Et sandt kalejdoskop med komponisten Kai Normann Andersen

Den måtte jo komme: En hel bog om komponisten Kai Normann Andersen (1900-1967), der skrev op mod et tusinde ørehængende melodier. Et tusinde – det er altså mange. Derfor kan det også synes rimeligt, at der nu ligger dette værk på hel 342 sider af forfatterne Finn Gravesen og Jakob Faurholt.

Men hurtigt forstår læseren, at Kai Normann Andersen var en meget privat person, der ikke optrådte jævnligt i medierne, men udtrykte sig gennem musikken. Derfor er ”Den sky romantiker” blevet et kalejdoskopisk værk, som tegner fine billeder af de områder, Kai Normann Andersen opererede i. Vi får den danske revys historie gennem 100 år, grundige beskrivelser af det københavnske forlystelsesliv og fyldige kapitler om dansk film 1900-1965 og den såkaldte teatercensur. Der er oven i købet godt 60 sider med gennemgang af standarddansene vals, tango og foxtrot, hvor udvalgte sange af Normann Andersen i de tre genrer gennemgås.

Allerede i forordet, som er skrevet af DR-journalisten Hans Skaarup, lyder det: ”Der er absolut ingen sensationer i at fortælle om mennesket Kai Normann Andersen.”
Derfor er det ikke overraskende, at selve afsnittet om Kai Normann Andersens værk og liv, som snildt fylder andre musikbiografier helt ud, i nærværende bog såmænd kun er de første 130 sider.  Hvor er det rart, at forfatterne har valgt ikke at udpensle Normann Andersens liv i en unødvendig voluminøsitet, som vi oplever med andre biografier.

Komponist i tiden
Helt i tråd med hovedpersonens liv er det selve kompositionsarbejdet, der har interesse for omverdenen. Gennem hele bogen får vi desuden nogle afsnit, som forfatterne kalder ”Ud ad tangenten”. Gravesen og Faurholt definerer disse tekster som ”dybere spadestik, som kan springes over”. Og de er oven i købet trykt på gråt papir.
Men det er faktisk her, jeg finder rigtigt interessante passager.
Første grå afsnit stiller spørgsmålet, om Normann Andersen var en særlig dansk komponist? Her får vi historiske betragtninger om danskheden i musik og højskolebevægelsens musik. Slutteligt konkluderes, at Normann Andersen naturligvis levede i Carl Nielsens tid og var optaget af også den klassiske musik, men hans musikalske udtryk var mere internationalt orienteret, og hans udgangspunkt var gerne tidens populære danse såsom tango og foxtrot.
På andre grå sider causeres også over forholdet mellem underholdningsmusik og ”seriøs musik” samt spørgsmålet: Var Kai Normann Andersen kulturradikal? Efterhånden tegner der sig det billede af Normann Andersen, at han var både-og af det meste; en ydmyg musikarbejder, der skrev sin musik til forlæg, hvor det primært drejede sig om kvalitet. En kvalitet i den enkelte tekst, en kvalitet i den røde tråd i revyen. Når samarbejdet så var sammen med tidens toneangivende populærpoeter såsom Poul Henningsen, er det oplagt at sætte prædikatet kulturradikal på.
Naturligvis havde Kai Normann Andersen en sikker holdning, men den blev typisk udtrykt gennem musikken. Her er PH’s og Normann Andersens ”Man binder os på mund og hånd” et fint eksempel på danskernes elegante modstand mod besættelsesmagten, som vel at mærke fik lov at passere den strenge censur.
Efter læsningen af biografiafsnittet har vi et godt billede af den sky komponist, som koncentrerede sig om det væsentlige: den gode melodi. Det betød endvidere, at andre arrangerede hans melodier og skrev partiturer – Kai Normann Andersen havde leveret varen.

Historiske brikker
Herefter kommer en tidslinje, hvor vi parallelt kan læse om Kai Normann Andersens liv, Københavnsk revy og film, Almen kultur – ude og hjemme og Almen historie. Tidslinjen giver et fint overblik, men er måske ikke så nødvendig. Korrekturen er nok gået lidt hurtigt, men vi ved jo alle (!), at Beatles’ ”Love me do” kom i 1962 og ikke 1965, og at dansk TV ikke begyndte i 1961 men i 1951.

Bogens resterende afsnit giver os en god indsigt i revyens historie i Danmark og det københavnske forlystelsesliv på Normann Andersen tid. Ligeledes er afsnittene om dansk film i århundredets første halvdel og om teatercensuren 1853-1954 interessant læsning.

I sidste afsnit om standarddanse får vi nærværende analyser af perlerne ”Glemmer du”, ”Den allersidste dans”, ”Du gamle måne”, ”Man binder os på mund og hånd”, ”Gå med i lunden” og ”Alene med en yndig pige”. Fantastiske – og forskellige – sange, der står stærkt den dag i dag.  Jeg må også nævne mine favoritter: Den gudesmukke ”Musens sang” og den livsstruttende ”Titte til hinanden”.

Hvis De vil vide mere
Med til bogen hører en CD, hvor vi får hørt Kai Normann Andersens store musikalske spredning; fra en tidlig revysang over en instrumental sørgemarch til et par bidrag til Dansk Melodi Grand Prix.

Den fysiske bog indeholder ikke en værkfortegnelse; den findes på bogens hjemmeside. Dermed er det også muligt at tilføje nye numre, som måske dukker op efter bogudgivelsen.

”Den sky romantiker” er skrevet i et flydende og nærværende sprog, der gør læsningen af samtlige sider til en fornøjelse. Og det er sandelig ikke kun tekst; her er et righoldigt og interessant billedmateriale.
Nuvel, et kalejdoskop, et kludetæppe, en revy med en rød tråd: Kai Normann Andersen.

Jeg blev underholdt, jeg blev oplyst, og jeg fik lyst til at høre mere af Kai Normann Andersens musik.

Og genhør og gense så lige ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951 – et mesterværk i dansk kultur.