Japanese Breakfast: Psychopomp

Psychopomp er noget så befriende som en velanrettet portion lo-fi indiepop med den mundret afmålte spilletid på knap 25 minutter. Samtidig formår Japanese Breakfast på intelligent vis at balancere pladens elementer således, at vi tematisk både når rundt om ulykkelig, ugengældt kærlighed, naiv forelskelse og dyb sorg, uden at efterlade lytterne komplet forvirrede. At det så samtidig også lyder ret så godt, gør ikke bedriften mindre imponerende.

Skal jeg pege på nogle ridser i lakken, så må det være den kuriøse mangel på stærke melodier – et usædvanligt træk for, hvad jeg ellers ville karakterisere som en popplade. Det opvejes til dels af den fyldige lydside, hvor flere lag af guitarer og synthesizere snor sig om hinanden og lægger sig som en tung og altomsluttende dyne over Psychopomp.

Det tillader til gengæld Michelle Zauner, kvinden bag Japanese Breakfast, at vise hele sit vokalspektrum. Hendes lyse, kurrende vokal står i charmerende kontrast til de skærende guitarer på nummeret ”In Heaven” – et ørehængende stævnemøde mellem drømmepop og shoegaze. ”Jane Cum” sætter i endnu højere grad Zauners vokalpræstation i fokus, da hun her veksler mellem en fortabt lillepigerøst og et højere, mere længselsfyldt klageråb i takt med, at instrumentaliseringen bevæger sig fra det afdæmpede til at kulminere i en mur af støj.

Psychopomp er delvist en genindspilning og genfortolkning af de to meget spartanske, lo-fi produktioner Where Is My Great Big Feeling og American Sound. Begge album er skrevet, indspillet og udgivet umiddelbart efter at Michelle Zauners mor blev diagnosticeret med kræft i 2014. Hendes død trækker tydelige spor hen over Psychopomp – som på førnævnte ”In Heaven”, hvor Zauner tumler med hverdagens trivialiteter midt i sjælesorgen. Mens Zauner står med al sin eksistentielle tvivl og sorg, sniffer hunden forvirret rundt i et tomt rum, og det vrimler med hylder og rod, der skal ryddes op i. ”In Heaven” er et meget ærligt indblik i den sorgbearbejdelse, der følger med at miste én af sine nære.

”Everybody Wants to Love You” er i en helt anden boldgade. På knap to minutter er det en af 2016’s mest bedårende popsange – og muligvis en af de hurtigst eskalerende kærlighedsaffærer, musikbranchen har frembragt: »Can I get your number? Can I get you into bed? When we wake up in the morning, will you give me lots of head?« lyder Zauners kække indledende vers, inden affæren i sangens andet vers eskalerer yderligere: »Will you lend me your toothbrush? Will you make me breakfast in bed? Ask me to get married, and then make me breakfast again!«

En del af pladens styrke består i, hvordan den jonglerer de sørgmodige øjeblikke med de eksalterede. Det virker skizofrent på papiret, men det fungerer i praksis, fordi Zauners lyrik hele vejen igennem virker enormt ærlig og nem at relatere til. Stor sorg og stor lykke er ikke kun modsætninger, det er to sider af samme sag. Det virker derfor naturligt, at lykken på ”Everybody Wants to Love You” må give plads til det afdæmpede og Mogwai-inspirerede titelnummer. Nummeret er ren instrumentalt, bortset fra en lille bid af en samplet telefonsamtale med Zauners mor: »Okay, sweetheart. Don’t cry. I love you.«

Alt i alt er Japanese Breakfasts Psychopomp en kort, intens og ikke mindst ærlig udgivelse. Derfor er det også nemt at tilgive, at ikke alle numre på pladen er lige mindeværdige.