Jeff Buckley: Grace
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 303
Den amerikanske folksanger Tim Buckley døde som blot 28-årig i 1975, men han efterlod verden en talentfuld søn, der også blev musiker. Han hed Jeff Buckley, men han døde desværre også i en ung alder, så han nåede kun at udgive et enkelt album før sin død som 30-årig. Dette album hed Grace og blev udgivet i 1994. Grace giver en god forståelse af, hvilken slags musiker Jeff Buckley var. Hans musik var meget følsom og guitarpræget, men han kunne både være stille og virkelig rocket. Den bedste sammenligning, jeg lige kan komme med er Radiohead-albummet The bends, hvor Thom Yorke faktisk tog en hel del inspiration fra unge Buckley til sin vokal. Hvor musikken på Grace altid virker meget følsom, betyder det dog ikke, at det altid er stille musik. Numre som "So real" og især "Eternal life" er ret hårde og virker inspireret af Led Zeppelin anno ca. 1973. De fleste sange er dog ret langsomme – selv "So real" er trods sin tunge lyd en langsom sang – og det passer nok i grunden bedst til den skrøbelighed, han præsenterer.
Buckley har selv været med til at skrive de fleste af sangene på pladen, men mellem de ti numre har der sneget sig hele tre covers ind. Først et af Lilac Wine fra musicalen Dance me a song. I Buckleys udgave kan man stort set ikke høre, at den nogensinde har været i en musical, så trist gør han den, og den har ellers altid været en trist sang. Her lyder den bare fuldkommen deprimeret. Det mest populære nummer, Buckley nogensinde optog, er et cover af Leonard Cohens "Hallelujah". Det er en fantastisk udgave, og selvom Cohens original er god, så er Buckleys nu engang min favorit. Den er virkelig smuk, og selvom den med sine næsten 7 minutter er pladens længste sang, så kan man slet ikke mærke det. Det føles bundærligt, og Buckley er en gudbenådet sanger, som kan få hver tone til at ramme dig dybt nede. Pladens sidste cover er af salmen "Corpus Christi carol", og det er pladens korteste nummer, og det er også godt det samme. Det er en flot melodi, og guitarspillet er virkelig godt. Buckleys falset herpå bliver bare meget irriterende, men ellers er det en flot fortolkning.
Jeff Buckleys sangskrivning på sine egne sange er det, der virkelig driver værket i Grace. De er generelt ret lange, hans originale numre er alle mellem 4½ og 7 minutter, men han formår slet ikke at kede mig i løbet af nogen af dem. Det skyldes ikke kun, at numrene er velskrevne, selvom det er hovedårsagen. Meget af det ligger også i, at Buckley spiller formidabelt. Resten af bandet skal selvfølgelig også roses, men Buckley spiller selv det meste på pladen; bassisten og trommeslageren er fast, og der er nogle få gæstemusikere, men derudover spiller Buckley bare virkelig effektivt på både guitar, orgel og dulcimer. Buckley udviser i løbet af Grace enorm musikalitet i sin sangskrivning og i udførelsen af numrene, og han gør samtidig sin plade til en følelsesrig og charmerende oplevelse. Man har let ved at relatere til den, og der er masser af avanceret musikalsk guf, man kan analysere. Der er meget lidt, der ikke er helt perfekt på Grace, og det er en af 90’ernes allerbedste plader.