Genre: 
Pop

Janet Jackson: Rhythm nation 1814

Janet Jackson: Rhythm nation 1814
31-07-15
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 275

Michael Jacksons søster Janet havde ligeså meget stjernepower som sin bror, og det beviste hun for alvor med albummet Control fra 1986. Det gjorde hende til en superstjerne med singler som "Nasty", "Let’s wait awhile" og "When I think of you". Tre år efter udgav hun endnu et album, og hvor Control blot var en godt skåret popplade med fængende sange, så var opfølgeren, Rhythm nation 1814, et konceptalbum på over en time om social uretfærdighed. Samtidig formåede det at være usandsynligt succesfuldt. Otte af de 12 sange blev udgivet som singler, og halvdelen af disse røg hele vejen til toppen af de amerikanske hitlister – og den anden halvdel klarede sig ligeledes fantastisk. Okay, konceptet er måske lidt løst. Der er plads til nogle kærlighedssange, men det er ikke svært at få dem til at have noget med emnet at gøre. "Love would never do (without you)" handler sandsynligvis om et forhold mellem to af forskellig race, og "Escapade", "Lonely" og "Come back to me" handler om at undslippe fra hverdagens problemer gennem kærlighed. På "Someday is tonight" lader det til at handle om to mennesker, der på en eller anden måde har været modvilligt afskåret fra hinanden.

Men hvem ved, måske lægger jeg bare for meget i det. "Miss you much" og "Alright" lader i hvert fald ikke til at handle om andet end lyksalig forelskelse. Det er gode sange, men temaet lægger de sig ikke særlig tæt opad. Gode sange er der i øvrigt overflod af på dette album. "Black cat" er lige til at rocke med på, "Alright" er enormt dansevenlig, "The knowledge" blander spoken word med sang på en måde, der virkelig udtrykker visdom. Der er meget variation i sangskrivningen, men de har alle én ting til fælles: de har alle omkvæd, og disse omkvæd er sindssygt fængende. Når du hører albummet for anden gang, så kan du garanteret synge med på alle omkvæd, så snart de begynder. Albummet er også stilfuldt opbygget. Der er seks små, korte interludier spredt omkring på albummet. De skaber naturlige overgange mellem sangene. Nogle gange kan man godt begynde at tænke “Hvad? Er der begyndt et nyt nummer” – man lægger ikke engang mærke til det før Janet åbner munden. Der er også genial vekslen mellem det blide og det hårde, det langsomme og det mere energiske.

Det ender dog lidt med at bide pladen i halen, at det hele er så sammenhængende. De første gange, man lytter til pladen, er det helt fantastisk, hvor naturligt det bare flyder. Men der skal ikke særlig mange gennemlytninger til, før det hele er meget forudsigeligt. I forhold til, at det varer en hel time, lærer man så hurtigt det hele at kende, at der bare ikke er særlig meget at vende tilbage til. Det er let at huske alt, der sker. Dine favoritter efter første gennemlytning vil næppe ændre sig, og man opdager hverken styrker eller svagheder ved de individuelle numre, der ikke var tydelige ved første gennemlytning. I forhold til længden er det dog en meget solid plade. Man kan mærke konceptet, selvom det ikke altid er lige tydeligt, man kan mærke, at alt dette betød noget for Janet Jackson, og melodierne er bare noget af det sjoveste, perioden havde at byde på. Der er mange følelser, og sangene er bundsolide. Det lyder ret meget af Michael, men det er slet ikke skidt. Hvis du kan lide ham, er Rhythm nation 1814 også noget for dig, men bare en smag for popmusik generelt bør være nok.

Besøg Kjartans musikblog