The Flying Burrito Brothers: The gilded palace of sin
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 192
Vi har alle en stilart, vi bare har det svært med. For mig er der et par stykker, bl.a. country. Ikke al country har jeg noget imod, men det er en genre, hvor selv klassikerne efter min mening ofte ikke holder sig særlig godt. Der er dog nye og spændende musikere nu til dags, der leger med, hvad man kan opnå i genren, og samme forhold som jeg har til Neko Case, Ryan Adams og Angel Olsen havde mange sikkert dengang til Gram Parsons. Uanset om det var i The Byrds, The Flying Burrito Brothers eller hans solokarriere, så gav han genren noget kant og fusionerede den så meget med rock, at mange kalder ham skaberen af country-rock. The Flying Burrito Brothers blev især defineret af én plade, nemlig debuten The gilded palace of sin. Man kan stadig mærke, at der er mørke emner på denne plade. Og billedsproget er stærkt, især på numre som "Sin city" og "Dark end of the street". Sidstnævnte er et cover, men teksten er stadig formidabel.
I det hele taget emmer lyrikken af konceptualitet. Emner som synd og djævelen går hånd i hånd med tragiske historier om familie, landevejen og hjertesorger. Pladen udkom da også i 1969, hvor Satan var det nye sort. Vi var i løbet af 60’erne gået fra "Devil in her heart" til "Sympathy for the devil". Led Zeppelin og Deep Purple var de selv samme måneder ved at danne grundlaget for heavy metal. The Flying Burrito Brothers lavede country mere vovet end nogensinde før. Men ét er at være innovativ, noget andet er om musikken er værd at lytte til i dag. Og det kommer meget an på nummeret. Sange som "Sin city" og "Wheels" har ikke melodier, der afviger fra det, man typisk forventer af countrymusik, og det er de langt fra ene om. Der er dog altid et eller andet, der hiver nummeret op. Og Gram Parsons selv er ofte en stor del af det. Allerede dengang var mange countrymusikere begyndt at ofre noget af den råhed, genren ellers er bygget op om, for at få et bredere publikum. Parsons er ikke verdens bedste sanger, men han kan virkelig udtrykke sig vokalt. En sang som "Hot Burrito #1" er på papiret ganske ubemærkelsesværdig, men Parsons’ stemme formår at løfte den til et niveau, hvor den kan kaldes en af pladens bedste sange.
"Hot Burrito #1" er desuden i fællesskab med "Hot Burrito #2" en af de sange, hvor country-elementerne er fuldkommen fraværende. På den måde hænger de godt sammen, og desuden fortæller de sammen en lille, fin historie. Hvorfor sangene har sådan nogle latterlige titler, kan jeg ikke svare på. Men det klæder Parsons med en knap så country-påvirket tilgang, og så meget som jeg holder af sange som "Christine’s tune" og "My uncle", så foretrækker jeg virkelig, når burritobrødrene begrænser country-indflydelsen. Mest fordi deres melodier bliver meget mindre eventyrlystne deraf. Alle sangene er fulde af detalje og finesse, men langt fra alle har fuldkommen solid grund at bygge på. Melodien til "Sin city" er nok det groveste eksempel på en middelmådig melodi, der er omgivet af så mange gode idéer, at melodiens ringe kvalitet virkelig bliver tydeliggjort. Det samme kan også siges om "Wheels" og "Dark end of the street". De to sidste numre på pladen, "Do you know how it feels" og "Hippie boy" er også lette at glemme, måske fordi de kommer direkte efter de to "Hot Burrito"-numre. Men der er meget godt på The gilded palace of sin, selvom problemerne af og til bliver tydelige.