Lørdagens frikvarter i Mellerup

På nordsiden af Randers Fjord ligger landsbyen Mellerup såre idyllisk. På bakketoppen ligger valgmenighedens kirke, hvor kirkens præst nød den storslåede udsigt og i 1891 skrev ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Ja, Jakob Knudsen var menighedens hyrde her i slutningen af 1800-tallet.

Siden fik byen også en musisk efterskole, hvor flere kendte musikere har trådt deres efterskolesutsko, blandt andet herrerne fra Carpark North og Nicklas Sahl.
Og i Mellerup bor også cellisten Andreas Restorff, som stammer fra Færøerne og er uddannet cellist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Men det er sandelig ikke kun det traditionelle cellorepertoire, der klinger fra Restorffs cello. I flere år har han samspillet med rytmiske musikere og udviklet sit tætte samarbejde med elektroniske effekter.
Så denne solrige eftermiddag er overskriften ”Lydens grænser – en atmosfærisk rejse”. Og vi får ikke kun et fri kvarter, men tre kvarters mættende musik.

”Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind”
Ingen ord fra den optrædende; koncerten starter med flageoletter i pianissimo. Langsomt udvikles en melodi med udforskende glissandi mellem tonerne. Som en førreformatorisk introitus udvikles melodien, der intensiveres og spilles nu fuldtonigt. Er det en kirketoneart? Er det D-moll? I hvert fald en mørk messen, der suppleres med loop-pedal, så flerstemmigheden udfolder sig.

Vores tanker frigives, på nethinden entrerer de gregorianske munke klostrets sakristi. Eller er det de keltiske barder, der smyger musikken om den nyeste nordatlantiske krimi i tv?

”O, at jeg tør favne dig, skære dag”
En subbas lægger sig under lydbilledet med toner på grænsen mellem det hørbare og det mærkbare. Men et så klart og fokuseret lydbillede i perfekt balance.
Bag mig hvisker nogle små børn, inden de stille lister ud. Og jeg glædes faktisk ved denne minden mig om, at vi her har levende musik med levende mennesker.

Bag musikken opfatter vi nu en engelsk radiostemme. Erindringen om barnets lytten til den fjerne voksenradio – vi forstår ikke ordene, men de giver en tryghed. Jeg erfarer senere, at ordene er C.G. Jungs om… drømme. Mon vi har opfattet det rent intuitivt?

”Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag”
I midten af forløbet hører vi nu en kvindevokalise, der breder sig i klangspektret – i en ubekymret dur. Måske den flittige moder? Som er så travlt beskæftiget, at der ikke nås alle taktslagene; melodien er i 7/8.

Celloen kommer nu ind over med en taktfast knipsen; jeg tror det er et G. En lyd, som sender mig tilbage til de første, eksperimenterende Pink Floyd-plader.
Og vi får nu en ny melodi, der kredser om vores folkeviser. Hører jeg Ebbe Skammelsen? I hvert fald hører jeg den smukke sommermelodi, som Grundtvig skrev teksten ”Jeg gik mig ud en sommer” til, og det må simpelthen være den kraftklingende E-moll.

Så er det cellotid – en parafrase over J.S. Bachs solocellosuite nr. 1 med de mange og hurtig, brudte akkorder. Og wow, hvor det swinger! En sand fornøjelse at høre cellomusik på så højt plan – og som en ligeværdig partner til det elektroniske krydderi. Og mod slutningen vover Restorff også enkelte indiskrete toner; herligt.

”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav”
Det går mod aften, diskret kirkeklokkespil høres. Brede akkorder på celloen, og her er gang i harmonipedal, så celloen kan supplere med blandt andet noner og højt intonerede ledetoner. For år tilbage brugte vi udtrykket ”new age” om sådan musik, gerne med lidt rynket næse på grund af forudsigelighed skråstreg kedsomhed. Dagens musik er i samme gade, men her med den kant, der gør musikken bevægende – skønt.

Mod slutningen snævres klangene, og de luftige flageoletter afslutter koncerten.

Tak for en så nærværende koncert, der med en perfekt længde på 45 minutter var en sand lise for det travle menneske. En underfuld drømmeløfter, en kærkommen harmoni i vores verden.
Vi går ud i den forårsfulde februardag med opløftet sind.
Solnedgangen nydes med Andreas Restorffs klange i det indre øre. Og en tanke til Jakob Knudsen:
”O, for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst!”