For fræk til Boston

I modsætning til flere andre af musikhistoriens såkaldte ”brødre” (The Righteous Brothers, The Walker Brothers) var Don og Phil Everly faktisk brødre. Duoen havde sin storhedstid i 1950´erne og 1960´erne med en stribe hits som ”Bye bye love”, ”All I have to do is dream” og ”Let it be me”. Samt naturligvis den sang, som har lagt navn til denne artikels overskrift, ”Wake up little Susie”.

 

Den ene af brødrene, Phil, døde i 2014, mens den anden stadig er i live og (mere eller mindre) aktiv på musikscenen. Don kan oven i købet fejre et dobbelt jubilæum i 2017: dels sin egen 80 års fødselsdag d. 1. februar, og dels 60 års jubilæet for udgivelsen af et af duoens allerstørste hits: ”Wake up little Susie”.

 

Don og lillebror Phil blev født i staten Kentucky, hvor de i en meget ung alder lærte at spille guitar. Duoens største aktiv var dog brødrenes formidable harmonisang, som var en væsentlig årsag til gruppens mange hits, og som har medvirket til at give brødrene en fremtrædende plads i musikhistorien.

 

The Everly Brothers blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1986, og duoens store hit ”Wake up little Susie” er med på tidsskriftet Rolling Stone´s liste over alle tiders 500 bedste sange. I samtiden blev duoen efterhånden overhalet af den fremstormende rockmusik i dens mange forskellige afskygninger; men eftertiden har anerkendt brødrenes betydning for rockmusikkens udvikling. Bl.a. har duoens musik haft indflydelse på grupper som the Beatles, The Hollies og The Byrds, ligesom Simon og Garfunkel har udtalt, at The Everly Brothers har haft stor betydning for deres musik. I 1982 nåede Simon & Garfunkel i øvrigt en pæn placering på hitlisterne med en live-version af ”Wake up little Susie”.

 

Da The Everly Brothers fik en pladekontrakt i 1957, var det i høj grad på grund af brødrenes vellydende harmonier samt deres nydelige udseende, der umiddelbart gav dem et image som enhver svigermors drøm – i modsætning til en rod som Elvis Presley, som kun tiltalte de unge.

 

Men måske var Everly brødrene i virkeligheden et par ulve i fåreklæder – et par slemme drenge, som bag deres pæne ydre kun var ude på at fordærve ungdommen? Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man forsker lidt i historien om hitnummeret ”Wake up little Susie”.

 

”Wake up little Susie” er ikke skrevet af Everly brødrene selv, men af ægteparret Boudleaux og Felice Bryant, som i datiden stod for et utal af hits, bl.a. til The Everly Brothers, men også til mange andre solister og grupper. Sangen handler i al sin enkelhed om et par teenagere på date i biografen, hvor de falder i søvn og først vågner kl. 4 om morgenen – en kendsgerning, som deres forældre ikke vil blive glade for!

 

 

 

Se, det var jo en værre historie - dog først og fremmest hvis lytterens snuskede fantasi lægger nogle knap så ærbare begivenheder ind i den. Men det er der heldigvis altid nogen, der er parat til. For den beskidte tankegang er alting som bekendt beskidt. Indholdet i den på overfladen ret uskyldige – men for nogle lyttere altså lidt for suggestive – tekst betød, at sangen blev forbudt i flere amerikanske stater – og først og fremmest i Boston, Massachusetts, hvor puritanismen siden koloniseringen af Amerika havde haft en af sine absolutte højborge. 

 

Allerede i det 17. århundrede blev Boston kendt i USA for sine strenge moralske standarder, og meget bedre blev det ikke i de følgende århundreder. I slutningen af 1800-tallet blev organisationen New England Watch and Ward Society dannet. Trods navnet havde organisationen hovedsæde i Boston i staten Massachusetts, men den var både aktiv i New England og Massachusetts. Ikke mindst i første halvdel af 1900-tallet havde Watch and Ward Society en betragtelig indflydelse på kulturen i området, og medlemmerne af organisationen var især aktive i forhold til den trykte litteratur.

 

Denne nidkærhed i forhold til moralsk stødende eller upassende værker gav i starten af 1900-tallet anledning til udtrykket ”Banned in Boston”, som i daglig tale snart blev et synonym for værker med et frækt indhold, først og fremmest af seksuel karakter. Betegnelsen medførte som regel, at et givet værk blev censureret eller fjernet fra hylderne i Boston-området; men til gengæld betød karakteristikken, at de pågældende værker blev meget interessante for borgerne alle andre steder end i Boston!

 

En lang række internationalt anerkendte litterære værker opnåede den tvetydige ære at få betegnelsen ”Banned in Boston” hæftet på sig i løbet af 1900-tallet. Et af de første værker, som blev forbudt i Boston, var Walt Whitmans ”Leaves of grass”; men siden fulgte en stribe andre nyklassiske værker: ”Hemingways ”The sun also rises”, Sinclair Lewis´ ”Elmer Gantry”, John Dos Passos´ ”Manhattan Transfer”, osv. osv. Og i 1957 blev ”Wake up little Susie” så også forbudt på radiostationerne i New England og Massachusetts, fordi teksten kunne opfattes som en invitation til løssluppen adfærd. For tænk bare på, hvad der måske er sket mellem linjerne i Everly brødrenes hitsang!

 

I dag kan det være svært at tage sangens potentielt undergravende indhold alvorligt; men i USA i 1950´erne var situationen en anden – dog først og fremmest i de seksualforskrækkede stater på Østkysten. Da the Everly Brothers fejrede triumfer med deres superhit ”Wake up little Susie” over det meste af USA, var tiden imidlertid så småt ved at rinde ud for bannerførerne i det moralske korstog mod undergravende tekster af forskellig art, og ved udgangen af 1970´erne var det helt slut med Bostons førende position som moralens forkæmper. Et par af de sidste værker, der blev ”Banned in Boston” var William Burroughs´ ”Naked lunch” og John Clelands klassiker ”Fanny Hill” (fra 1748). 

 

Der vil dog altid være nogle, som føler sig kaldet til at optræde som moralens vogtere, senest i staten Virginia i USA, hvor bøger som ”Huckleberry Finn” og ”Dræb ikke en sangfugl” netop er blevet fjernet fra undervisningsplanerne i en skole på grund af deres anstødelige indhold. Men i Boston må eleverne gerne læse de to værker (indtil videre).