Linda Ronstadt: Heart like a wheel
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 164
Linda Ronstadt har arbejdet indenfor mange forskellige stilarter, men hun er nok især kendt for sin pop- og country-rock. Hun er knap så kendt for sin mere rendyrkede country, og det forstår jeg som sådan, for denne musik holder ikke nær så godt. Hendes stemme er ofte bare for pæn, til at jeg får noget ud af hendes musik. De mere rockede numre dominerer naturligt nok hendes mest berømte plade, Heart like a wheel fra 1974. Den rummer to af hendes bedste rocksange, nemlig hendes covers af "You’re no good" og "When will I be loved". De er sjove og kraftige og gør virkelig op med forestillingen om, at countrymusikere skal være kedelige. Det er de nemlig kun, når de rent faktisk laver countrymusik. Jo mere country, Heart like a wheel går over i, des mindre kan jeg lide det. Det gælder numre som hendes cover af "I can’t help it (if I’m still in love with you)" og "Keep me from blowing away". Den sidste har i det mindste en god tekst med flot billedsprog, men "I can’t help it" lyder bare som det, den er: en Hank Williams-sang uden væsentlige ændringer.
Når et nummer på Heart like a wheel ikke tilfredsstiller mig, er det aldrig fordi det er aggressivt dårligt eller forfærdeligt, det er mest, hvis det ender med at være baggrundsmusik. Det kan man sige om det meste af anden halvdel af pladen. Ronstadt er på "Willin’" virkelig sød og karismatisk, og som tidligere nævnt er billedsproget på "Keep me from blowing away" meget flot. Men der er ikke særlig meget at komme efter. Første halvdel har dog sine øjeblikke. Den dramatiske intro til "You’re no good" er fed, og sangen har i det hele taget en spydig tone, jeg er rigtig glad for. Derudover er det en rendyrket rocksang, hvilket virkelig får den til at skille sig ud. Hendes cover af "When will I be loved" blander country og rock på en meget pæn måde, og melodien er ændret drastisk fra originalen af The Everly Brothers. Jeg foretrækker faktisk nok Ronstadts udgave, der er sjovere, mere fængende og mere slagkraftig.
Hendes cover af "The dark end of the street" er et andet højdepunkt. Den er godt skrevet, og lyden matcher den mørke og triste tekst rigtig godt. Hendes stemme er fuld af desperation, og hun sørger virkelig for, at denne fortolkning er mere gribende end de fleste andre udgaver. Den er faktisk næsten lige så god som James Carrs original, den måtte bare gerne have været lidt kortere. Nummeret "Heart like a wheel" er så rent produceret, at bratschen, celloen og klaveret virkelig skærer igennem. Samtidig er der ingen trommer, og derfor virker Ronstadt nøgen og ærlig. "It doesn’t matter anymore" og "Faithless love" har nogle ret forudsigelige omkvæd, hvor Ronstadts stemme er det eneste, der hiver dem ud fra mængden af romantiske countrysange om hjertesorger. Især på førstnævnte er hendes stemme dog flot. På "Faithless love" bliver hun derimod lidt overskygget af en banjo, der giver sangen en unik lyd, men stadig er ret distraherende for resten af sangen. Jeg har kendt Ronstadt i lang tid, og jeg har aldrig været helt vild med hende, men jeg elsker faktisk visse sange fra Heart like a wheel. Det bedste af pladen viser virkelig Ronstadts evner, men kvaliteten varierer meget.