Funkadelic: One nation under a groove
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 177
Nu er det tid til et band, jeg har haft æren at se live, og det var en af de mest utrolige koncerter, jeg har været til. De hedder Parliament-Funkadelic og er en sammenslutning af to af 70’ernes bedste funkgrupper: Parliament og Funkadelic, begge anført af funkgeniet George Clinton. Funkadelic var mere rockpræget end Parliament, og de udgav i 1978 en af de bedste fusioner mellem funk … og stort set alt andet: One nation under a groove. Okay, det er en overdrivelse, men hør lige åbningsnummeret, der også er titelnummer. Det er stille og tilbagelænet, men teksten nævner også noget om at bryde fri fra sine hæmninger. Man kan nærmest mærke lydmure blive brudt i takt med at nummeret går amok. Det ender med at være umuligt at sidde stille til. Bagefter bliver vi budt velkommen til det magiske land Funkadelica på "Groovallegiance". Denne sang har elementer af doo-wop og gospel, og Clintons grupper har da også en tendens til at prise funk på et spirituelt plan. Funk er ikke nødvendigvis en genre, hvis genren var så hellig, blev den jo ikke fusioneret. Det er en livsstil. Og den går netop ud på at smide hæmningerne, både hos sig selv og hos sin musik.
Det læner sig op ad spørgsmålet, der udgør titlen på pladens tredje sang, "Who says a funk band can’t play rock?!" Og det er i grunden et godt spørgsmål. Hvorfor ikke fusionere? Hvis jeg kunne, ville jeg hoppe hen til min guitar og være med, men det kan jeg ikke, for guitarist Michael Hampton er latterligt dygtig. Han er næsten lige så god som deres tidligere guitarist, Eddie Hazel, og det siger en del. Han giver blandingen af funk og rock meget liv, og det på en helt anden måde end nyere funk-rock-grupper som Primus og Red Hot Chili Peppers – måske fordi de angriber musikken fra den modsatte vinkel, hvor funk kommer før rock. Efter dette guitarmesterværk kommer den bizarre "Promentalshitbackwashpsychosis eenema squad", der er svævende, psykedelisk, og i længere tid stort set bare er en vidunderlig guitarsolo med underlige vendinger råbt henover sig: “The fear of being eaten by the sandwich”, “Count the calories of your thoughts” og selvfølgelig den uforglemmelige “Fried ice cream is a reality”. De er altid skægge, og guitaren er altid gribende.
Som en klog mand engang sagde: “Fuck genren! Vi hylder lyden”. Og han har så evigt ret, men hvis vi skal blande genre og lyd, så er det imponerende, at lyden er så konsekvent og idiosynkratisk i løbet af alt dette. Især på den langsomme ballade "Into you". Det er soul-funk a la det Sly & The Family Stone mestrede. Men det er så meget grimmere og lagrigt i forhold til Sly Stone. Der er altid spændende ting i lyden, der overrasker. Vi slutter i det mere rendyrkede funkhjørne med "Cholly (funk getting ready to roll)", der er bombastisk og vild. Dermed står den i skarp kontrast til titelnummeret, der jo er mere afslappet. Det viser en udvikling fra track 1 til afslutningsnummeret. De øvrige numre har udviklet vores funk, givet den nye kendetegn, ja en helt anden identitet. Der er stadig mange fællestræk, men selvom lyden føles konsekvent, er det kun på grund af den gode albumstruktur. Enhver anden rækkefølge ville slet og ret resultere i, at det ville lyde som en opsamling. Men One nation under a groove har det hele. Der er en meddelelse, variation, kreativitet, dygtig sangskrivning, og utallige mindeværdige øjeblikke.