint kunne undværes.

Bogens største kvaliteter er især om den første tid, der bar præg af stor iderigdom i teksterne og en struttende livsglæde fra samtlige medlemmer af orkestret. Senere kommer den forstemmende stemning snigende og giver uklinkelige skår i den oprindelige glæde.

The End
Efter Bundesens blodpropper i 2011 er løbet kørt. Han dør i 2020, men de fængende melodier og de kongeniale tekster lever videre – nu i hele tre bands med flere af de oprindelige medlemmer af Shu-bi-dua.

Forfatterne Jan Poulsen og Jacob Wendt Jensen konkluderer, at Shu-bi-dua-universet vil blive givet videre til næste generation. Det er muligt, men nok ikke i samme omfang som dengang.
Bogen har en omfattende, fuldstændig diskografi og en omfangsrig interviewliste. Hvorpå også Ghita Nørby figurerer. Hendes interview er dog kogt ned til én linjes citat. Men hun er der.
Til gengæld savner jeg et navneregister – det ku’ da være skønt at se, hvor og i hvilken sammenhæng de forskellige egentlig har sagt noget.

Men ”Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua” er en monumental bog, som må være den ultimative bog om Shu-bi-du-a. Præcis, som bogen om Gasolin’ er.