Eric Clapton: I still do

I denne anmelders øjne er der ingen større end, ingen ved siden af Eric Clapton. Så er det sagt. Det betyder imidlertid ikke, at alt, hvad den engelske guitarlegende rører ved, er genialt – slet ikke. Derfor er det altid med en vis spænding, man sætter en ny Clapton-cd på anlægget, for lever han nu op til potentialet denne gang, eller er det – som f.eks. hans forrige studiealbum, Old sock, en skuffelse?

"I still do" genforener Clapton med produceren Glyn Johns, som stod bag en af hans største albumsucceser, Slowhand fra 1977. Modsat så mange andre synes jeg imidlertid, at dét album var en søvndyssende affære, så jeg var ikke ovenud begejstret for valget af Johns. Lad mig dog sige med det samme, at jeg ikke falder i søvn, når jeg hører "I still do"!

Faktisk lægger albummet rigtig godt ud med en Leroy Carr-sang (så kan det heller ikke gå helt galt!), “Alabama woman blues”. Clapton er som regel allerbedst, når han spiller traditionel blues, og dette er ingen undtagelse; det er ganske enkelt fremragende. Dirk Powells akkordeon giver nummeret et let cajun-præg, men ellers er det Chicago-blues af bedste skuffe med Chris Staintons klaver i en central rolle.

Næste skæring er J.J. Cales “Can’t let you do it”. Clapton var en nær ven af Cale og har haft stor succes med at indspille hans blues’ede, tilbagelænede shuffles (“Cocaine”, “After midnight” etc.), og denne lægger sig pænt i forlængelse af disse. Det er velspillet, vellydende og ikke sindsoprivende.

Herefter følger “I will be there” af irske Paul Brady og John O’Kane. Nummeret har fået en del opmærksomhed, fordi Clapton her krediterer “Angelo Mysterioso” for guitar og vokal, et alias, der tidligere har dækket over George Harrison. Clapton har ikke villet afsløre, hvem der denne gang bruger navnet, men der er efterhånden almindelig enighed om, at det må være den engelske singer/songwriter Ed Sheeran. Sangen er en nydelig akustisk, folk‘et ballade, som man nemt kan forestille sig Paul Brady selv synge, og det er en kompliment!

“Spiral” er det ene af pladens to originale numre, skrevet af Clapton sammen med to mangeårige “medsammensvorne”, Andy Fairweather Low og Simon Climie. Det er en langsom bluesrock med Eric Claptons bidende guitar i centrum, og man kan forestille sig, hvordan den kan danne udgangspunkt for nogle udvidede soloer i koncertsammenhæng. Her får den dog, trods gode takter, aldrig rigtig luft under vingerne.

Den anden originale Clapton-komposition, “Catch the blues”, er Clapton, som vi har kendt ham på den seneste håndfuld plader: en semi-akustisk, melodisk ballade med blød percussion, som giver den et let bossa nova-præg. Sangen ville have passet fint ind på Reptile (2001) eller Back home (2005).

Skip James står bag “Cypress grove”, og så er vi tilbage i blues-land. Igen tilføjes Dirk Powells akkordeon til den traditionelle blues-instrumentering, og det fungerer ganske godt. Det forhindrer imidlertid ikke nummeret i at virke en anelse gumpetungt; trods fin vokal og fornemt slide-spil fra Clapton samt en glimrende indsats fra Chris Stainton, der igen lader fingrene danse over klaveret, er det, som om sangen ikke rigtig vil lade sig trække op af Mississippiflodens dynd.

På den glimrende plade Clapton fra 2010 viste Eric, at han er en fremragende fortolker af the great American songbook og præ-rock’n’roll-sange, og dét repertoire vender han her tilbage til med vuggesangen “Little man, you’ve had a busy day”. Det virker, som om det er her, Eric Clapton anno 2016 i virkeligheden føler sig bedst tilpas. Det bløde guitarspil, den uforcerede vokal og respekten for den gode melodi gør, at dette måske er albummets mest vellykkede skæring, samtidig med at den bare er der og ikke gør det store væsen af sig.

Få nulevende musikere fortolker Robert Johnson bedre end Eric Clapton, hvilket han har bevist talrige gange, siden han satte strøm på “Ramblin’ on my mind” med John Mayall’s Bluesbreakers. Denne gang er det “Stones in my passway”, der foredrages, og det gøres med vanlig respekt for forlægget – måske lidt for stor respekt, for igen føler man, at det bliver en lille smule for sikkert og pænt. Der kan sådan set ikke sættes en finger på udførelsen; det bliver bare, well, en anelse kedeligt.

Til gengæld er Bob Dylans “I dreamed I saw St. Augustine” et af albummets bedre øjeblikke. Her kommer Dirk Powells akkordeon virkelig til sin ret, og Claptons guitarspil er inspireret og smagfuldt.

Der er også rigtig gode takter på den traditionelle “I’ll be alright”, en gospel-sang, som har dannet grundlag for klassikeren “We shall overcome”. Claptons bottleneck-spil er ganske enkelt fremragende her, og backing-vokalisterne bærer sangen helt op i gospel-himlen.

Næstsidste nummer på albummet er endnu en J.J. Cale-sang, “Somebody’s knockin'”. Der er mere rå blues over det denne gang, og det bliver det ganske enkelt lidt mere spændende af. Men Cales stil – som Clapton i øvrigt var voldsomt inspireret af på Slowhand – er bare tilbagelænet, og derfor kommer heller ikke dette nummer for alvor op i gear.

Clapton runder af med endnu en standard, “I’ll be seeing you”, og igen synes han at befinde sig i sit rette element. Med smagfuldt, akustisk guitarspil og jazzet akkompagnement byder Eric Clapton os farvel og tak for denne gang.

Tilbage står indtrykket af et album, der både genre- og kvalitetsmæssigt er en pose blandede bolsjer. Glyn Johns’ produktion er, må jeg indrømme, ganske skarp, men det er, som om inspirationen af og til mangler hos hovedpersonen. Eric Clapton og hans førsteklasses musikerhold (der ud over de nævnte bl.a. tæller Dave Bronze, Andy Fairweather Low og Paul Carrack) spiller lydefrit, men der mangler ofte den gnist, som retfærdiggør, at en 71-årig legende udgiver endnu et album.

Bedst er Clapton her, når han kaster sig over det jazzede standard-repertoire, eller når det stadig lykkes den trofaste blues at inspirere ham som på det sublime åbningsnummer.