Genre: 
Pop

Katinka: Vi er ikke kønne nok til at danse

Katinka Vi er ikke kønne nok til at danse
06-04-17
Af: 
Tina Schmidt, Aabenraa Bibliotekerne

For et par år tilbage vandt Katinka KarriereKanonen. Hun overvandt publikum med sin dobbeltsidede charme. På én gang skarp og pågående, samtidig sødmefuld og mild. Det er muligvis det, man får ud af at sige fuck dig med ukulele.

Nu er hun ude med sit første albumudspil Vi er ikke kønne nok til at danse. Med sig har hun stadig det sødskarpe bid. Hun charmer med hverdagslyrik og lommefilosofi.

På sin vis kan man, på en god dag, se Katinka som Annika Aakjærs selvudleverende, oprigtige lillesøster. Katinka har dog ikke den samme legende kækhed og spidende selvironi som Aakjær. Selvironien er dog Aakjær og 80’er generationens spidskompetence, som ikke er den efterfølgende generation forundt, derfor bliver Katinkas tekster netop oprigtige, nøgne og selvudleverende – der er så at sige brug for ukulelen til at bløde op.

Vi er ikke kønne nok til at danse er også titlen på åbningsnummeret, og muligvis albummets stærkeste sang, hvis man, som jeg, nyder et kækt ordspil.

“Du har spændt dine forventninger ud // Som en faldskærm jeg ikke tør bruge // Du er højstemt som om du citerer gud, når du kigger på din skærm”, “Jeg ville ønske jeg kunne se, hvad du ser i mig // Det er kun flasken i min hånd der flasker sig”, fortsætter hun, “Du siger det er ægte // Jeg siger det er en dårlig leg // Dit ansigt lyser fra din skærm”

Oprigtighed og selvudlevering skal ikke nødvendigvis ses negativt – uden ironilaget blusser Katinkas brændende indestængte vrede harme op til et vældigt bål. Så selvom visse elementer af albummet er lidt tunge at danse med, brænder lyspunkter og ild skarpere.