Kopier og klassikere 1: I Will Always Love You
15-06-15
Af:
Julie Hugsted
Kopi. Selve ordet får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange musikere, anmeldere og publikummer. Kopien er sangskrivningens uægte barn, som ikke diskuteres, medmindre diskussionen handler om ophavsret, profit og YouTube. 10 mandage præsenteres du for forskellige versioner af berømte sange og deres – nogle gange mere kendte - kopier.
I denne artikel skal vi kigge på sangen "I Will Always Love You", som du nok kender som monsterhittet fra filmen "The Bodyguard" (1992) med Whitney Houston som den følsomme sangerinde.
Hvad mange ikke ved er, at nummeret oprindeligt er fra Dolly Partons "Jolene"-album fra 1974, og Dolly Parton har selv skrevet nummeret. Sangen blev allerede et hit dengang, og har siden opnået en førsteplads hele to gange på den amerikanske country-hitliste.
I 1992 indspillede, nu afdøde Whitney Houston, nummeret, som bekendt en del af soundtracket til filmen "The Bodyguard" med selvsamme Whitney i hovedrollen over for en ung og veltrænet Kevin Costner.
Det er tankevækkende, at en sang, der præsenteres af en storbarmet, hvid countrysangerinde i 1974 kan have relevans og vække følelser og så at sige blive genfødt af en stilfuld, sort popstjerne i begyndelsen af 1990’erne.
If I should stay, well, I would only be in your way
I 1974-versionen hører jeg i høj grad Dolly Partons ungpigede usikkerhed omkring en stor forelskelse, netop på grund af at hun betoner sætninger som ovenstående og i de forelskede billeder hun tegner, imens de mere bombastiske vendinger synges mere underspillet – som strejf af en skygge.
Den bittersøde melankoli, som Dolly Parton præsenterede i hittets oprindelige version, er blevet markeret og nærmest fortolket til desperation hos den unge Whitney Houston, hvis liv til tider netop havde den problematiske kærlighed som hovedplot.
Bittersweet memories, that is all I'm taking with me
Sangen gør om muligt mere ondt i Whitney Houstons version, da der i stemmen ligger en anden klang, en klang der ikke blot udtrykker ulykkelig og uopnåelig kærlighed, men en klang der også kan findes hos andre stærke popdivaer som Tina Turner og senest hos den smukke og alt for tidligt afdøde Amy Whinehouse.
En klang der gør, at jeg altid efterlades mere melankolsk efter at have hørt Whitney Houstons version af sangen.
Skæbnesvanger absurditet
Jeg sidder af og til tilbage med tanken: "tænkte Whitney på sit problematiske og paradoksale kærlighedsforhold til Bobby Brown, der netop blev forseglet med ægteskab i 1992?". Hvem ved om det var Bobby Brown der gjorde, at Whitney i modsætning til Dolly valgte at lægge vægt på linjen: "Bittersweet memories is all I'm taking with me". Set i historiens lys synes sangvalget at være et af tilværelsens absurde tilfælde, hvor en sanger i højere grad end ventet opfylder sin egen sang.
En art genistreg
Først og fremmest må det siges, at en genial tekstskrivning og komposition må ligge til grund for et nummer der kan komme øverst på hitlisterne med 18 års mellemrum.
Whitney Houstons version af sangen modtog platin ikke færre end fire gange i USA og to gange i Storbritannien. Den amerikanske hitliste Billboard har desuden givet listen plads nummer 68 på deres liste over de 100 mest solgte sange i USA.