Leif Sylvester – Family and Friends: Født til at dø

Da billedkunstneren og skuespilleren Leif Sylvester i 2017 udsendte albummet A’mar, havde han ikke stået på en musikscene i 28 år. Pladen blev imidlertid vel taget imod, og nu har han udsendt en opfølger, Født til at dø.

Med sig har han det samme hold, som indspillede A’mar, og det betyder bl.a. Silas Tinglef på trommer og guitar, Jarno Varsted på guitar og mundharpe og Nicholas Kingo på klaver, orgel, harmonika og sav.

Leif Sylvester har selv produceret pladen, og det har han gjort godt. Albummet er fuldt af lydmæssige kontraster, hvor den skramlede blues-instrumentering og Sylvesters raspende stemme møder fest-blæsere og korsang, som i sig selv ligger et besynderligt sted mellem dansktop og Leonard Cohens engleagtige backing-vokalister.

Det resulterer i otte levende og nærgående skæringer, som blander blues, rhythm & blues, folk, rock, jazz og vise- og refrænsang på en ret tiltalende måde.

Blandt de meste bluesy sange er åbningsnummeret ”Født til at dø”, som danser afsted til New Orleans-R&B-rytmer. Sangen drives frem af Nicholas Kingos fine klaverspil, Jarno Varsteds fremragende blues-mundharpe og Kristian Tangvik på tuba, som leverer bas-tonerne i klassisk ”umpa-umpa”-stil. Faktisk bliver der slet ikke spillet bas på albummet.

”Umådelig mange kvinder” er en letbenet sag, hvor hjerter helt bogstaveligt rimer på smerter. Det er mildest talt ikke stor poesi, og melodien er også ganske enkel. Alligevel er det en ganske charmerende sang, fordi Leif Sylvester synger den med en munter begejstring, der suppleres af Jim Horn-agtigt saxofonspil fra Jeppe Skjold.

”Oh-oh Oline” er melodimæssigt en slægtning til Bo Carters ”Corrine, Corrina”. Igen skabes der kontrast til det blues’ede med korpigernes (Mia Sylvester, Joy Caroline Morgan og Kristine Becker Lund) ”shoop-shoop shoowaah”-sang. Harmonika og Sonny Landreth-agtig slide-guitar tilføjer lidt zydeco-stemning, og tubaen trækker atter mod New Orleans.

Leif Sylvesters tekster er jordnære og mundrette på en John Mogensen-møder-Kim Larsen-måde. ”De brune sko” – med omkvædslinjen ”hun er den eneste pi’g jeg kender, der går med en pistol” – matcher tekstens noir-stemning med et dæmpet akkompagnement, der domineres af røgfyldt saxofon og skønsyngende korpiger.

Cohen-stemningen finder også vej til den kønne ballade ”Den dag jeg mødte dig”, men bliver modsvaret af countryficeret resonator-guitar. Country-påvirkning kan man også høre på ”De kan sige hvad de vil”, der lyder som the missing link mellem country og John Mogensen (og tag ikke fejl: ”Nina kære Nina” og ”Så længe jeg lever” er ren country!).

”Asfalten visker” har en besynderlig 80’er-stemning i kraft af sin saxofonsolo og computerspilsagtige keyboardlyd, men igen er det på den dér cool, I’m your man-lignende facon.

Blues- og rock ’n’ roll-riffene vender tilbage på afslutningsnummeret ”Loverman”. Her erklærer Leif Sylvester sig i fuld vigør og tordner sig igennem sangen med hæse hyl, der komplementerer den fræsende guitar.

Født til at dø er selvsagt ikke en bluesplade, men ikke desto mindre bør den appellere til åbensindede bluesfans i kraft af sin bluesy instrumentering og vokal. De mest spændende øjeblikke på pladen opstår imidlertid der, hvor roots-genrerne støder sammen med dels det polerede, dels det folkelige – modsætninger mødes, og sød musik opstår bogstaveligt talt.