Gode sange med dårlige tekster

Der findes massevis af gode sange med gode sangtekster; men kan man forestille en sang, der er god, selv om den har en dårlig tekst? Eller for den sags skyld det omvendte, en dårlig sang med en god tekst? Det sidste er nok det nemmeste at forestille sig, for hvis sangteksten er god, kan den vel i værste fald fungere som en form for digt. Men hvis teksten er dårlig, og der ”kun” er musikken tilbage, vil man så kunne tale om en god sang?

Nu er begreberne ”god” og ”dårlig” jo ret så luftige og kan ikke anvendes som eksakt målestok for noget som helst. Desuden vil man altid kunne spørge om, hvor god en sang skal være for at være god (eller dårlig). Alligevel er spørgsmålet om, hvorvidt man kan betegne en sang som ”god”, hvis den har en rædsom tekst, ikke helt uinteressant.

De fleste har nok oplevet eksempler på sådanne sange, hvor man måske umiddelbart er positivt stemt over for sangen, fordi den lyder godt og ledsages af en iørefaldende musik – indtil man lytter til sangteksten og græmmes over, hvad det egentlig er, man synes godt om. Som eksempel på sange, hvor misforholdet mellem tekst og musik (efter min mening) er betænkeligt stor, kan jeg f.eks. nævne en række af sangene fra Bob Dylans religiøse periode, ikke mindst sangene på albummet ”Slow train coming” (1979).

Her møder man nogle af Dylans bedste og mest slagkraftige melodier, tilsat et formidabelt musikalsk akkompagnement, der gør disse sange til absolutte højdepunkter i produktionen – altså lige indtil man begynder at lytte til, hvad det er for nogle forfærdelige skrubtudser, der vælter ud af den genfødte Dylans mund. Kan man virkelig sige sådan, vil lytteren uvægerligt tænke, når teksterne om de onde oliesheiker med ringe i næsen og om alle de fjolser, der styrer landet (og det her var før Trumps tid!) strømmer ud af højttalerne og får én til at krumme tæer over al denne frelsthed fra Dylans side. Fantastisk musik – men med ret så pinagtige tekster.

Kæpheste
Gode sange med dårlige sangtekster kan inddeles i forskellige kategorier. Én type møder man, hvor sangskriveren (som i Dylans tilfælde) rider sine kæpheste og afleverer et budskab, der for en mere nøgtern betragtning nok må kaldes outreret. Musikken til sådanne sange kan være nok så god, men resultatet må alligevel som oftest karakteriseres som tvivlsomt på grund af sangtekstens indhold. Et skoleeksempel på denne type sange med en alt for stor disharmoni mellem musik og tekst finder man i Van Morrisons sange på cd´en ”What´s it gonna take?” fra 2022.

Morrison besluttede sig på et tidligt tidspunkt for at nære skepsis over for myndighedernes advarsler mod corona-epidemien, og lynhurtigt udviklede han sig fra at være skeptiker til at blive fuldblods konspirationsteoretiker og eksponent for de mest vanvittige sølvpapirshat-synspunkter. Denne udvikling afspejlede sig i hans sangtekster, som på udgivelsen fra 2022 næppe kan undgå at virke både paranoide og temmelig latterlige på den almindelige lytter.

I cd´ens indledningssang ”Dangerous” fremstiller Morrison (eller for at være helt præcis: sangens jeg-person) sig selv som uretfærdigt forfulgt, fordi han beder om at få ”sandheden” om corona-situationen at vide: ”I was just asking them for evidence/ I´ve been asking them now for over a year”. Og fordi Morrison – undskyld, sangens jeg-person – ikke får noget svar på sine spørgsmål fra myndighederne, slutter han, at han må være kommet for tæt på sandheden: ”I must be getting close/ to the truth, alright, alright/ Really, I was just looking for the evidence”. Eller måske kunne man tænke sig, at myndighederne bare ikke finder det umagen værd at svare på spørgsmål fra verdens talrige klaphatte og virkelighedsfornægtere? Har du tænkt på det, Van?

I udgivelsens anden sang, titelnummeret ”What´s it gonna take?”, fortsætter jeg-personen i teksten sine anklager mod myndighederne og sine opråb til befolkningen om at vågne af sløvheden og gå til kamp for at afsløre løgnene om corona-epidemien: ”Politicians don´t represent the people/ government doesn´t reprsent us at all”, synger Morrison i sangen og fortsætter med et manende opråb til lytteren om at sætte sig til modværge: ”What´s it gonna take for you to wake up?/ What´s it gonna take for you to break?/ There´s no time to make your mind up/ just to realize this is a fake/ What´s it gonna take?”, lyder sangtekstens ord, som giver stærke mindelser om Dylans prædikener i hans religiøse periode, f.eks. i sangen “When you gonna wake up?” (1979). Hvis det ikke var så trist, er det faktisk ganske morsomt, at Dylans tekst i hans religiøse vækkelsessang kan genfindes næsten ordret i Van Morrisons advarsel om ikke at tro på de falske corona-profeter.

Og misèren fortsætter igennem ikke mindre end 15 sange på Van Morrisons 2022-udgivelse. Sangtitler som ”Fodder for the masses”, ”Sometimes it´s just blah blah blah”, ”Not seeking approval” og ”Nervous breakdown” fortæller mere end mange ord om Morrisons monomane forfølgelsesvanvid i forhold til regeringens budskaber om at tage corona-truslen alvorligt, og teksterne gør albummet til et af de mere kuriøse udspil i hele rockhistorien. Men kan man så ikke bare ryste på hovedet og afskrive ”What´s it gonna take?” som et resultat af en gal eller syg mands vrangforestillinger? Jo, det ville nok være det enkleste; men i relation til udgangspunktet for denne artikel bør man samtidig med konstateringen af de vanvittige tekster nævne, at musikken på albummets numre faktisk er ganske udmærket og lige så spændstig og svingende, som Van Morrisons musik plejer at være det. Så alt i alt vil det nok være oplagt at se albummet som et godt eksempel på, at man godt kan forestille sig en god sang med en dårlig sangtekst. Eller som i dette tilfælde, et helt album med god musik og rædsomme tekster.

Misogyni
Nogle af de mest hårrejsende rocktekster finder man i forbindelse med (mandlige) sangskriveres nedladende eller direkte misogyne (dvs. kvindefjendske) tekster om det modsatte køn. Da The Rolling Stones i 1966 udsendte albummet ”Aftermath”, leverede de samtidig et af karrierens musikalske højdepunkter – men hvad der var knap så fantastisk var, at flere af sangteksterne rummede direkte tåkrummende verbale udfald mod kvindekønnet. ”Det var en anden tid”, kan man forsøge at undskylde de kvindefjendske tekster med; men selv i 1966 kunne man(d) ikke tillade sig at lave sangtekster med sætninger som: ”Who wants yesterday´s papers/ who wants yesterday´s girl” eller: ”She´s the worst thing in the world/ look at that stupid girl”. Der er bare ingen undskyldninger for at skrive den slags i en sangtekst – men når de pågældende sange alligevel er værd at lytte til, er det naturligvis, fordi de ledsages af fine og iørefaldende melodier og et akkompagnement, som man gerne vil høre flere gange. Her er der vist ikke andet at gøre end at lukke ørerne for Jaggers og Richards´ flovsere.

The Beatles har gennemgående færre misogyne tekster end The Rolling Stones, men i 1965 kunne man møde sangen ”Run for your life” på LP´en ”Rubber soul”, og den sangs tekst lader næppe Jagger/Richards´ tekster noget efter. ”I´d rather see you dead, little girl/ than to be with another man”, sang John Lennon i sangen til en i øvrigt udmærket melodi; men det skulle han nok hellere have ladet være med.

Den sangtekst tåler ikke at blive nærlæst ved højlys dag, og det samme gælder en sangtekst som Neil Youngs ”A man needs a maid” fra LP´en ”Harvest” (1972). I denne sang synger Neil Young om, at han (dvs. sangens jeg-person) godt kunne tænke sig at finde en pige, som kunne klare de praktiske gøremål for ham, og som derefter bare kunne gå sin vej. Young har senere forklaret, at sangen blev skrevet på et tidspunkt, hvor han på grund af rygproblemer ikke kunne klare husholdningen selv, og det kan naturligvis være rigtigt; men det kan nok ikke bortforklare de nedladende vendinger i teksten, ligesom det ikke forklarer, hvorfor der i teksten tales en del om kærlighed, samtidig med at teksten handler om stuepigearbejde. Den er ikke helt god, Neil – men melodien og musikken er til gengæld fin.

Rock- og poplyrikken rummer talrige eksempler på mere eller mindre kvindeforagtende tekster, og inden for rap-musikken er misogynien vist direkte en obligatorisk del af universet. Men dem om det; her vil jeg nøjes med at pege på et af de værre eksempler på et slet skjult kvindehad i en sang fra populærmusikkens overdrev, Burt Bacharachs ”Wives and lovers” (1963). Hør blot og gys: ”Hey, little girl/ comb your hair, fix your make-up/ soon he will open the door/ Don´t think because/ there´s a ring on your finger/ you needn´t try anymore”. Osv. Meningen er klar nok: mændene kan opføre sig, som de har lyst til (”men will always be men”); men kvinderne gør klogt i at strenge sig lidt an, hvis de stadig vil gøre sig håb om at finde nåde for mændenes blikke. Musikken er til gengæld – som altid fra Bacharachs side – en fornøjelse at lægge ører til.

Vrøvl og ordgyderi
En tredje type sangtekster, som man ikke skal lytte for nøje efter, mens man nyder musikken, er de tekster, der (stort set) ikke giver nogen mening, eller som måske bare halter en del rent sprogligt. En sangtekst, der i tidens løb har fået mange knubs på grund af sine lidt ubehjælpsomme formuleringer, er gruppen Americas ”A horse with no name” (1971). I denne tekst finder man ganske rigtigt indtil flere mindre heldige eksempler på en lemfældig omgang med det engelske sprog, bl.a. i formuleringer som disse: ”The heat was hot and the ground was dry” og: ”There were plants and birds and rocks and things”. Her kunne tekstforfatteren vist godt have anstrengt sig en smule mere – hvilket ikke forhindrer, at sangen anses som en klassiker i dag.

The Beach Boys´ ”California girls” (1965) er ligeledes en oplagt klassiker, som trods sine snart 60 år på bagen lyder lige så frisk i dag, som da den blev skrevet og indspillet. Men teksten! Bortset fra de lidt kvindefjendske formuleringer (”I dig a French bikini on Hawaian island dolls”) må man nok konstatere, at sangens omkvæd reelt set er det rene vrøvl: ”I wish they all could be California girls”. Tja, Hvad skal man mene om den slags åndrigheder? Eller hvad med Stephen Stills´ største hit gennem tiderne, ”Love the one you´re with” (1970), hvis omkvæd altid har irriteret mig voldsomt – selv om jeg erkender, at sangen er både medrivende og iørefaldende. Men prøv engang at lytte til dette eksempel på Stills´ visdom: ”If you can´t be with the one you love/ love the one you´re with”. Jamen, sådan kan man da ikke sige – eller mene for den sags skyld. Og bedre bliver det ikke, når Stills i et af versene uddyber sin frigjorte hippie-filosofi: ”Don´t be angry, don´t be sad/ don´t sit crying over good times you´ve had/ There´s a girl right next to you/ and she´s just waiting for something to do”. Suk! Men nu har Stephen Stills jo heller aldrig påstået, at han var psykolog.

Hvidere end blegt
Lad mig slutte denne lille artikel med det måske allerbedste eksempel på, at en sang godt kan være formidabelt god, selv om dens sangtekst mildest talt lader noget tilbage at ønske, hvad angår logisk konsistens. Teksten til Procol Harums ”A whiter shade of pale” (1967) er vel ret beset en omgang ordgyderi uden dybere mening, mens sangen selv er en af de allerbedste rocksange, der nogen sinde er lavet. Keith Reid, som har skrevet teksten til sangen, har selv fortalt, at han snarere har forsøgt at fremmane en stemning med sine ord, end han har ønsket at fortælle en sammenhængende historie, og den ambition kan man godt sige er lykkedes. Beskrivelsen af søsyge og utilpashed i teksten, accentueret af den genkommende formulering: ”Her face, at first just ghostly/ turned a whiter shade off pale”, formidler en uhåndgribelig atmosfære af kvalme og ubehag, som svarer godt til de rullende orgeltoner i musikken. Og uanset de besynderlige og noget usammenhængende formuleringer i teksten kan man roligt konstatere, at de tekstmæssige svagheder totalt blegner i forhold til den majestætiske melodi med en næsten rekviem-agtig undergangstone i instrumenteringen. Flot, flot musik – og så i øvrigt pyt med, om ordene giver nogen egentlig mening.